Den gamle bibel

Jeg har i mange år haft denne gamle bibel stående i min reol uden at tænke nærmere over, hvor den egentlig stammer fra. En dag tog jeg den ned fra reolen, for at se nærmere på den. Og med det samme, på de første sider, fortalte biblen selv sin historie.

Bibelen

Den ganske

Hellige skrifts bøger

Kjøbenhavn 1876

På det Kongelige Vaisenhuses Forlag.

På den første side kan man læse ovenstående dedikation:

Fritz Krarup Olsen

Salige ere de øjne, som se det, I see. Luk. 10.29

Denne bibel blev skænket vor kære lille Fritz på hans dåbsdag den 8. sept. 1878 af pastor Jørgen Lund i Poulsker. Men 14 dage derefter tog Gud ham til sig. Så skal den nu gå i arv til hans søskende med det ønske, at de må holde Guds ord højt i ære, så det bliver dem en hjælp i nød, en trøst i liv og død. Gud give dem bestandighed i deres tro, deres sjæl til salighed!

Fader og Moder

Den 28 sept 1878.

Dedikationen er skrevet af oldefar Carl Frederik Vilhelm Olsen (1826 – 1910). Han var sognepræst i Bodilsker og Nexø 1875-84. Senere sognepræst i Brendekilde og Bellinge på Fyn, og provst for Odense herred.

Fritz Krarup Olsen var sjette barn af oldefar og oldemor Louise Augusta Krarup (1840 – 1886) og han var dermed mormors lillebror. Han blev født 20. juli 1878 på Bornholm. Han blev døbt 8. september, og døde 20. september 1878.

Bodilsker Præstegård

Pastor Jørgen Lund var sognepræst i nabokirken Poulsker fra 1874. Hans fulde navn var Niels Jørgen Jensen Lund, og han var født i København 1840. Han var først sognepræst ved Trinitatis Kirke i Kbh. 1868-1874. Han døde i København 1920. Hans forbindelse til familien vides der intet om.

Biblen er så gået i arv til ’Moster Visse’, Louise Augusta Olsen, der var mormors yngste søster og syvende og sidste barn af oldefar og oldemor. Hun holdt hus for oldefar fra han gik på pension i 1905 og til hans død i 1910. Biblen er givetvis blevet stående i hjemmet hos oldefar indtil hans død, hvorefter ’Moster Visse’, har fået den med og haft den til sin død omkring 1965, hvor mor arvede den. Jeg har så haft biblen siden mors død i 1968.

Poul-Michael la Cour,

Holbæk, 12 april 2016

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *