Familien Rasmussen af Arninge

En rejseberetning fra morfars fødeø.

Frede Rasmussen

I november 2023 foretog vi en tredages tur til Lolland og Falster for at finde spor efter Frede Julian Rasmussens aner på Lolland og Falster.


Han blev født 1910 i Arninge syd for Nakskov, som søn af Karl Kristian Rasmussen, 1866 -1954, landmand og præstegårdsforpagter i Arninge og senere Sparekassebestyrer i Søllested og Maribo - og hans anden hustru Martha Johanne Jensigne Ellehauge.

Karl Kristian Rasmussen

Martha Johanne Ellehauge

Martha Johanne Ellehauge

Karl Kristian Rasmussens aner er forgrenet ud over det meste af Lolland, mens Johanne Ellehauges aner skal findes på Falster. Deres efterkommere er derimod spredt over hele Danmark.
Sidst i skriftet her findes anetavler for disse to.
Deltagerne i turen var Anne Mette og Preben Lehman la Cour og Lene Marie og Poul-Michael la Cour. Frede Julian Rasmussen var morfar til Anne Mette og far til Lene.
Hvis ikke andet fremgår, er alle slægtsrelationer i dette skrift relateret til Frede Julian Rasmussen.

Vi ankom en fredag eftermiddag til Maribo og indlogerede os for begge nætter på Hotel Søpark, med fin udsigt over Maribo sø. Der var lige tid til en spadseretur til 4 lokaliteter i Maribo inden det mørknede.



Maribo Domkirke

Første stop var:

I Maribo Domkirke blev Karl Kristian Rasmussen (1954) og Martha Johanne Jensigne Ellehauge (1970) begravet. Lene og jeg deltog i begravelsen 1970 og vi kunne huske hvor gravstederne skulle være, men de var nedlagt og kirkegården omlagt, så der var ikke noget at se. Vi fik i stedet et fint besøg i Domkirken.


Domkirken har også været brugt til andre kirkelige handlinger i slægten:


Sdr Boulevard, Maribo

Sdr. Boulevard 18, Maribo.

I 1927 blev Karl Kristian Rasmussen bestyrer af Sparekassen i Maribo. Han flyttede hertil fra Søllested og købte Sdr Boulevard 18, hvor han flyttede ind med sin anden hustru og de fire yngste børn - Knud, Jørgen, Marie og Laurits. Faster Anna - Karl Kristians søster - flyttede med og hjalp til med husholdningen.

Leonora Christines Vej, Maribo

Leonora Christines vej, Maribo

I 1941 var Karl Kristian Rasmussen pensioneret, børnene flyttet hjemmefra og faster Anna var død. Karl Kristian og Martha Johanne solgte derfor huset på Sdr. Boulevard og flyttede til det mindre hus på Leonora Christines vej. Her boede de i stueetagen til deres død - hhv 1954 og 1970. 

De sidste år, da datteren Gerda var pensioneret, flyttede hun ind hos moderen, der var blevet enke. Gerda blev boende her indtil hun døde, 5 år efter moderen.

Sparekassen Maribo

Sparekassen på torvet i Maribo

På østsiden af torvet i Maribo ligger i dag en filial af Jyske Bank. Tidligere lå her en filial af Den Lollandske Sparekasse, med hovedsæde i Nakskov. Sparekassen Lolland blev i 2013 overtaget af Jyske Bank.
Mens Karl Kristian Rasmussen var landmand og præstegårdsforpagter i Arninge var han næstformand i Vestlollands Landboforening og Næstformand i Skatterådet for Nakskov Skattekreds. I 1925 solgte han gården i Arninge og blev filialbestyrer i "Den Lollandske Sparekasses" filial i Søllested. Her var han et par år, og da Sparekassen udvidede med en ny filial i Maribo, blev han udnævnt til filialbestyrer der, indtil han i 1939 gik på pension.

Vores dag blev afsluttet med middag i restaurant China house i Vestergade. De havde en vældig god buffet, der var velbesøgt på en fredag aften. Vi var tæt på det lokale folkeliv. Når man så sig rundt, fik man den tanke, at der nok kunne være nogle til stede, der var efterkommere efter vores aner.

Holeby Kirke

Holeby Kirke

Lørdag havde vi fokus på Karl Kristian Rasmussens aner. Første stop var Holeby kirke.


Kirken ligger på en lille høj noget isoleret vest for byen, kun med nogle få gamle bindingsværkshuse som nabo. Stedet betegnes som Gl. Holeby og den nuværende by, med den kendte Holeby Maskinfabrik, er vokset op øst herfor. Kirken var opført i røde mursten uden tårn - men med et fritstående klokketårn. Kirken var desværre aflåst og der var ingen bevarede gravsteder for slægten.

Kirken har været sognekirke for Karl Kristian Rasmussens farmors slægt og for hans morfars slægt gennem fire generationer. Denne lille kirke har lagt hus til 29 dåbshandlinger, 7 vielser og 25 begravelser i slægten Rasmussen. Her nævnes kun begivenheder for de direkte aner til Frede Rasmussen:



De øvrige personer på listen er overvejende aners søskende.
Det er tydeligt, at Holeby var et vigtigt knudepunkt for både Karl Kristians farmors og morfars slægt. Men sådan set også for hans mormors slægt, Due. Både Christopher Sørensens mor og hustru var af slægten Due, der har sin oprindelse i Errindlev ca. 10 km sydøst for Holeby. Stamfaderen var Hans Due, ca 1680 – 1735, gårdmand i Errindlev.
Slægten Pilemand er hjemmehørende i Holeby, så langt man kan se tilbage, men Morten Pilemands hustru Karen Mathiasdatter stammer fra Reersnæs, en lille landsby lidt vest for Bandholm. Ældste fundne person blandt hendes aner er Rasmus Hovmand, der i 1748 boede i Østofte. Han var Karens oldefar.


Der var ikke tid i vores rejseprogram til at besøge Errindlev, Reersnæs og Østofte.


(Under efterfølgende søgninger i kirkebogen efter ovenstående personer, stødte jeg uventet på en jomfru la Cour, der i 1786 var blevet gift med præstegårdsforpagteren i Holeby, Peder Worm.

Det viste sig at være Appolone Dorothea la Cour, yngste datter af slægtens stamfader Pierre la Cour. Hun opholdt sig i præstegården, idet hendes storesøster, Marie Sophie la Cour, var gift med sognepræsten Severin Thørche og senere med hans efterfølger, Christen Andersen Lund. Disse to præster, med tilknytning til la Cour slægten, har altså forrettet nogle af kirkehandlingerne i Rasmussen slægten.)

Sædinge Kirke

Sædinge Kirke

Efter en kort køretur kom vi til Sædinge, der ligger lige på den anden side af motorvejen til Rødbyhavn.
Kirken er godt gemt væk fra landevejen, og man skal gennem hele den lille landsby, inden man kommer til den meget velholdte kirke. Også denne kirke var lukket, og der var ikke spor efter slægten på kirkegården.

Kirken har været sognekirke for Karl Kristian Rasmussens farfars familie. Der er noteret 16 dåbshandlinger, 7 vielser og 12 begravelser her i kirken.
Her nævnes kun begivenheder for de direkte aner:

Frede Rasmussens oldeforældre på fars side er født i V. Tirsted, Holeby eller Errindlev og har alle bosat sig og drevet gård i Sædinge, da de blev gift, og alle fire er begravet der. Hans bedsteforældre er således begge født og opvokset i Sædinge. Umiddelbart efter deres bryllup 1865 er de flyttet til en gård i Kuditse ved Arninge.


Maren Mortensdatter blev december 1835 gift første gang med Hans Larsen Due, der ligesom hun var fra Holeby. Han døde i marts 1836 - få måneder efter brylluppet og efterlod hende som enke på gården i Sædinge. I juni 1836, tre måneder senere, giftede hun sig så med Rasmus Christiansen, der overtog enke og gård.

Hans Larsen Due kan nedstamme fra slægten Due i Errindlev, men det er ikke undersøgt.
Rasmus Christiansen var Sognefoged i Sædinge gennem 23-24 år. I 1877 blev han Dannebrogsmand.
Hans søn, Jørgen Rasmussen, deltog i krigen 1864. Året efter købte han Toftegård i Kuditse og giftede sig med Dorthe Christophersdatter, der nedstammede fra slægten Due i Errindlev.

Flidsagergård

Efter besøget på Sædinge Kirkegård kørte vi mod V. Tirsted. Undervejs gjorde vi holdt ved Flidsagergård.


Her er Rasmus Christiansen født på faderens gård. I 1803 fik faderen Christian Clausen arvefæste til gården, som stadig er i familiens eje. (Iflg. Gerda Rasmussens optegnelser ca 1970).
Christian Clausen blev født 1769 i Snøde på Langeland, hvor hans far Claus Christiansen var skrædder. Christian gik først i faderens fodspor som skrædder i Snøde, men da han blev gift med Ane Cathrine Rasmusdatter flyttede de til Vindeby i det nordvestligste hjørne af Lolland. Her blev han mølleejer og boelsmand. Omkring 1803 fik han så Flidsagergård i V Tirsted i fæste. Han boede her til sin død i 1839.

Christian Clausen, hans hustru og deres forældre er de eneste af Frede Julian Rasmussens aner på faderens side, som vi ved er født udenfor Lolland. 
Arvefæstet til Flidsagergård gik videre til ældste søn Claus Christiansen. Tre Generationer efter ham (5 generationer i alt) har stået som ejere af gården. Næstældste søn, vores ane Rasmus, giftede sig til en gård i Sæddinge.

Tirsted Kirke

Tirsted Kirke

Kirken var gennem 5 generationer sognekirke for Frede Julian  Rasmussens tipoldefars familie på Flidsagergård. Der er registreret 10 dåb, 6 vielser og 11 begravelser i Tirsted Kirke. Følgende er de direkte aner:

De øvrige på listen er hovedsagelig Christian Clausens omfattende efterslægt, som også omfatter forslægten til Gerda Rasmussen, gift med Frede Julians bror, Sigurd i Maribo Domkirke, som tidligere omtalt. De havde således fælles aner.

Dannemare Strand

Dannemare Strand

På vej til næste destination tog vi en afstikker til kysten syd for  Dannemare.
Ved Tirsted Kirke læste vi om stormfloden i 1872, hvor en stor del af Lolland var under vand og 90 mennesker omkom på Lolland-Falster. Vandet steg mere end 3 meter over dagligt vande. Hele området syd for Sædinge og Tirsted var oversvømmet. Vandet stod så højt, at Nakskov fjord og Rødby fjord var tæt på at mødes, så det sydvestlige Lolland blev næsten en ø.
Følgen af stormfloden blev, at sydkysten blev kystsikret med et 4 meter højt dige, som vi gik tur på. I dag er Rødby fjord og det omliggende landskab blevet til frugtbar landbrugsjord, godt beskyttet af det imponerende dige.
Stormfloden har tilsyneladende ikke haft alvorlige følger for familiemedlemmer på Lolland.

Jørgen Rasmussen

Dorthe Christoffersdatter

Kuditse

Næste stop var Kuditse, hvor Frede Rasmussens bedsteforældre, Jørgen Rasmussen og Dorthe Christophersdatter, flyttede til da de blev gift 1865 i Sædinge. Og det var her Karl Kristian og hans to søskende blev født.


Kuditse er et område i Arninge sogn. Der er ikke nogen samlet bebyggelse, kun spredte huse. Vi havde navnet på gården, Toftegård, og et matrikelnummer at gå efter. Vi fandt stedet, d.v.s. markerne, men ikke nogen gård.
Jørgen Rasmussen købte Toftegård 11.3.1865. 1. april samme år giftede de sig og de boede her til de i 1905 solgte gården og fik en aftægtsbolig som nabo til sønnen Karl Kristian i Arninge.
Jørgen Rasmussen var medlem af sognerådet og sognerådsformand 1867-73 og 1885-91.


De fik børnene:
1. Karl Kristian Rasmussen, 1866-1954. Se under Arninge.
2. Hans Jørgen Rasmussen, 1868-1941. Gift 1894 med Christine Marie Jepsen. Landbrugskandidat 1890. Lærer på landboskoler 1890-1916. Forstander for den Classenske agerbrugsskole Næsgård på Falster 1916-38. Medlem af Landhusholdningsselskabets bestyrelse, Medlem af Landbrugsrådet. Rd. af Dannebrog.
3. Anna Rasmussen, 1871-1941. Ugift. Holdt hus for forældrene i tiden i Arninge indtil 1923. Fulgte med Karl Kristians familie til Søllested og Maribo.

Dalvang i Arninge

Dalvang, Arninge

Vi kørte derefter de få km til Arninge og fandt huset Dalvang, hvor Karl Kristian Rasmussen og familien boede på den vestlige udfaldsvej fra byen. Stuehuset på billedet er opført 1920.
Han var gårdejer på Dalvang i Arninge 1894 -1925. Gården var oprindelig 7-8 tdr. land men ca. 1905 fik han yderligere 16-18 tdr. land af faderen. Senere forpagtede han præstegårdsjord og skolejord og drev i alt ca. 50 tdr. land.
I 1925 solgte han gården og fik en villa i Søllested i bytte. Sønnen Aage Rasmussen overtog forpagtningen af præstegårdsjorden.
Da gården blev solgt, blev han filialbestyrer i "den Lollandske Sparekasses" filial i Søllested og en villa i Søllested tages i bytte for 18.000 kr.
Han var medstifter og Næstformand i Vestlollands Landboforening og Næstformand i Skatterådet for Nakskov Skattekreds.
Han var gift to gange og havde i alt 10 børn, plus tre af første ægteskab, der døde meget små.

Han blev første gang gift den 2 februar 1894 i Arninge med Anna Johanne Kirstine Jensen, f. 15 juni 1865 i Købelev Præstegård, død 1905 i Arninge. Faderen, Christoffer Vilhelm Jensen, var præstegårdsforpagter i Købelev og senere forpagter af Suderballe gård i Arninge.
Børn af første ægteskab:

1. Asger Vilhelm Rasmussen, 1896-1970, Forsikringsinspektør i Haderslev, gift 1922 med Anna Rømer.

2. Karen Sigrid Rasmussen, 1897-1972, gift 1922 med Jens Frederik Hansen, 1898-1978, Gårdejer i Lystrup, Købmand i Maribo.

3. Aage Ivar Rasmussen, født 1902, Præstegårdsforpagter i Arninge 1926-1970, gift med Anna Katrine Pouline Nielsen, 1900-1988. Flyttede i 1970 til Nørreballe hos datteren Kamma. 


Da Anna Johanne døde 1905 i en alder af 40 år giftede Karl Kristian sig igen den 10 maj 1907 i Væggerløse med Martha Johanne Jensigne Ellehauge, født 18 juni 1882 i Vester Kippinge på Nordfalster. død 1975 i Maribo. Hun havde indtil da været pige i huset. Mere om hende og hendes familie på tredjedagen af vores tur.
Børn af andet ægteskab:

1. Harald Johannes Rasmussen, 1908-1986. Først snedkermester i Ullerslev ved Nakskov, siden orgelbygger i Åbenrå. Gift 1931 med Elisabeth Margrethe Jensen, 1906-1981.

2. Gerda Agnethe Rasmussen, 1910-1975, Lærerinde og Økonoma. Slægtsforsker. Ugift.

3. Frede Julian Rasmussen, 1910-2004, Landbrugskandidat, Forstander for Tystofte Forsøgsstation. Formand for Landbrugsministeriets Frøcertifikatudvalg, Medlem af Akademiet for de tekniske
videnskaber, Medlem af Det Kgl. Danske Landbohusholdningsselskabs bestyrelsesråd, R af Dbg. Gift 1941 med Gerda Kirstine Hansen, 1914-2003.

4. Knud Sigurd Rasmussen, 1915-2000. Bankdirektør i Midtbank i Herning. Gift 1939 med Gerda Marie Pedersen, født 1912 i Maribo.

5. Jørgen Olaf Rasmussen, født 1917. Stadsingeniør i Holstebro og rådgivende ingeniør i København. Gift 1943 med Lis Graham, født 1920 i Gørlev.

6. Doris Marie Rasmussen, født 1919, Husholdningslærerinde. Gift 1946 med Ole Thaaning Steffensen, 1917-1984, Byretsdommer i København.

7. Laurits Olaf Ellehauge, født 1920, Civilingeniør, ansat ved blyantfabrikken Viking og Superfos Glasuld. Gift 1945 med Inge Lindhardt Rasmussen, født 1918 i Svendborg. Laurits fik som den eneste moderens slægtsnavn som mellemnavn. I 1962 tog han navneforandring fra Ellehauge Rasmussen til Ellehauge.

Martha Johanne Ellehauge med sine voksne børn i anledning af hende 80 års fødselsdag. Billedet er taget på Leonora Christines Vej, Maribo. Fra venstre er det Vilhelm, Laurits, Karen, Marie, Aage, Johanne, Frede, Gerda, Sigurd, Jørgen og Johannes.

Arninge Kirke

Arninge Kirke

Kirken var sognekirke for Karl Kristian Rasmussens familie i 3 generationer. Her i denne lille kirke er der i familien foretaget 17 dåbshandlinger, 3 vielser og 8 begravelser. De direkte aner er følgende:

  •  Jørgen Rasmussen, begr. 1923, farfar
  • Dorthe Christophersdatter, begr. 1910, farmor
  • Karl Kristian Rasmussen, døbt 1866, gift 1894, far
  • Frede Julian Rasmussen, døbt 1911

De øvrige døbte er Karl Kristians søskende og børn, samt 2 børnebørn. To af børnene fra første ægteskab et viet her.


(Kirken var ikke åben og der var ingen bevarede gravsteder for familien. Men bag kirken var en samling bevarede gravsten. Herimellem fandt vi en gravsten over ”Magnus Kruse Barfoed, 1801-1858, Sognepræst for Arninge Menighed og hans hustru Sophie f. Priergaard, 1806-1899”. Han var bror til Poul Frederik Barfoed, der var min morfars morfar. Han døde 7 år før familien Rasmussen kom til sognet.)

Her sluttede dagens slægtshistoriske efterforskninger. Resten af dagen startede med frokost på torvet i Nakskov med efterfølgende byvandring.

Dodekalitten

Dodekalitten

Derefter gik turen til Dodekalitten ved Kragenæs. Vi parkerede ved havnen og havde en fin tur over markerne.


Om aftenen spiste vi på restaurant Bangs Have i Maribo. En fin kulinarisk oplevelse, der stod i kontrast til fredagens tagselvbord.

Om søndagen havde vi planlagt besøg på Kunstmuseet Fuglsang om formiddagen og nogle lokaliteter på Nordfalster om eftermiddagen på vejen hjem. Men da museet først åbnede kl. 11, havde vi tid et par lokaliteter på Sydfalster først. Vi bevæger os ind i Frede's mors familie.

Væggerløse Kirke

Væggerløse Kirke

Væggerløse kirke var gennem 20 år sognekirke for familien Ellehauge, Frede Rasmussens mors familie.

Her er døbt 8, begravet 2 og viet 1 par i familien.

De 8 døbte er Martha Johannes 5 yngste søskende, samt 3 af hendes nevøer og niecer. Vi fandt et gravsted for en familie Ellehave, som er Martha Johannes brors familie.

Wiesesminde, Bøtø

Wiesesminde, Bøtø

Martha Johanne Ellehauges forældre flyttede i 1896 til Bøtø - gården Wiesesminde -  fra Vester Kippinge på Nordfalster. Familien bestod af faderen Laurits Olaf Jensen Ellehauge og hustruen Marie Kirstine Høier. Med sig havde de 7 børn (tre børn var døde små) samt svigerforældrene Martin Høier, der var gået på aftægt, og Ane Elisabeth f. Spurre.

I Bøtø fødtes yderligere 5 børn. Marie Høier havde over 25 år født 15 børn, hvoraf kun 12 overlevede spædbarnsalderen.


Børnene var:
1. Karen Bolette Elisabeth Ellehauge, 1881-1968. Ugift, boede hjemme indtil 1926. Var de sidste år indlagt på Statshospitalet i Nykøbing Sjælland.
2. Martha Johanne Jensigne Ellehauge, 1882-1970. Gift 1907 med Karl Kristian Rasmussen.
3. Andreas Laurits Ellehauge, 1884-1963. Landbrugsuddannet. Overtog kortvarigt faderens gård i Bøtø. Senere gårdejer på Møllehøj i Unnerup i Vejby sogn i Nordsjælland. Sognerådsmedlem og kommunekasserer. Gift 1910 med Emma Kirstine Margrethe Nielsen.
4. Jens Carl Ellehauge, 1885-1956. Landbrugskandidat. Lærer på Haslev Landbrugsskole. Konsulent og revisor ved FDB. Gift 1918 med Ingeborg Margrethe Hansen.
5. Martin Olaf Marius Ellehauge, 1892-1975. Lærer og Dr.phil. Lærer i Kalundborg og Kastrup. Museumsinspektør på Tøjhusmuseet. Forfatter og Heraldiker. Gift 3 gange.
6. Kristian Johannes Ellehauge, 1894-1971. Cand. med. Reservelæge i Herning. Praktiserende læge i Toustrup, Maribo og Århus. Gift 1921 med Kirsten Strunge.
7. Edvard Vilhelm Ellehauge, 1896-1963. Landbrugskandidat, Forsøgsassistent i Tåstrup, konsulent ved Frøavlscenteret Hunsballe, Holstebro. Leder af Frøfirma i Antvorskov ved Slagelse. Gift 1923 med Anna Kirstine Hansen.
8. Alfred Villiam Ellehauge,1898-1974. Cand.med. Reservelæge i Herning, Rigshospitalet og Skive. Praktiserende læge i Tårnby. Gift 1925 med Ellen Aurora Abelone Bech Smedegaard.
9. Andrea Birgitte Ellehauge, 1901 -1962. Lærer fra Haslev Seminarium. Overlærer i Helsinge. Ugift.
10. Julius Frederik Ellehauge, 1902-1933. Cand.theol. Sognepræst på Askø. Ugift.
11. Knud Valdemar Ellehauge, 1904-1924. Stud.theol.
12. Albert Georg Ellehauge, 1906-21. Delvist lam.


Det er uklart, hvad der fik Laurits Olaf Ellehauge til at sælge gården i V. Kippinge og flytte til Wiesesminde i 1896 - men en sandsynlig forklaring er stormfloden i 1872. Hele Sydfalster blev oversvømmet, så området bestod af en række små øer. I årene derefter blev området inddæmmet og der blev gravet afvandingskanaler. Da det var færdigt, stod man med et stort, frugtbart landbrugsområde, hvortil man søgte nybyggere.
I dag er gården udstykket til sommerhuse, og hele området en del af  det samlede sommerhusområde Marielyst.
Han drev gården i 20 år, men i 1916 overgik gården til ældste søn, Andreas, hvorefter han flyttede til Eskilstrup med hustruen. Han døde her i 1920, hvorefter Marie Høier sammen med den ældste datter, Karen, flyttede til Helsinge hos datteren Andrea.
Marie Høiers forældre døde begge i Bøtø og blev begravet i Væggerløse.

1901 familien i Bøtø. Bagerst fra venstre: Karen, Andreas, Johanne og Jens I midten: Marie, Laurits Olaf, Kristian og Martin. Forrest: Edvard, Andrea og Alfred.

Brarup Kirke

Brarup Kirke

Næste stop var Kunstmuseet Fuglsang. Både den faste samling og den skiftende udstilling var et besøg værd.
Efter frokosten på museet fortsatte vi nordover til den gamle Guldborgsund bro til næste lokalitet - Brarup.


En fin klassisk dansk landsbykirke, der indenfor bød på meget smukke kalkmalerier, som vi var heldige at få at se, idet der var forberedelser til gudstjeneste. Kirken var sognekirke for Martha Johanne Ellehauges mormors, Ane Elisabeth Spurres familie gennem fire generationer.

I den tid er der foretaget 13 dåb, 3 vielser og 9 begravelser. 

De følgende er de direkte aner:


Martin Høier var tilflytter fra Bjerreby på Tåsinge. Han blev først gårdbestyrer og siden gårdejer i Brarup. I 1896 solgte han gården og flyttede med hustru, datter, svigersøn og børnebørn til Bøtø, hvor han døde 1898.

Hans bror, Knud Christian Høier, fulgte efter ham til Brarup, hvor han nedsatte sig som møller. Han blev senere Rigsdagsmand. Vi fandt et område på kirkegården i Brarup med flere af hans efterkommere.
En anden bror, Rasmus Høier, var lærer i Middelfart i 40 år, men efter pensionering flyttede han nærmere brødrene og bosatte sig i Ønslev 5 km syd for Brarup.
Deres far, Christen Knudsen Høier, var lærer og kirkesanger i Bjerreby på Tåsinge. Han var født i Hillerslev på Fyn og familien kan her føres tilbage til Martin Høiers 4 oldeforældre.
Peder Olsen Spurres forældre var også fra Brarup sogn. Mens Karen Christiansen stammede fra Krårup i Våbensted sogn på Lolland.

Kippinge Kirke

Kippinge Kirke

Næste stop var Kippinge Kirke, der ligger mellem Øster Kippinge og Vester Kippinge og er nabosogn til Brarup.
Kirken var sognekirke for Laurits Olaf Ellehauges familie fra før 1676 til 1896, gennem 9 generationer på hans fars og hans mors side. Her i kirken er foretaget 50 dåb, 20 vielser og 39 begravelser.

Her nævnes de direkte aner i 5 generationer:


Oprindelsen til slægtsnavnet Ellehauge findes i Vester Kippinge. I flere generationer brugte de navnet, men det var først i 1892, at Laurits Olaf fik bevilling til at bære navnet. Formelt hed han indtil da Laurits Olaf Jensen, som søn af Jens Hansen, der var søn af Hans Hansen, der var søn af Hans Hansen.
Hans oldefar ses ikke at have kaldt sig andet end Hans Hansen, selvom han nok i folkemunde blev kaldt Ellehauge. Han var født 1735 i Riserup lidt vest for Kippinge. I 1760 giftede han sig med Kirsten Ellehauge, der netop var blevet enke efter Jens Andersen Ellehauge. Hun havde selv giftet sig til navnet Ellehauge, der hæftede sig til dem, der boede på Jens Andersen Ellehauges slægtsgård. Vores gren af slægten nedstammer imidlertid ikke fra Kirsten Ellehauge, men efter Hans Hansens anden hustru, Anna Jensdatter.
Der findes en del Ellehauge’r i sognet længere tilbage, men der er ingen klar forbindelse til Jens Andersen Ellehauge, ligesom det ikke er muligt at finde oprindelsen til navnet.
Forslægten til Hans Hansen og Anna Jensdatter skal findes i landsbyerne Riserup og Grimmelstrup i Nørre Vedby sogn. Deres svigerdatter Bodil Rasmusdatter, havde derimod sine aner i Kippinge. Ældste kendte er hendes tipoldefar, Boe Olsen, der boede i Vester Kippinge i 1676.

(Kirken var åben. Efter sædvane opsøgte jeg præstetavlen. Her fandt jeg Hans Christian Theodor Barfod, der var sognepræst i Kippinge og Brarup sogne 1851-65. Han var bror til omtalte Magnus Kruse Barfod i Arninge og bror til min tipoldefar. Han må i sine 14 år i embedet have forrettet mange kirkelige handlinger for Laurits Olaf Ellehauges og hans søskende i Kippinge og formentlig viet Martin Høier og Ane Elisabeth
Spurre i Brarup.)

Aggersgård, Vester Kippinge

Aggersgård, Vester Kippinge

Aggersgård ligger på Herbergervej i udkanten af Vester Kippinge, sydøst for byen og med jord grænsende op til kirken. Der er tydeligvis tale om nyere bygninger.
Det var her Laurits Olaf Ellehauge boede indtil han flyttede med familien til Bøtø. Og formentlig er det her familien har boet i 4 generationer, hvor gården ved faderens død er gået til den ældste endnu hjemmeboende søn.
Den første, Hans Hansen og hans søn Hans Hansen Ellehauge står i kirkebogen som kommunitetsbønder. D.v.s. at de ikke betalte fæste til herremanden, men at de hvert år skulle betale en fastlagt afgift til Københavns Universitet i henhold til en kongelig forordning.
Den tredje i rækken Jens Hansen Ellehauge betegnes i kirkebogen, da han døde 1869, som ”gårdejer i Vester Kippinge, hvor hans fader Hans Ellehauge ligeledes var gårdmand”. Hvis det skal tages for pålydende, er han gået fra at være kommunitetsbonde til at være gårdejer, vel at mærke på samme gård.

Året efter hans død, ved folketællingen 1870, står enken Karen Jacobsdatter som gårdejerinde, og Jens Ole Jensen, som gårdbestyrer. Jens Ole var 20 år og storebror til Laurits, der var 17 år. Endvidere boede der fire ugifte søstre.

I folketællingen 1880 er Jens Ole forsvundet; vi ved ikke mere om ham. Nu bor Laurits Olaf alene med moderen, der stadig står som gårdejerinde. Søstrene er flyttet hjemmefra.
I 1890 står Laurits som gårdejer, gift med Marie Kirstine Høier, og de har 4 børn.
Disse kilder giver ikke svar på, hvorfor han solgte gården i 1896.

Dermed sluttede en vellykket tur, som gav os et godt indblik i slægtens færden rundt på Lolland og Falster.

Karl Kristian Rasmussens aner

Martha Johanne Ellehauges aner

Kilder:
Kirkebøger og folketællinger på Arkivalier online.
Faster Gerdas optegnelser.
Alle personer findes i stamtræet her på hjemmesiden. Dette kræver login.


Holbæk, januar 2025
Poul-Michael la Cour

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *