De ældste slægtled

Den primære kilde til vores registrering af slægten er ”Stamtavlen over Slægten Barfod-Barfood- Barfoed fra 1455 til 1925”. Stamtavlen er udgivet i 1925 af Frederik Birkedal Barfod (i320), som var oldemors broder. Hans fulde navn var Nicolaj Frederik Severin Grundtvig Gote Birkedal Barfod – intet mindre. Navnet vidner om et i hvert fald åndeligt slægtskab med Grundtvig, men Birkedal, tipoldemors fødenavn, stammer også fra en kendt højskolefamilie.

(Om slægtskab med Grundtvig: se historien N. F. S. Grundtvig og familierne Balle og Bang).

(Første gang en ane optræder i denne historie er navnet angivet med fed skrift efterfulgt af id nummer i parentes.)

Stamfaderen

Slægten Barfods historie må naturligt begynde med de første personer, der bærer navnet, derfor starter stamtavlen med Jens Barfod (i909) som familiens stamfader.

Vi kender ikke meget til Jens Barfod, men vi ved, at han den 13. april 1455, den første søndag efter påske, blev adlet af Kong Christian I.

Adelsdiplomet lyder således:
Wii Christiern med Guds Naade Dannemarckis, Norgis, Wendes oc Gottes Koning, Grefve udj Oldenborg oc Delmenhorst, Gør witterligh alle Mend, som nu er oc komme skal, at Vj for Vor Elskel: Clerch og Tienners Hr. Tyge Terkelsen Cannick i Ribe Bøn skyld, saa oc for Troskab oc villig Tieniste, som denne brefwiiser Jens Barfoed i Seddinge forn. Hr. Tyges Svoger oc hans rette Egtebørn oc Afkomme oss oc Vore Arfwinger oc Effterkommere Konger i Danmarck oc Riget hereffter troligen giøre oc beviise maa, hafve undt oc gifvet, oc under oc gifver med dette Vort obne Bref forn. Jens Barfoed oc hans rette egte Børn oc Afkom Frihed oc Frelse, som andre Ridder oc Svenne udi i vort Rige Danmarck hafve med Skiold oc Hielm til evig Tid, som er en bar Foed j et blaat Feldt i Skiolden oc tu Bøffel Horn hvide oc blaa ofver Kors paa Hielmen effter di som her malet staar, oc Vor oc Cronens Rettighed u forsømmet paa vort fri Bondegods oc Kiøbstad Gods, Thi forbyde Vj alle ihvo de helst ere eller være kunde oc særdeles Fogder oc Embedsmend forskrefne Jens Barfod eller hans rette Egte Barn oc Afkom derudj at hindre eller hindre lade, med Magt que eller u forrette j nogen Maade, under Vor Kongl: Hefn oc Vrede. Datum in Castro Hafniensi, domenica quasimodo geniti Anno Domini Millesimo quadringentisimo quinquagesimo quinto.

På grundlag af diplomets ordlyd kan man antage, at Jens Barfod i 1455 har ejet Sæddinge Storgård i Vester Horne herred, Nørre Nebel sogn.

Viggo Barfod, 1895-1948, journalist og forfatter og kendt under forfatternavnet ”Ærbødigst”, skrev følgende digt om sin stamfader:

Stamfar Jens fra Nørre Nebel har, om krøniken er sand,
lånt en farlig hoben penge til den første Christian,
som kvitterede ved at gøre gamle Jens til adelsmand.
 
For Jens Barfoed tjente grunker, hver gang han med næveklask
solgte stude – men de penge tabte efterslægten rask.
Samme vej gik adelskabet – det gik også af i vask.
 
Slægten spredtes over hele landet, rundt i øst og vest.
Præster blev de næsten alle, skåret over samme læst.
Mange børn og ingen penge. Det er skæbnen for en præst.

Stamtavlen er fulgt op med skriftet ”19. generationer”, der I 1960 blev udgivet af Jørgen Barfod. Heri er Jens Barfod tredje generation, der bar navnet Barfod, men Jens betragter vi stadig som stamfaderen.

Faderen til Jens er Albert Barfod (i1198), født omkring 1400, godsejer og væbner, mens Niels Mikkelsen Barfod (i1200), der allerede i stamtavlen af 1925 var nævnt som mulig fader til Jens, nu står som hans farfar. Han nævnes d. 19.4.1406 som rådmand i Randers.

Foreningens hjemmesidehttps://barfod-barfoed.dk/ omtaler også Barfod Sagaen, derer en beretning om personer, der har båret navnet Barfod, Barfoed eller andre stavemåder af navnet. Sagaen er forfattet af Jørgen H.P. Barfod og udgivet af Slægtsforeningen 1992.

Forhistorien

Men tilsyneladende har der været forfædre, der kan påvises endnu længere tilbage, uden at de bar navnet Barfod. G. V. C. Young fra the Isle of Man har påvist, at de norske konger, der blev fordrevet fra Isle of Man i slutningen af 1200-tallet, tog tilbage til Norge og bosatte sig i området ved Tronhjem og Jämtland. Fra disse mener Young at kunne knytte en forbindelse til slægten Barfod-Barfoed, som den er beskrevet i den tidligere slægtsbog “Nitten generationer”. Da ingen af disse imidlertid har båret navnet Barfod, vil vi derfor kalde disse generationer for tilhørende slægtens forhistorie, og det er den, der i korthed vil blive beskrevet i det følgende.

Orkneyinga Saga fortæller, at adskillige nordmænd havde bosat sig på øerne Vest for Skotland, Orkneyøerne, Shetlandsøerne og Sudereyerne, samt på kysterne ved det irske hav og herunder på the Isle of Man. Sudereyerne omfattede Hebriderne og Isle of Man.

Omkring 885 foretog den norske Kong Harald Hårfager (i8754) en ekspedition til øerne for at understrege sit overherredømme. Det norske islæt i befolkningen påvises bl.a. ved de fundne grave fra tiden omkring 900, men de historiske begivenheder er naturligt meget præget af sagaens beretninger, og derfor vanskelige at holde rede på. Blot er det en kendsgerning, at fra omkring 979 er der afholdt faste folkemøder på Tynwald på Isle of Man, der helt nøje svarer til det islandske Alting fra 930. Tynwald er siden da blevet holdt ved en gammel bronzealderhøj midt på øen, og ceremonierne var i begyndelsen stærkt præget af den hedenske religion med påkaldelse af bl.a. Frej, guden for frugtbarhed, Njord, guden for navigation og lykke og med tordenguden Thor som den fornemste gud. Tinget holdtes hvert år ved midsommer den 24. juni, da man tændte en symbolsk ild for den nordiske gud Balder og hans keltiske modstykke Lugh. Da det engelske parlament i 1752 ændrede kalenderen fra den julianske til den gregorianske kalender ved en flytning på 11 dage, ignorerede man på Isle of Man denne ændring, og mødtes fremtidig ved den gamle midsommerdag, der nu efter den nye kalender faldt den 5. juli.

I nogle århundreder var det således norske vikinger, der sad som konger på Isle of Man, og fra disse skal Barfodslægten stamme. I de første århundreder var forholdene i disse egne ret kaotiske med mange indbyrdes stridende konger, idet de norske vikinger havde slået sig ned forskellige steder rundt om det irske hav.

En mere fast udvikling begynder imidlertid med Kong Godred IV Crovan (i3869), (eller Godfrey), der i 1079 erobrede riget og regerede her til sin død i 1095. Han skal have kæmpet i den norske Kong Harald Hårderådes hær, da denne i 1066 gjorde landgang i Nordengland efter den engelske kong Edwards død. Kong Harald havde håbet at kunne bemægtige sig England som tidligere Sven Tveskæg(i3287) og Knud den Store (i6076) havde gjort, men ved Stanford Bridge blev han slået af Harald Godwinson. Midt under den følgende sejrsfest kom der imidlertid bud om, at Wilhelm Erobreren fra Normandiet var landet ved Hastings, og efter at Harald Godwinson skyndsomt havde ført sin hær hertil, måtte han se sig slået af Wilhelm.

Godred, der var i den slagne hær ved Stanford Bridge, flygtede til Isle of Man, hvor han opholdt sig i nogle år. Han fandt imidlertid, at det var et sted for ham at være, og da forsvaret af øen var svagt tog han tilbage til Norge for at samle stor hær og flåde, hvormed han i 1075 foretog et angreb på Isle of Man. Det mislykkedes og endnu et angreb mislykkedes, men i et af de følgende år lykkedes endelig det tredje i 1079, hvor han vandt sejr ved Sky Hill (Himmelbjerget), så han kunne sætte sig i besiddelse af Isle of Man. Hans kamp om øen er skildret af munkene i Rushen Abbey i “The Chronicle of Man and the Isles”. Kongeriget som han skabte, kom ikke blot til at omfatte øen Man, men også den række af øer, der lå Vest for Skotland med bl.a. øen Islay.

Nordmændene var her i disse egne blevet en herskende overklasse, der havde bosat sig på mange af de bedste og mest frugtbare områder, hvor man samtidig havde en god og nem adgang til havet. Rundt om på øerne regerede de derfor som en art vasaller for kongen. Det var høvdinge med deres folk, og man kan da forestille sig, at en skibsbesætning med familier dannede en bosættelse i en bestemt egn og derved blev en slags sogn, som det sikkert var på rundt om på Isle of Man. I den normanniske tid kom de norske vikinger ganske naturligt til at sætte deres præg på øen, selvom de dannede en art overklasse i forhold til de oprindelige keltiske indbyggere. På lignende måde blev sproget officielt norsk samtidig med, at de oprindelige beboere også talte deres keltiske sprog, men dette ændredes siden fra omkring 1300. Tilbage som et minde om den norske tid var stednavnene, der i øvrigt i stor udstrækning stadig i dag kan vise deres norske oprindelse.

På samme tid opstod en kamp mellem den gamle keltiske religion, den norske eller nordiske tro med de gamle nordiske guder og den kristne tro, som var begyndt at vinde frem. De første bisper, der nævnes i Isle of Mans krønike er Rolfver (Rolf), et typisk norsk navn, og William, der begge omtales mellem 1050 og 1079. Ifølge Adam af Bremen, der har skrevet om udviklingen i Danmark, omtaler han bl.a., at Kong Sven Estridsen (i 3079) omkring 1060 udnævnte en bisp Henry til Lunds biskop, og ifølge Orkneyinga Saga har denne bisp været bisp over Orkneyøerne og Isle of Man omkring 1040. Også dette viser den nære forbindelse mellem Isle of Man og de nordiske lande.

Kong Godred Crovan, også kaldet “king Orry” skabte et samlet rige og en administration, der stod usvækket i mange år. Han lod bl.a. nedskrive Manx lovbog. Det var for Isle of Man en tid, der mindedes som en storhedstid. Han har sandsynligvis boet på øen Islay, der var hans slægts hjem og også stedet, hvor han døde, men han har også haft borge på Isle of Man. Her holdt han muligvis til på den gamle borg ved Ramsey Bay. 

Desværre udbrød der tronstridigheder efter hans død i 1095 og da den norske konge følte sig som en art overherre, besluttede Kong Magnus Barfod, at gøre en ende på uroen, og i 1097 kom han fra Norge til Isle of Man med en stor flåde på 160 skibe. Han slog sig ned her i nogle år, mens han stadig gjorde krigstogter rundt om langs kysterne ved det irske hav. I forbindelse med et af disse faldt han i 1103 i Nordirland. Det må lige bemærkes, at der ikke er påvist nogen slægtsforbindelse mellem kong Magnus Barfod og Kong Godred Crovan.

Herefter var der atter nogen uro indtil Olaf III (i3867), der var yngste søn af Godred, i 1103 fik etableret et fast styre. Det kom til at sætte sit præg på øen, at han siden sin fars død havde levet ved den engelske kong Henry I’s hof. En anden af Godred Crovans sønner, Lagman, havde fra 1089 styret på Isle of Man som en slags underkonge under sin far, men i 1097 gjorde en tredje bror, Harald, oprør. Harald blev imidlertid fanget og resignerede. I stedet drog han på korstog til Jerusalem, hvor han døde 1098.

Kong Olaf III’s regering fra 1103 til 1153 blev en lang fredelig periode. Han levede på god fod med både den engelske, den skotske og den irske konge. I 1130-erne indbød kongen til grundlæggelse af cistercienserklosteret Rushen Abbey omkring 1134, og desuden fik han givet den kristne kirke faste former på øen. Man-krøniken, der er skrevet af munke, priser kongens velvilje mod kirken, og beklager derfor, at hans kloge og retfærdige styre endte med et forræderi, da han blev myrdet af en nevø. Han har sandsynligvis boet i den sydlige del af landet, muligvis ved Crank Howe Mooar, hvor man har fundet ruiner fra den tid.

Hans søn Godred (i3865), der i 1152 og 1153 var i Norge, vendte i 1154 hjem med fem skibe og høvdingene på “the Isles” sluttede sig straks til ham og valgte ham til konge. Herefter sejlede de til Isle of Man, hvor de straks fik fanget forræderne, der blev dræbt. Det fortælles imidlertid, at Godreds styre blev så hårdt, at nogle af høvdingene søgte til hans svoger om hjælp. Det kom da til kampe mellem de to og bl.a. til et søslag i 1156, der endte uafgjort, hvorefter de to parter sluttede en overenskomst om deling af riget. Sumerled of Argyll, der var gift med en datter af den afdøde kong Olaf, fik den del af øerne, der omfattede the Mull samt Islay, mens Godred beholdt de sydlige øer og Isle of Man.

I 1159 rejste Godred til den skotske konge og året efter til Norge, hvor han blev i nogle år. Først kæmpede han for den norske Kong Inge ved Oslo, men her gik han over til fjenden, Håkon, der blev konge i Norge. Denne blev imidlertid dræbt i 1162 og året efter blev Magnus Erlingsson norsk konge. Endelig i 1164 vendte Godred tilbage til Isle of Man og tog atter magten. Tilsyneladende er det i denne tid, at Castle Rushen er blevet grundlagt. Godred døde 1187 på St. Patricks Isle ved Peel, hvor han havde sin residens.

Under Godreds ældste søn Reginald (i3864), der regerede fra 1187 til 1226, var der uafladelige kampe, og mens Isle of Man hidtil havde været underlagt den norske konge, følte Reginald sig nu nødsaget til at søge støtte i England, og i 1205 måtte han anerkende den engelske kong John som overherre.

Reginald boede sædvanligvis på Castle Rushen. Det endte med, at en af hans brødre, Olaf the Black (i10444) gjorde oprør mod Reginald i 1226, og da Reginald døde 1229, søgte hans søn Godred Don (i3863) ikke til England men til den norske konge for at få støtte for sin sag. Han vendte da også tilbage med norsk hjælp i form af en stor flåde. Resultatet blev at de delte riget, så Olaf residerede på Isle of Man og Godred Don på øerne nord for. Efter at den norske hjælpeflåde var vendt hjem i 1231, blussede kampene imidlertid op igen og Godred Don blev da dræbt på øen Lewis, hvorefter Olaf the Black havde det fulde herredømme i hele Man imperiet, idet han dog anerkendte den engelske konge, Henry III. Olaf residerede på St. Patrick Isle, hvor han døde i 1237 og blev begravet i Rushen Abbey.

Olafs søn, Harald IV (i10445), der nu blev konge, anerkendte derimod den norske Kong Håkon IV (i10447) som sin herre og opholdt sig hos ham i et par år 1247 og 1248. Han havde alligevel også et godt forhold til sine andre naboer, kongerne af England og af Skotland. I 1248, medens han var i Norge, ægtede han Cecilia (i10446), der var en datter af Kong Håkon, men under tilbagerejsen til Isle of Man forliste skibet ulykkeligvis og begge druknede. Da meddelelsen herom nåede Isle of Man blev hans bror Reginald IV (i10448) udråbt til konge, men allerede samme år blev han myrdet af Godred Dons søn Harald V, der søgte at tilrive sig kongetitlen efter at have allieret sig med den engelske konge Henry III.

I 1252 vendte en tredje søn af Olaf the Black, Magnus (i10449), tilbage til Isle of Man støttet af Kong Håkon i Norge. De urolige forhold gjorde imidlertid, at han i 1261 forhandlede med den skotske kong Alexander III om hjælp, og da den norske Kong Håkon døde i 1263, var det norske herredømme over Isle of Man slut. Samtidig måtte man konstatere, at Kong Magnus magt var indskrænket til selve øen Isle of Man, medens øgrupperne med the Lewis og Sky af Hebriderne var annekteret af Skotland.

Hvis vi ser på de segl, som kongerne anvendte på Isle of Man, havde disse indtil da vist et vikingeskib, men fra omkring 1260 har vi bevaret det ældst kendte segl, der viser de tre ben, som siden er forblevet Isle of Mans våben.

Den 24. november 1265 døde Kong Magnus på Castle Rushen.

Forholdene var nu så meget ændrede, at den skotske konge herefter havde det egentlige herredømme over Isle of Man og the Sudreys, der da blot styredes af nogle Bailiffs, som han udsendte. Der var derfor ofte uro mellem befolkningen og de udsendte herrer, og gentagne gange måtte et oprør slås ned. Det blev imidlertid afgørende for udviklingen, da der i 1275 skulle udpeges en ny biskop på Isle of Man. Befolkningen valgte abbedden af Rushen, mens Alexander udpegede sin egen mand, der var en slægtning af hans Bailiff på Man. Dette gav anledning til oprør, og i oktober 1275 sendte den skotske konge en ekspedition til øen for at gennemtvinge sin vilje. På Mans side deltog denne gang Godred (i10450), der var en søn af kong Magnus, og han blev da også af beboerne udvalgt til konge. Blandt dem, der støttede ham i kampen mod skotterne, var Godred Dons søn Harald (3862).

Det kom til et afgørende slag, hvor Godred faldt og hvor Haraldefter nederlaget flygtede til Norge. Her blev han til sin død i 1287, og Haralds søn Thorleif Haraldsson (i3860) skal have ægtet en datter af kong Godred, Maude (i3861) eller Magnhild, men med Haralds flugt til Norge sluttede de norske vikingers herredømme over Isle of Man og Sudreyerne endeligt.

Da familien vendte tilbage til Norge efter nederlaget i 1275, bosatte de sig i Trondheimdistriktet. Torleif Haraldsson og sønnen Hallstein Torleifsson (i3858) bosatte sig på hovedgården Egge ved Egge Kirke. De har sikkert her haft en pragtfuld udsigt over fjorden og har kunnet følge med i, hvad der foregik af sejlads her. Egge ligger ved Trondheimfjordens fortsættelse, Beitstadfjorden, nær Steinkjær. Vi kender ikke meget til deres forhold, men fra 1302 og 1303 er bevaret et par breve fra den norske kong Håkon Magnusson, der beordrer Hallstein Torleifsson og Audun Vigleiksson til at afgøre en sag for Nidaros domkirke. Dernæst hører vi først om ham i 1326. Da omtales han som en gammel herre fra kong Håkons tid, og selvom han er sysselmand i Jämtland, angives han som hjemmehørende i Trøndelagen.

I 1319 kom det til en personalunion mellem Norge og Sverige under kong Magnus Eriksson, og under dennes mindreårighed styredes rigerne af en formynderregering, der tilsyneladende i høj grad har værdsat den aldrende Hallstein Torleifsson, idet man tiltaler ham som “værdige herre og ven”. Vi kender ikke så meget til hans styre i Jämtland, men ved blot, at han har haft en underordnet embedsmand på stedet mens han selv boede på Egge.

Hallstein Torleifsson omtales også i en sag fra 1345, da der blev indgået et forlig. Hans søn Nils Hallsteinsson (i3856) var gift med Kristina (i3857), der var af fornem og velhavende slægt, sandsynligvis en datter af lagmanden Halvard, som kendes fra 1303, og med hende havde han også fået en del jord i Hackås i Jämtland. I den omtalte sag hedder det, at ” i tingstuen erkendte Nikolaus Hallsteinsson, at han hjemme hos Tove i Kolnæs havde slået denne i hovedet med sin stridsøkse. Siden var Tove blevet grebet, kastet på en slæde og bortført af Hr. Hallsteins svende til Egge.” Nikolaus Hallsteinsson blev dømt “i kongens vold med liv og gods”, men blev siden benådet, vel sagtens også i kraft af sin kones indflydelse. Ved dette forlig måtte han da afstå til kongen det halve Mjälle og laksefiskeriet i Ragunda, og hans kone, Kristina Halvardsdatter, måtte yderligere føje til af sit eget gods den halve ydregård “firir Berghi” samtidig med at hun skulle købe den anden halvdel af Olav Västeråker og derefter måtte overlade det hele til kongen.

Både Hallstein Torleifsson og Nils Hallsteinsson anvendte et våben med de tre ben i deres segl. En anden bemærkelsesværdig ting er fremført af den svenske prof. Niels Ahnlund. Han skriver: “Dommen over Nils Hallsteinsson var ingen almindelig dom. Den indebar en efterregning og et opgør med et system. Den idømte bod vækker interesse først og fremmest gennem beliggenheden af de overleverede godser, hvor man jo helt åbenbart kan skønne en bestemt i forvejen aftalt plan og løsning. Sagen har uden tvivl betydet en kraftig forøgelse af krongodset.”

Det er sandsynliggjort både af prof. Ahnlund og af G. V. C. Young, at der er en forbindelse fra kongerne på Isle of Man til Nils Hallsteinsson bl.a. ved hjælp af slægtsvåbnet med de tre ben. Vi er hermed nået forbi vikingetiden og frem til tiden omkring 1345, der er det seneste årstal i forbindelse med Nils Hallsteinsson og opgaven er herefter at finde forbindelsen til Niels Mikkelsen Barfod (i1200), der var rådmand i Randers 1406, hvilket kunne tyde på, at der blot mangler en enkelt generation mellem de to mænd.

Foruden G. V. C. Youngs undersøgelser har vi imidlertid også en anden kilde. Helt uafhængig af anden forskning har Sven Gaute Barfoth nævnt en stamtavle, som i 1830 blev kopieret efter et oplæg, der havde været ejet af pastor Iver Barfoth (X,78), som døde i 1743. Svend Gaute Barfoth er i besiddelse af denne kopi, han nedstammer fra foran nævnte Albert Barfod, fader til JensBarfod.

Den omtalte stamtavle har som første person Torleif Haraldsson (i3860), der efter stamtavlen levede omkring 1280 og var gift med Magnhild. Hans søn var Hallstein, der havde fire sønner: Nikolaus (Nils), Thord, Lodin og Botolf. Medens Botolf fik efterkommere i Norge, havde Niels en række børn, af hvilke nævnes på denne måde: Gudbrand, Olaf, Lafrans, andre børn og Mikkel. I vores sammenhæng er det naturligvis interessant at se, at Niels Hallsteinsson ifølge denne stamtavle skal have haft en søn ved navn Mikkel, der levede omkring 1350. Desuden står der, at Mikkel havde to børn, nemlig Nils Barfod, der i 1406 var rådmand i Randers, og Olof.

Hermed er kæden sluttet.

Holbæk, marts 2020

Poul-Michael la Cour