Familien Balle i Slagelse

Uddrag af Funch-familiens vandrebog.

v/Anna Sophie Balle[1]

Det er en glimrende ide med jeres vandrebog[2] og jeg er rørt over, at blive opfordret til at skrive i den for at fortælle om jeres mors barndom. Det er jeg ikke særlig god til, men jeg forsøger.

Vi boede alle vores barndoms- og ungdomsår på Nytorv i Slagelse[3], undtagen Nené, som først blev født, da vi var flyttet til Schweitzerpladsen[4] i 1898. I samme ejendom boede, eller havde boet Viggos forældre[5].

Et billede, der indeholder person, udendørs, foto, bygning

Automatisk genereret beskrivelse
Oldemor med sine fem døtre. Fra venstre ses Nancy, Emilie, Anna Sophie, Ellen, Nené og oldemor. Desuden var der fire sønner: Carl, Johannes, Otto og Frederik.

Jeg kan ikke huske dem (Funchs) fra den tid, men jeg hørte tit, at Carl[6] var særlig gode venner med ”Hiam” (Funch) – antagelig Carls udtryk for Vilhelm – og det er her grunden blev lagt til bekendtskabet mellem slægterne. Efter at de var flyttet til Hillerød, havde vi af og til besøg af Frederik, Viggo og Carl Funch, og så var det en stående regel, at Frederik inviterede på lagkage hos ”dittelas”.

Det var en stor købmandsejendom vi boede i. Vores opgang var lige indenfor porten og længere inde i gården boede Amtsforvalterens, som havde vinduer ud til Nygade. Desuden boede gårdskarlen Niels med sin familie i den samme gård. De havde fem børn, så vi havde altid legekammerater. I samme gård havde købmandens udsalg af jern og her blev hestene skoet. Gennem en porthvælving, hvor indgangen var til staldene, kom man ind i gård nr. 2, hvor der bl.a. var en bygning hvor gårdskarlen Hans rensede huder og skind, som blev slået op på døre og plankeværker for at tørre.

Derfra var indgangen til haverne – først Kaptajnens (ejeren) og derefter vores og Lunds (Amtsforvalterens efterfølger i lejligheden). Vi havde en dejlig stor have med lysthus og masser af frugt, som far omhyggeligt anbragte på hylder i et skab på loftet, så vi havde frugt langt hen på vinteren, ligesom nødderne blev lagt i store kander med saltvand.

Vi havde en dejlig barndom med god plads til at røre sig på. Nancy[7] syntes at drengene fik lov til meget mere end pigerne, så hun ville hellere være en dreng, og gårdskarl Ole lovede hende, at det blev hun, når hun blev 3 år. Skuffelsen skulle efter sigende have været overvældende; jeg var kun 1½ år dengang, så jeg har kun fået det fortalt.

Vinduerne til et jernstøberi vendte ud til gård nr. 2 og vi kunne tilbringe lang tid med fladtrykte næser på de snavsede ruder, fordi det var så interessant at se, når de hældte det flydende, rødglødende jern i de forskellige forme.

Det var meget spændende, når vi fik lov til at komme med kommiserne på lagrene, hvor der var fyldt med alskens varer, bl.a. store tønder med Sct. Croix sukker og det var helt eventyrligt, når der var stumper af sukkerrør, som vi fik at sutte på.

Der hvor vi boede havde far kontor i stuen og lejligheden var på 1. sal, hvor der var kabinet, dagligstue, spisestue og mors og fars soveværelse samt køkken og entré. Herfra førte trappen op til 2. sal, hvor der var to soveværelser; et til ”bedste” og pigerne og et til drengene, og der var rullestue, kokke- og stuepigens værelse og et mægtigt loft.

Vores indgangsdør var noget af det mærkeligste. Den var af trætremmer. Når man skulle ind, stak man hånden ind på bagsiden af stolpen og tog en metalpind, som var beregnet til at skubbe låsen op med. Pinden blev sat på plads igen, når man var inde.

Far så vi desværre ikke så meget til. Han havde travlt med sin forretning og sine kommunale hverv.[8] Flere klienter kom til ved 4-tiden, som var vores middagstid. Så var de sikre på at træffe ham, og vi måtte ofte spise uden ham, fordi det trak for længe ud. Far var medlem af bankens bestyrelse og af byrådet, og af og til ”koncentreret” borgmester, som en af byens damer kaldte det. (Hun sagde også, at mor havde en ”jernkonstruktion”).

Den bedste tid til at snakke med far var, hvis man stod tidligt op og gik morgentur med ham fra 7 til 8. Så fik man forklaring på de forskellige ting, der var under opførelse, f.eks. vandværk, elektricitetsværk o.a.

Mor, far og ”bedste” pyntede juletræ i spisestuen og vi blev låst inde i soveværelset med masser af legetøj og julebøger, men den dag havde de bestemt ingen interesse – Carl, Nancy og jeg sloges om nøglehullet.

Når det blev tordenvejr om natten, blev vi alle vækket og klædt helt på.

I ferierne havde vi altid besøg af fætre og kusiner. Det var ikke ualmindeligt at vi var 16-18 til bords.

Mor var en rigtig hønemor og både hun og far var meget stolte af deres ældste datter, Nancy, som var et dejligt menneske, hvad I selv har oplevet senere i livet. Nancy var meget feteret; hun var køn, livlig og havde en meget smittende latter. Nancy og jeg var så nær i alder, at vi i det store og hele havde de samme oplevelser. Vi havde naturligvis vores veninder blandt skolekammeraterne, men vi kom ofte ud sammen til baller o. lign. Skovballerne skulle vi altid med til, der var vel 5-6 i løbet af sommeren, hvoraf fugleskydningsballet var særlig festligt. Vi elskede begge at danse. Ballerne var altid morsomme – uden spiritus – og kunne af og til trække længe ud, når vi skulle have et stykke rugbrød med schweizerost til en kop kaffe, før vi i sluttet trop vandrede hjem til byen; ca. ½ times gang.

En gang forlod Nancy og jeg og en af hendes veninder ballet tidligt og kørte til Charlottedal med godsejeren og et par herrer. Vi fortsatte dansen, så der nok ikke var megen maling tilbage på havestuegulvet. Vi blev selvfølgelig kørt hjem og blev højst unådigt modtaget af et par vrede forældre. Vi var klar over, at det var af omhu for os, at de var nervøse og far blev så hidsig; det gjorde det ikke bedre, at han ikke kunne fordrage den mand, der fulgte os hjem. Men vi tilgav ham gerne – vi havde haft en morsom aften.

Jeg savnede Nancy meget, da hun giftede sig, men heldigvis var der ikke langt til Næstved.[9]

Jeg tilføjer et par ord om ”bedste”, som jeg har omtalt et par gange. Det var frk. Marie Samuelsen fra Flensborg, som kom i huset hos morfar[10] i Slesvig, da mormor var død i 1860. Hun fulgte med til Kolding, da han var blevet (fordrevet?) af tyskerne i 1864, og hun blev der til morfar døde i 1879, samme år som mor og far havde bryllup. Hvornår hun kom til Slagelse ved jeg ikke, men jeg kan ikke mindes min tilværelse uden hende. Hun kom i et kloster i Roskilde i 1901 eller 2 og døde der nogle år senere.[11]

Så vil jeg slutte med en tak til jer alle for jeres kærlighed og omsorg for jeres gamle moster.

Anna Sophie, 1/12 1972.


V. Faster Lis

I det følgende indlæg i vandrebogen skriver faster Lis (Elisabeth Constance Stürup, f. Funch):

Moster Anna Sophie har jo skrevet et meget morsomt stykke om barndomshjemmet i Slagelse. Michael og jeg er jo de eneste, der har oplevet Slagelse, men jeg husker tydeligt at vi kom på besøg fra Næstved med toget, med de små kupeer, hvor konduktøren gik udenpå toget fra vindue til vindue og solgte billetter.

Også bedstefar husker jeg som en høj gammel mand i mørk frakke. Han gik tur i den lille have om morgenen og forklarede os om planterne, og engang har vi også været med ude i hans ”kolonihave”. Der husker jeg kun turen derud, fordi vi skulle gå under en jernbanebro og bedstefar ville ikke have, at vi gik under mens toget kørte forbi, så vi måtte stå og vente.

Den sidste gang vi var der, var lige før vi flyttede til Verninge og bedstefar lå syg, så Michael og jeg fik ordre på, at tage en bog med, så vi kunne holde os stille. Jeg huske tydeligt, at min var en af Marryats meget spændende bøger[12] – eller måske var det ”Børnene i Nyskoven”.

Lis, 23/3 1973


Noter ved Poul-Michael La Cour

Maj 2020

[1] Anna Sophie (1886-o.1975) var tredje barn ud af 9 af Frederik Jacob Christian Balle og Elisabeth Frederikke Deichmann, der var mine oldeforældre. De to ældste var Carl og Nancy (farmor). Alle børn blev født i Slagelse.

[2] Vandrebogen blev oprettet af Elisabeth Constance Stürup, f. Funch, til cirkulation mellem hende og hendes søskende efter at begge forældre var døde, med henblik på at alle kunne være velorienterede om store og små begivenheder i familien. Vandrebogen startede i 1955 og omfatter over 100 indlæg, det sidste i 1988. Udover de seks søskende er der også enkelte indlæg fra næste generation, samt nærværende indlæg fra deres moster, Anne Sophie. I 2008 blev det ved et fætter-kusinetræf vedtaget at få vandrebogen scannet, da den var ret nedslidt. Scanningen blev udført af Henning Olsen, så vandrebogen nu er tilgængelig for alle.

[3] Ifølge Folketælling 1980 boede familien på matrikel 219 på Nytorv der er der hvor Nygade munder ud i Nytorv, og hvor arkaden ind til Vestsjællands centeret er i dag.

[4] Ifølge Folketælling 1901 boede familien på Schweizerplads nr 7.

[5] Viggo Krarup Funch (1871-1941) blev 1905 gift med Anne Sophies storesøster Nancy. Viggos far, Michael Johannes Vilhelm Funch, var Amtsforvalter i Slagelse 1878-85 og derefter Amtsforvalter i Hillerød. Ifølge Folketælling 1890 boede familien på Skovsøgade matr. 177, så det er ikke længe de to familier har boet samtidig på Nytorv.

[6] Carl, f. 1883, var ældste barn. Carl har næppe leget med Vilhelm Funch, der var født 1867 og 16 år ældre end Carl. Carl var kun 2 år da Funchs flyttede til Hillerød.

[7] Farmor, Nancy Emilie Marie Balle, 1884-1951.

[8] Oldefar var cand.jur. 1865. Fra 1877 sagfører, senere overretssagfører, i Slagelse. Blandt hans mange hverv kan nævnes: Direktør og bestyrelsesmedlem i Banken for Slagelse og omegn, medlem af kommunalbestyrelsen og i 1891-94 borgmester. Godsforvalter for Vedbygård og Valbygård godser.

[9] Farmor og farfar blev gift 26 april 1905 i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse, lige bag Nytorv. De boede så i Næstved hvor farfar var apoteksbestyrer på Ny Apotek indtil 1915. Senere apoteker i Videbæk og Kjellerup.

[10] Carl Anton Fritz Lavard Deichmann, 1816-79, Postmester og Justitsråd i Kolding, g.m. Emilie Marie Lorenzen, 1827-60. Indtil 1864 var de bosat i Slesvig, hvor oldemor blev født.

[11] Ifølge folketælling 1911 boede familien stadig Schweizerplads 7 – oldefar og oldemor samt børnene Emilie, Nené og Otto.

[12] Det lyder som en af de bøger jeg mange år senere arvede. Det var Kaptajn Marryats samlede værker med krøllede bogstaver. Mindst 12 bind. Jeg slugte dem alle sammen da jeg var 10-12 år. Jeg har ikke siden haft besvær med at læse krøllede bogstaver. Jeg læste også ”Børnene i Nyskoven”, – den var jeg lige så fascineret af.

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *