Martha Dornonville de la Cour

Mor skrev i 1950 sine erindringer om de første 10 år af sit liv. Hun kaldte sine erindringer for ”Set med barneøjne” og de giver et levende billede af hendes første 5 leveår på Lyngby Landboskole og de følgende 5 år på Hindholm Højskole ved Fuglebjerg, indtil familien i 1914 flyttede til Sorø.

Det var morfar, der opmuntrede hende til at skive om tiden på Hindholm. Selv havde han året før skrevet ”Fra mit første leveår”. Begge disse skrifter kan findes som historier på vores hjemmeside.

Endvidere foreligger historien ”Fra mors første leveår - 1904” som en pendant til morfars skrift. Den skrev jeg februar 2022 på baggrund af brevvekslinger mellem mormor og hendes far, Provst Olsen.

Alt skrev mor om i sine ugentlige breve hjem til mormor og morfar gennem alle årene, fra hun flyttede hjemmefra og til morfar døde. Den 9. marts 1935 skriver mor fra Kjellerup: ”Hvor sådan en uge dog farer afsted, jeg synes ustandseligt, at jeg sidder og skriver lørdagsbrev hjem, og I må vist snart have en dragkiste fuld af mine udgydelser. De kan for resten blive morsomme at læse om mange år, for jeg har jo næsten fortalt jer rub og stub om alt i de 7 år jeg har været hjemmefra.”

Mor vidste jo, at morfar arkiverede alt muligt, og da hun fik brevene igen ved morfars død, gemte hun dem fortsat. På en måde har hun dermed accepteret, at de blev læst af hendes efterkommere. Alligevel skylder vi hende, at behandle brevene og bestemt også hendes digte, med fuld respekt. Jeg tænker også, at det man skriver hjem om til mor og far, er udvalgt på en måde, så man måske ikke får den fulde historie frem, når det senere læses af andre.

Mors Baggrund

Vi begynder med forhistorien, hendes baggrund, hendes rødder, som havde så stor en betydning for hende, selvom hun altid levede i nuet. Hun kom fra et godt, kristent, grundtvigsk hjem, med en far og en farfar, der var højskolemænd og en mor, der var provstedatter. Anerne var i orden – adel og borger, bønder og gejstlige.

Hendes bedsteforældre fik hun kun delvist mulighed for selv at opleve. Både hendes mormor og hendes farfar døde før hun blev født. Derimod huskede hun både sin farmor og sin morfar godt og de spillede begge en stor rolle i hendes liv.

Hun kunne huske, at oldefar kom på besøg på Elmebakken ved Landboskolen og at hun gik ham i møde i alléen op til deres hus. Oldefar var ellers provst i Brændekilde på Fyn, men de sidste år, som emeritus, vendte han hjem til København, hvor han boede i Smallegade på Frederiksberg. Her døde han 1910, da mor var 6 år.

Mor havde også et tæt forhold til sin farmor. Hun boede de første år, mor levede, som enke på Lyngby Landboskole, senere på Brede Ladegård, men flyttede til sidst til Lyngby, hvor hun levede indtil 1929. Oldemors helbred var ikke godt, og det var ikke ofte de så hinanden, men de skrev breve til hinanden.

Mor blev født 15. juni 1904 på Landboskolen i Lyngby på morfars 35-års fødselsdag. Morfar var tilmed også født på Landboskolen, idet skolen var startet på initiativ af oldefar, Jørgen Carl la Cour, der også var Landboskolens første forstander. Han overlod i en periode ledelsen til en anden og flyttede nogle år til København, hvor han lagde alle sine kræfter i Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, som han var præsident for 1891-98. Men han savnede livet på Landboskolen, og fik senere mulighed for at vende tilbage som forstander, og blev der indtil sin død i 1898. Morfar fik også ansættelse her, da han i 1896 var blevet færdig som cand.mag.   

Gennem alle årene var 15. juni en stor festdag, når der var fælles fødselsdag. Når det overhovedet var muligt, fejrede de dagen sammen. Det var med til, at skabe et helt specielt bånd mellem dem, men de var også ’åndsbeslægtede’, som mor kaldte det. I min barndom markerede man dagen med Valdemarsflag, og vi var hvert år ude med spejderne, for at sælge de små flag - til ære for mor selvfølgelig.

Efter mors fem år på landboskolen flyttede familien til Hindholm Højskole ved Fuglebjerg. Morfar havde købt højskolen, som på et tidspunkt i sidste halvdel af 1800-tallet havde været landets største højskole. Nu var det nedgangstider på højskolen og det var ikke muligt for morfar at vende udviklingen. I 1914 måtte morfar opgive, at drive højskolen videre, for elevgrundlaget faldt drastisk, idet mange potentielle elever blev indkaldt til sikringsstyrkerne – det var ikke tiden at gå på højskole.

Morfar mistede stort set, hvad han ejede og havde, og den sidste tid måtte han tage undervisning og holde foredrag andre steder, bl. a. på Landboskolen, for at familien havde noget at leve af. Ved venners hjælp fik han så ansættelse på Sorø Akademis Godskontor som kasserer. Akademiet havde gennem årene ydet støtte til Hindholm Højskole, som en af egnens kulturinstitutioner.

Morfars karriere som højskolemand var nu slut, men det blev starten på en ny tilværelse. Han trivedes godt nok med jobbet på Sorø Akademi, og efter nogle år blev han forfremmet til Akademikasserer. Jobbet gav ham og familien det nødvendige grundlag, og i fritiden kunne han nu dyrke sine interesser indenfor danmarkshistorie, lokalhistorie og slægtshistorie. De følgende år lagde han alle kræfter i sine interesser – han havde hele tiden et bogværk på vej resten af livet; udelukkende fagbøger. Mor havde det således ikke fra fremmede, hun skrev også altid på et eller andet - hele livet - men aldrig fagbøger.

Barndom og Ungdom

Til trods udviklingen på Hindholm Højskole levede mor og hendes søskende en lykkelig og sorgløs barndom. Alt det vil man kunne læse meget mere om i ”Set med barneøjne”. Heri skriver mor en meget rammende karakteristik af sig selv og om forholdet til sine søskende og til fremmede, hun mødte:

”Vagn og jeg er ens klædt i mørkeblå ’stortrøjer’ med blanke knapper og runde matroshuer. Inge er i brun fløjlskåbe med kyse med hvid knipling, der indrammer hendes søde ansigt. Inge er yndig. Hun har lyse, ægte krøller, som vi alle sammen er stolte af. Jeg har bare brune fletninger ned ad ryggen, skilning i midten og ser i reglen højtidelig ud.

Jeg har en bestemt måde at stirre på folk på. Undertiden flytter jeg slet ikke øjnene fra dem, og jeg vil gøre alt, for at gøre mig interessant. Det er mest morsomt, når det er nogen, man ikke kender, eller når ingen af de andre er med. Så glemmer jeg alle gode forsætter og åbner for sluserne. I reglen bliver jeg frygtelig hurtig kendt med folk og bliver gode venner med dem. Men hele tiden ville jeg alligevel hellere være lige så sød som Inge, og have ’et blidt sind’, som mor altid siger. Alle elsker Inge, hun er en solstråle. Det er jeg ikke. Jeg er lunefuld, snaksalig og frygtelig videbegærlig – og jeg har ikke en eneste krølle på hovedet.

Vagn vil gerne drille mig. Jeg er let at drille, bliver hurtigt ’sur’ og bestemmer et eller andet frygteligt, som f.eks. at jeg aldrig vil sige et eneste ord mere. Så kan de have det så godt. Helt stum – og det er værsgo deres egen skyld.”

Skildringen er fra tiden da mor var 5 år, men er skrevet da hun var 45. På en eller anden måde føler jeg, at det er nok så rammende for mor senere i livet, og det er jeg sikker på at hun selv erkendte. - Det med at stirre på folk har hun sikkert lagt af, for det kan jeg ikke genkende, men hun havde altid let ved at komme i kontakt med nye mennesker. Hendes barndom på højskolerne betød jo, at hun hele tiden mødte nye mennesker, og alle var søde og rare og interesserede i alt muligt. Hendes tidlige erfaring gik derfor på, at alle mennesker var sådan. Hun havde aldrig mødt et menneske, der ikke var positiv og god ved hende. Livet var en leg. Det holdt ikke helt senere hen, men mor vedblev at være den samme, og var præget af sine erfaringer fra barndommen.

Hendes beskrivelse af sig selv rummer flere træk, som jeg godt kan huske hos mor, og hvad mere er, træk der kan spores i næste generation også. Mor gemte sig i ’musehullet’, ’murede sig inde’, når livet gik hende imod – det havde vi børn også en tendens til. Hun brugte selv betegnelsen: At være ’nede i kulkælderen’. Vi kunne også trække os skræmte væk, når vi oplevede, at folk ikke var rare og venlige. Myndigheder, chefer og skrankepaver var de værste.

På Hindholm fik mor og hendes storebror Vagn privatundervisning i hjemmet. Vagn blev mest undervist af morfar, mens mor blev undervist af sin moster, ’Visse’ - i hvert fald når det drejede sig om dansk og regning. Morfar tog sig af ’verdenshistorien’ – det udenfor Hindholm. Da de flyttede til Sorø, var Vagn begyndt på Sorø Akademi. Også for mor var hjemmeundervisningen nu slut, hun kom i rigtig skole sammen med moster Inge. Det var i den private Sorø Pigeskole, hvorfra hun fik realeksamen i 1921.

De første breve mor skrev, som er bevaret, var til hendes farmor, Agathe la Cour fra Landboskolen, nu boende i Lyngby. Der er breve helt tilbage til tiden på Hindholm, hvor mor var 7 år - ’til min egen bedstemor’. Det er hilsner til jul og fødselsdage, og oldemor har omhyggeligt gemt dem lige fra 1911 til 1929. Desværre er oldemors breve ikke gemt.

Til julen 1914 skriver mor:

”Kære bedstemor!

En rigtig glædelig jul sender jeg dig. I dag har jeg været til optagelsesprøve på Sorø Pigeskole og er optaget i 5’ underklasse. Det var slet ikke svært at blive optaget, for da de hørte, at jeg i et halvt år havde fulgt med Vagn i skrivning, sagde de at så behøvede de vist ikke at se mig skrive, for det gik de ud fra at jeg kunne. Det hele varede vel knap en time; i regning gjorde jeg kun en fejl, som jeg selv straks rettede. I morgen skal jeg til juletræ på skolen, det bliver vist morsomt, for nogle af eleverne skal klædes ud som nisser.

Nu mange hilsner fra og til alle

Din egen

Martha la Cour”

Det var også i denne periode mor startede sin ’litterære løbebane’. Det ældste digt i samlingen er en fødselsdagshilsen til mormor i 1915 (hun fyldte 42 år den 24. februar):

Et digt til mor, fra Martha og Inge.

Vers 1.

Vi ønsker dig til lykke,

vor kære lille mor,

samt ønsker dig held og lykke

i hele det nye år.

Vers 2.

Der er noget kedeligt ved denne dag,

at ej vi kan hejse noget flag,

men lille mor tro at vi gerne ville,

på den måde yde bidrag til dit gilde.

Vers 3.

Hvis tante Augusta vil komme snart,

kan alle vi have det rigtig rart,

men selv om hun ikke vil komme,

kan vi jo have det som en blomme.

Familien var jo flyttet til en mindre lejlighed i Sorø uden flagstang, som de var vant til fra Hindholm. Tante Augusta var mors yngste moster, der ellers altid blev kaldt ’moster Visse’.

Så var digteren i gang, og de følgende år var meget produktive, helt frem til hun blev gift i 1933, men specielt meget i årene 1922-24. Så var der nogle stille år med uddannelse, mand og små børn, hvor der ikke var så meget fokus på skriverierne. Efter sin separation i 1946, kom lysten for alvor tilbage, og hun skrev i sin fritid resten af sine dage.

Allerede i 1923 fik hun et digt i Sorø Folketidende:

Efter høst.

Nu synger somren sin sidste sang,

nu kølnes aftnen, natten bli’r lang;

snart trækker stæren på flugt mod syd,

og luften fyldes med trækfuglelyd.

Nu bleges skoven for hver en dag,

thi stormen slider med stærke tag

i træets krone; da hvirvles bort

hvert gulnet blad over jorden sort.

Men har du husly så tak din gud,

og stæng din lade for vintrens slud,

og hyg dig hjemme i arnens ly;

lad blæsten suse på land og by.

Du ved der kommer igen den dag,

da vintrens magt bliver atter svag,

du ved der kommer igen den stund,

da somren vågner af vintrens blund.

Der er talrige digte fra 1922-24. Fra den tid foreligger også et par meget romantiske ungpige-noveller: ”Kun venskab” og ”Et lykketræf”.

Uddannelse - 1. del

Men man skal jo have et borgerligt erhverv, som det hed. Man kunne ikke ernære sig som digter, og man kunne ikke være sikker på at blive gift, når man ikke er ”yndig og en solstråle og ikke har en krølle på hovedet, men bare ser højtidelig ud”. Så mor ville have en rigtig uddannelse. Men de første år efter realeksamen havde hun flere jobs som ung pige i huset. Fra hendes breve ved vi, at hun i sommerhalvåret 1923 var et halvt års tid som ung pige i huset hos en doktor Mundt i Rudkøbing på Langeland. Men hun havde allerede da valgt farmacien, og gik og ventede på, at komme i lære på Sorø Apotek, hvor hun blev elev fra 1. oktober 1923.

Uddannelsen til farmaceut omfattede en tid som discipel på et apotek. Udover det praktiske arbejde på apoteket inkluderende det også undervisning i fag som kemi og farmakologi. Første del af farmaceutuddannelsen omfattede en afsluttende undervisning og eksamen på Farmaceutisk Højskole i København. Herefter kunne man kalde sig exam.pharm. (den tids bachelor). Siden skulle man yderligere 2 år på højskolen, for at tage kandidateksamen (cand.pharm.) men først skulle man have nogen tids praktisk erfaring som exam.pharm. på et apotek.

Undervejs havde hun en ulykkelig kærlighed, mens hun var discipel i Sorø. Hun blev også ramt af en gigtsygdom. Som exam.pharm. fik hun ansættelse på apotekerne i Brønshøj og Nykøbing S. i næsten 3 år tilsammen, før hun tog den afsluttende uddannelse.

Mors ulykkelige kærlighed er der naturligvis aldrig nogen, der har fortalt mig direkte om, men breve fra 1923 løfter lidt af sløret. Mens mor var discipel i Sorø fik hun en kæreste, Ejner, der var fra Slagelse. De var nået så langt, at de blev forlovede. Ejner nævnes første gang i et brev 23/7 1925, hvor mor var på ferieophold hos Moster Maler i Horsens, hvad hun, efter brevene at dømme, var flere somre i træk. Det år fortsatte hun med besøg hos familie og venner på Fyn. Det følgende år optræder Ejner igen, denne gang i et fælles brev til ham, morfar, mormor og moster Inge. Det år var hun sammen med Moster Maler og hele hendes familie i Sønderho på Fanø og Ejner kom derover og hentede hende hjem.

Af ukendte årsager afbrød mor forlovelsen; måske hang det sammen med hendes sygdom, som var i samme periode, eller måske havde hun indset, at de alligevel ikke passede sammen.

Det der først skete var, at mor sygemeldte sig fra apoteket i starten af juli 1927 på grund af en gigtsygdom. Det næste vi hører er, at hun 12/7 skriver fra Hundested: ”Kære far og mor! Endelig i dag får jeg skrevet lidt til jer, der forhåbentlig sidder godt forvaret i Fåborg (de var på besøg hos morbror Vagn). Vi har i dag fået kortene fra Varde (moster Inges tilkommende, Gustav, boede i Varde), og tante Lina er begejstret. Jeg har det storartet. Forleden var Merethe og Kjeld her”. Mor er på besøg hos tante Lina, der bor i Hillerød, men har sommerhus i Hundested. Merethe og Kjeld er hendes børn og mors jævnaldrende. De optræder senere i denne historie. Tante Lina har sin egen historie på hjemmesiden. I det brev taler mor stadig om, at Ejner skal komme og besøge hende.

Det næste vi hører er i et brev af 1/8 27. Nu er hun på Cypressegård ved Sakskøbing, hvor hun besøger morfars fætter, Gunnar Skafte Dornonville de la Cour, og hans kone og 5 mindre børn i ca. 14 dage. Her kommer Ejner også på besøg i et par dage, hvor de bl.a. spiller tennis. Mor har det tilsyneladende fint. Hun skriver endda om at tage rundt om Slagelse på hjemturen ca. 9/8, for at besøge Ejner.

Men 14 dage senere er hun pludselig i Fåborg, hvor hun besøger morbror Vagn og tante Inger, der er nygifte; Vagn er blevet uddannet ved forstvæsenet og arbejder ved Forstplanteskolen i Fåborg. Her er mor ’flygtet’ til efter at have brudt med Ejner. Mor skriver: ”Vagn og Inger er umådeligt søde mod mig, og jeg har det forbavsende godt. Jeg tror aldrig, jeg kan sige dem tak nok, fordi de tog mig med herover i torsdags. Vidste jeg dog blot at Ejner var i nogenlunde godt humør, og ikke tog det alt for tungt, så tror jeg, at jeg ville være helt glad igen. – Vær nu blot ikke så bekymrede for mig, jeg har det jo godt, og selvom jeg på mange måder savner Ejner, så er jeg dog fuldstændig klar over, at det er det rigtige, jeg har gjort; og tiden, der læger alle sår, vil også snart lade ham glemme hele denne sag.”

Det virker unægtelig somom mor har trængt til en pause i forholdet til Ejner, for at tænke sagerne igennem, og at resultatet så blev, at hun ville ud af forlovelsen. Den ophævede forlovelse og sygdommen tog så hårdt på mor, at hun var helt nede i kulkælderen og kunne ikke genoptage sin uddannelse på Sorø Apotek. Samtidig var Ejner ret insisterende og ville have mor tilbage, i en grad så mor ikke turde vende hjem til Sorø i et halvt år.

Så trådte familien til. Moster ’Maler’ fik arrangeret, at mor kom til Horsens, hvor hun boede et halvt års tid hos hende og onkel Claus, der var rektor på Horsens Statsskole. På den måde kom mor væk fra det hele og faldt til ro. Moster Maler og onkel Claus fik også arrangeret, at mor kunne færdiggøre sin elevuddannelse på Nørre Apotek i Horsens, efter overenskomst med Sorø Apotek. Familien i Horsens tog sig så godt af hende, at hun kom ovenpå igen og videre i sit liv.

Hele forløbet viser den store betydning familien altid har haft i mors liv – og hele slægtens liv. De var parat til at træde til, når der var behov for det.

Efter hårdt slid fuldendte hun januar 1928 sin elevuddannelse i Horsens og startede 1. februar på Farmaceutisk Højskole i København. Morfar fik arrangeret, at hun kunne bo på et pensionat på Sortedamsdosseringen de tre måneder undervisningen på højskolen varede.

Hvis elevuddannelsen havde været anstrengende, blev opholdet på højskolen endnu hårdere med meget hjemmearbejde, forelæsninger og manuduktion hver dag. Kemi, latin farmakognosi mv. Men hun klarede eksamen i april og søgte derefter arbejde som apoteksmedhjælper. Der var ret stor arbejdsløshed blandt farmaceuter de år, men mor fik et to måneders vikariat på Brønshøj apotek fra 1. juni 1928.

Hun var glad for sit arbejde, men det var jo midlertidigt, så hun måtte søge igen. Nu fik hun et to måneders vikariat fra 1. august på apoteket i Nykøbing Sjælland. Inden tiden udløb blev det forvandlet til fast ansættelse. Her fik hun sig en lille lejlighed i hovedgaden nær ved apoteket og spiste på et pensionat tæt ved.

Nu var mor for alvor kommet ovenpå og underskrev sine breve med: ”Fra jeres egen selverhvervende Maggie” eller ”Kys til alle fra jeres fastansatte pharmazine”. Hun brød sig ikke meget om navnet Martha – Maggi passede bedre til det søde liv. Hun trivedes med jobbet, fik hurtigt en række venner, dels fra apoteket og dels fra pensionatet og de levede lystigt med baller, fester, sammenkomster, biografture og udflugter til stranden. Og de spillede bridge og tennis. Glemt var Ejner og glemt var gigten, som hun tilsyneladende ikke var plaget af længere. Hvis gigt kan være stress relateret, kan der jo ligge en forklaring her. Nu boede hun så tæt på Sorø, at hun jævnligt kunne komme hjem - uden fare for at rende ind i Ejner.

Men alt var ikke sorgløst. Blandt hendes venner på pensionatet var en ung mand, der var blevet enkemand mindre end et år efter sit bryllup. Han var ved at gå helt i stykker af sorg og mor gjorde sit for at hjælpe ham igennem, men blev selv meget påvirket. Hun skriver: ”Bare jeg dog ikke var født med sådan et ’Martha-sind’, det er næsten sørgeligt som sentensen: ’Martha, Martha du gør dig bekymring og uro for mange ting’ passer på mig.” Mor brugte ofte citatet senere hen, husker jeg.

En pilgrimsrejse til moders ø

Mor elskede at rejse og hun skrev altid dagbogsnotater, når hun var afsted, men hun var slem til ikke at gøre dem færdige. Når hjemturen begyndte, kom dagbogen i kufferten og beretningen blev aldrig afsluttet – men manuskripterne gemte hun. Fra 1929 foreligger imidlertid en fin lille beretning om ”En pilgrimsrejse til moders ø”, som mor skrev som dagbogsnotater. Derefter blev notaterne færdigredigeret og renskrevet med morfars sirlige håndskrift. Morfar tilføjede masser af billeder fra turen og han fik det hele fint indbundet og gav mor den i fødselsdagsgave 15/6 1930.

Forhistorien til turen fremgår af forordet:

”Der var engang, mens jeg var apoteksdiscipel, en ung medhjælper, som inviterede sin moder til at holde sommerferie på Bornholm, og da jeg hørte det, sagde jeg til min mor: ”Når jeg bliver medhjælper og får en god plads, vil jeg også invitere dig til Bornholm” Og mor klappede mig på kinden og sagde: ”Det er så sødt af dig at tænke sådan, men det bliver jo aldrig til noget”.

Og årene gik, og jeg blev medhjælper, og jeg fik en god plads, og det blev jul, og jeg sagde til mor: ”Nå lille mor, skal vi så til Bornholm til sommer?” Men mor sagde igen: ”Ja, det er forfærdelig sødt af dig, men det bliver jo aldrig til noget”. Og det sagde mor mange gange, og for hver gang bed jeg tænderne fastere sammen og sagde: ”Jo du kan tro, det skal nok blive til noget”. En tid så det virkelig også lidt broget ud pekuniært set, men takket være en kærlig svoger og søster, der inviterede far med på rejsen, kunne vi endelig begynde at forberede os til turen”.

Kandidat-eksamen

I løbet af efteråret 1931 sagde mor sit job på Nykøbing apotek, hvor hun havde arbejdet og nydt livet i 3 år. Hun havde været glad for sit arbejde, men sammen med gudmor Inger havde hun besluttet, at de ville tage anden del på Farmaceutisk Højskole. Hun havde med morfars hjælp fået et lån i banken i Sorø, som hun kunne trække på til de løbende udgifter og som hun skulle kunne leve for de to år studietiden skulle vare. Morfar havde ellers måttet holde hårdt for de foregående år, når der var smalhals, men nu var der bedre styr på pengene. Mor tog også med glæde imod et tilbud fra apotekeren i Nykøbing om, at arbejde der 14 dage af juleferien, dels for at tage vagter omkring nytår og dels for at skrive nytårsregninger for ham. Hun kunne godt bruge den indtægt, og hun kunne så besøge gamle venner.

Første november startede de på højskolen. Gudmor Inger og mor fik værelser på et pensionat i Gothersgade 156, men det var lidt dyrt og de var ikke helt tilfredse med kvaliteten, så allerede i marts flyttede de til Nørrevold 21 hos Frk. Sodemann.

Der opstod hurtigt en klike af studievenner med mor og gudmor Inger mellem de toneangivende. Mors grundholdninger slog igennem: ”Det må ikke være kedeligt – der skal ske noget”. Det var den opfattelse jeg havde om mors studietid, og den stammer især fra det mor og gudmor Inger talte om når de var sammen. Det er et noget andet billede man får, når man læser mors breve til sine forældre – her var det den flittige datter, der næsten ikke havde tid til familie og venner, men hver dag sad og læste til langt ud på aftenen. Sandheden er sikkert midt imellem – der var travlt og god disciplin med studierne, men der var også fest og løjer i weekenden. Det var to intense år.

En af vennerne på højskolen havde spurgt mor: ’Hvad hedder du?’  - men inden mor fik svaret sagde han: ’Jeg vil kalde dig Laura, for det passer til dig’. Det kaldenavn blev hængende længe efter studietiden.

De fleste i kliken hørte med til mors venner for livet og vi har, da vi var børn, kendt og besøgt de fleste på ture rundt i Danmark. En anden på holdet, der dog ikke var med i kliken, fik mange år senere et barnebarn, Rico Schiller, der blev gift med mors barnebarn, Dorthe, men det er en helt anden historie.

Far blev også en del af vennekredsen. 25.11.31 skriver mor: ”I mandags aften var jeg lidt ’på viften’ med Inger Løwe. Det var inde i Pharmaceutforeningen. Først talte Peter Freuchen om Grønland og bagefter blev der danset. Tænk, så kom en af mine studiekammerater hen og inklinerede for mig og sagde: ’Jeg hedder Michael Funch, og jeg skal hilse fra deres moster, som jeg har spist frokost med i dag!’ Moster Maler havde sagt, at hun ikke turde ’røre’ ved mig, for jeg havde jo så travlt, og Funch havde sagt, at det havde vi, så jeg ser slet, slet ikke Moster Maler.” Michael Funch er vældig flink og pæn. Han havde sin søster (faster Inger Marie) med, hun er sygeplejerske på Rigshospitalet, og vi tre fulgtes ad hjem.”

Det er ren spekulation hvorfor far har spist frokost sammen med moster Maler. Mors mormor og fars farmor var kusiner (begge var født Krarup), så der er en mulighed for, at de tilfældigt kunne træffes hos fælles familie. Fars farmor, Sofie Amalie Constance Krarup, døde allerede 1923, men far besøgte ofte sin mormor, Elisabeth Frederikke Deichmann, der på den tid boede på Frederiksberg. Hun kendte godt familien Funch/Krarup fra deres tid i Slagelse, så her er en mulig forbindelse.

16. januar 1932 skriver mor: ”Det bliver morsomt i aften hos Funch. Vi bliver 15. Både hans søster, sygeplejersken, og hans svoger (onkel Georg Stürup), gift med en anden søster (faster Lis), som lige har født en lille (fætter Thorbjørn, født 10. januar) og ligger på klinik endnu, kommer. Vi skal drikke kaffe af kopper lånt i hele byen, dels hos mig, dels hos Inger. Så skal vi naturligvis danse, og det bliver nok halvsent.”

2. marts skriver mor, at hun havde været i National Scala med ’Mickey’ om eftermiddagen, og om aftenen spiller de bridge med Inger Løwe og en af hendes venner.

7. marts skriver hun: ”I går var Michael og jeg en svip i Hillerød hos tante Linas (Kornerup). Han har nemlig gået i skole der i flere år og er kammerat med Kjeld (Kornerup). Vi havde det rigtig morsomt, jeg skulle hilse mange gange.”

Det hele virker som om de allerede dér er etableret som par.

Resten af året har de meget travlt med studierne, og først i juleferien bliver far introduceret for svigerfamilien Sorø. Far er kommet på besøg et par dage sidst på ferien, efter at have været hos forældrene i Kjellerup i juledagene. Derimod er det først i begyndelsen af 1933 at mor introduceres for fars familie. I første omgang for fars mormor på Maglekildevej 9 på Frederiksberg, hvor hun boede sammen med fars mostre Anne Sophie og Nené Balle – ’de to forskellige’, som mor kaldte dem, idet den ene var en typisk Balle, den anden en Deichmann.

Mor skriver 21. januar: ”I morgen aften må I tænke kærligt på mig, for tænk – jeg er bedt ud og spise til middag hos Mickeys mormor!!! – Mormor synes at have hørt et og andet om ”Laura”, og i alle tilfælde har hun de sidste gange, Michael har været derude, ustandselig talt om mig og udfrittet ham. Sidst han var derude havde Michael sagt til hende, at han så gerne ville have, at hun skulle lære mig at kende og spurgt om han måtte have lov til at tage mig med derud. Mormor, der skal være en fornøjelig, elskelig, gammel dame, så lidt på ham, tog ham om skuldrene, rystede ham og sagde: ’Nå, den er altså gal! Ja, ja min dreng, tag hende endelig med, hun skal være så forfærdelig velkommen.”

Mor havde været noget utryg, for ’det er jo ikke sjovt at blive kigget på’, og hun er bange for at ’falde igennem’ ved siden af far. Men dagen blev en stor succes. Mor skriver at ’mormor har Michaels profil så nøjagtigt, at jeg næsten måtte le’ - han er også hendes ’hjertebarn’. Far var altså også en Deichmann af udseende – jeg har ellers ment, at han mest lignede en Balle.

I begyndelsen af marts kommer farfar og farmor så til København og far spurgte mor om hun ikke nok ville hilse på dem. Så ville han samtidig fortælle dem, at de havde i sinde at gifte sig, så snart som muligt efter eksamen. Det ville mor naturligvis gerne, men hun er ’noget så høneangst for, at de ikke skal kunne lide hende’. Far beroliger hende og alt går da også på bedste måde - farmor trak mor til side efter middagen og sagde: ’Tag nu Deres stol hen ved siden af mig og lad os to lære hinanden lidt at kende’, og så havde de snakket i to timer mens det øvrige selskab spillede bridge. Der havde i alt været 11 medlemmer af fars familie til stede den dag, så det var en rigtig fin introduktion mor fik. Også bryllupsplanerne blev tilsyneladende godt modtaget.

Nu er begge familier indstillet på familieskabet og der indtræffer forskellige besøg hen over året. Farfar og farmor aflægger besøg i Sorø. Mormor aflægger visit hos fars mormor på Frederiksberg. Og i sommerferien er mor i Kjellerup for første gang og far er nogle dage i Sorø.

Midt i alt eksamensræset skriver mor: ”Hvad Michael er for mig i denne tid er aldeles ikke til at beskrive. Han er rolig og støt, dygtig og flittig, opmuntrende og trøstende, alt efter behov. Og for hver dag der går, nærmer vi os jo eksamen den 18. oktober og altså også vores bryllupsdag. Michael minder mig om det hver eneste dag, og det hjælper utroligt, kan I tro”.

7/10 skriver hun: ”Nu skal I høre. Mens jeg sad og læste i går ringede det på døren, og udenfor stod min svigerinde Fru Stürup. Hun kom på visit med blomster til mig og det var vel nok sødt af hende. Hun sagde noget, som, da det blev sagt af hende, varmede mig helt ind i sjælen, nemlig at de daglig talte om hvor meget jeg havde betydet for Michael, og hvor han havde ranket og rettet sig og var blevet gladere og mere fri end han nogensinde havde været. Tilmed mente hun, at det var min skyld, at hans eksamen gik så pænt, fordi jeg troede på ham og hans værd, og fordi han havde mig at kæmpe for. Lutter idyl!!”

Hele efteråret drejede alt sig kun om en ting, eksamen. Det var en utrolig hård og krævende belastning for alle på holdet, også for dem der, som far og mor, egentlig havde gode karakterer. Hele karakterskalaen blev taget i brug og folk dumpede rask væk. Men mor og far, og også gudmor Inger og Henry, var mellem dem, der klarede skærene, og overvejende med flotte resultater. I løbet af september og første del af oktober havde de 17 eksamensdage i 14 fag, hvor nogle laboratorieundersøgelser strakte sig over to dage.

18. oktober var der fest og glæde og megen lettelse både i København, Sorø og Kjellerup.

Bryllup

Søndag den 3. december 1933 blev brylluppet holdt i Sorø kirke med morfar og farfar som forlovere. Festen blev holdt i Villereden, hvor mormor og morfar senere flyttede ind på første sal. Villereden var ejet af Sorø Akademi, der stillede stueetagen til rådighed som en form for embedsbolig for den siddende undervisningsminister, mens første sal blev anvendt som funktionærbolig. Morfar forespurgte høfligst om de kunne låne lokalerne:

Der var 33 deltagere i festen. Udover brudeparret og deres forældre deltog følgende:

Fra mors familie:           

Moster Visse, onkel Johannes Olsen, morbror Vagn og tante Inger, moster Inge og onkel Gustav Krog-Meyer, Gustavs forældre, tante Gudrun la Cour, fætter Jørgen la Cour, fætter Henning og kusine Dorthe Krog Meyer. (Fætter Mogens la Cour var 1 år og står ikke på bordplanen.)

Fra fars familie:             

Fars mormor Elisabeth Frederikke Balle, fars mostre Anne Sofie og Nene Balle, fars farbror Carl Funch, Lis og Georg Stürup, faster Inger Marie, faster Nethe og Peter, faster Ellen, farbror Eigil.

Venner:                        

Gudmor Inger og Onkel Henry Juncker Mikkelsen, Hr og Fru Schrøder (morfars kollega).

Åbenrå

Allerede under eksamen havde far søgt job og fået ansættelse fra 1. december på Svane Apotek i Åbenrå. Han havde også en del af november vikarieret dér, mens mor holdt ferie i Sorø efter eksamen og deltog i forberedelserne til brylluppet. Far havde skaffet en toværelses lejlighed på tredje sal midt i byen, som stod klar til indflytning efter brylluppet. Far skulle starte allerede mandag, dagen efter brylluppet, så festen blev kort, de måtte afsted til Åbenrå samme dag.

Her startede en ny tilværelse for mor som hjemmegående husmor, en tilværelse hun ikke helt havde ønsket sig. Det med at være hjemmegående var ikke lige en del af hendes plan, men det var sådan det måtte være, nu hun havde mand, hjem og snart også barnevogn.

De fik sat skik på hjemmet og de fik hurtigt nogle gode venner, men tiden var svær for de nygifte, når far havde mange vagter og mor var meget alene om aftenen og i weekender. Men det fremgår af mors breve, at de var meget lykkelige i deres nye tilværelse, det var bare langt væk fra Sorø, Kjellerup og København.

Mor skrev en del, når hun var alene hjemme, og der foreligger et digt: ”Gryende vår”, der blev optaget i Jyske Tidende marts 1934.

I løbet af foråret blev mor ramt af sygdom med stor fare for abort, men stik imod lægens forventninger gik det godt og 23. maj blev Elisabeth født.

Far var glad for sit arbejde, men ikke så meget for chefen. Der var en del problemer med apotekeren, der var meget svingende i sit humør, så alle kollegaerne gik i konstant usikkerhed om de stod til ris eller ros.

Farfar var 1932 blevet apoteker i Kjellerup og kom med et tilbud om en stilling til far ved Kjellerup apotek. Han ville få bedre løn og arbejdsvilkår, de kunne få en lidt større lejlighed til lavere husleje og mor kunne få deltidsansættelse på apoteket, så hun kunne holde forbindelsen til faget. Lutter fordele, så beslutningen lå lige for, og de slog de til. Far startede den 1. oktober 1934 på Kjellerup apotek.

Kjellerup

De fandt en lejlighed på 2. sal i Østergade 8, som de var glade for og som passede til familien og deres møbler og de blev hurtigt tilfredse med indretningen. Lejligheden lå meget tæt på apoteket, hvor farmor og farfar boede med fars to yngste søskende Ellen og Eigil.

11. november var der barnedåb i Hørup kirke. D.v.s. Elisabeth blev fremstillet i kirken, idet hun allerede var blevet hjemmedøbt 2 dage efter fødslen. Hun blev båret af farmor, som var glad og stolt – hun havde aldrig før båret et barnebarn til dåben. Mor måtte se, at hele hendes familie, forældre og søskende, samt Gudmor Inger, måtte melde afbud på grund af den dyre rejse, fra København eller Sorø. Moster Visse blev så inviteret som familiens repræsentant, hvilket hun var rigtig beæret over. Mor lavede efterfølgende middag i deres nye hjem for de nærmeste.

Far fik fuldt op at gøre på apoteket og de var kun to farmaceuter til at dele vagterne. I første omgang fik mor kun til opgave at ordne dele af apotekets regnskab med udskrivning af regninger hver måned, hvad hun havde god erfaring i fra Nykøbing Sjælland. Men efter nogle måneder spurgte farfar, om hun derudover ville arbejde i skranken 2½ time om eftermiddagen 4 dage om ugen på de tidspunkter, hvor der var allerstørst travlhed. Det var mor meget begejstret for og de fandt en ung pige i huset, som var dygtig til husarbejde og god til børnepasning. Hermed fik mor en travl hverdag, men også den tilværelse hun ønskede sig.

Men alt var ikke perfekt. Mor led af gigt i ryggen og havde store problemer med sine fødder. Begge dele krævede hyppige massagebehandlinger og massøsen blev en af deres nære venner. Gigten viste sig i form af en gigtknude i ryggen og tilsyneladende hjalp massagen for det.

Det var værre med fødderne, som mor mente nok skyldtes, at hun en dag i Åbenrå tabte kødmaskinen ned over den ene fod, så der nok var sket et brud, som aldrig var blevet behandlet. Dertil kom nedsænkninger i begge fødder, som blev forsøgt afhjulpet med indlæg og med stramme forbindinger, som indimellem hjalp hende, men tit havde hun store smerter.

De følgende år gik det op og ned med fødderne. Hun fik gentagne behandlinger på ortopædisk hospital i København og Århus. Indimellem fik hun nye, forbedrede indlæg, men hun blev aldrig helt fri for problemerne. Jeg husker fra tiden i Hillerød over 10 år senere, at mor stadig gik med indlæg i skoene, men jeg oplevede aldrig, at hun klagede over smerter eller trak sig fra at deltage i noget som helst.

I februar 1936 blev mor igen indlagt. Denne gang med blindtarmsbetændelse. Hun var indlagt i 10 dage. I forbindelse med en blodprøve konstaterede overlægen, at hun var gravid i anden måned og at der igen var grund til bekymring med hensyn til abort. Lægen anbefalede, at mor holdt sig fuldstændig i ro resten af graviditeten, hvad mor ikke var god til at overholde. Det var vigtigt for hende at beholde sit job, og familien havde god brug for indtægten. Hun passede på så godt hun kunne, men ville ikke droppe sit eftermiddagsjob på apoteket, hvor hun dog blev skånet mest muligt med siddende arbejde. Hun påtog sig endda mere arbejde på apoteket, idet farfar overlod hende hele apotekets regnskab.

Efter få måneder aborterede mor så, efter mange smerter. Hun havde jo allerede været tæt på med Elisabeth, men da det var gået godt, var der ikke den fulde forståelse for, at der var nødvendigt med absolut ro. Det gentog sig senere samme år med ny abort. Anden gang på et år.

Nu erkendte mor så, at hun måtte stoppe med at arbejde, hvis hun skulle have flere børn. Hun fik mere hjælp i huset og 30. januar 1937 skrev mor: ”Vi er så lykkelige, at vente vores lille nr. 2 i begyndelsen af juli! Vi har ikke villet fortælle jer det før, da vi ikke ville berede jer den ængstelse, som vi selv naturligvis har gået i, at det atter denne gang skulle gå forkert for mig.”

Endnu en gang var der glæde og forventning i den lille familie og hele foråret gik fint – mor havde det godt og passede meget på. I løbet af maj var der imidlertid igen smerter så kraftige, så mor næsten ikke kunne røre sig. Men overlægen fandt alt ok, og 19. juni kunne far skrive til mormor og morfar: ”I dag kan vi meddele jer den glædelige nyhed, at Martha i eftermiddag ved 6-tiden har fået en dreng på 6 pund. Vi er lykkelige, kan I nok forstå, og vi har netop så meget ønsket, at det skulle blive en dreng denne gang. Både Martha og drengen har det udmærket, og Martha er så lykkelig, så ord kan ikke beskrive det. Det er jeg for øvrigt også.”

Næppe havde far fået postet dette brev før han blev kaldt op på sygehuset igen. Den lille dreng kunne ikke trække vejret selv; han fik ilt, blev blå, og lægerne kæmpede. Drengen blev i hast døbt og fik navnet Knud-Arne - han levede kun 13 timer.

Aftenen efter skriver mor så selv: ”Vi er så forfærdelig bedrøvede, for vores dejlige lille dreng, som vi var så lykkelige over, døde i morges, 13 timer gammel. Det er ikke til at fatte, for fødslen forløb normalt og han var vældig lebendig og skreg og sparkede akkurat som han skulle. Vi var så ovenud lykkelige i 2-3 timer. Så blev han pludselig blå over det hele og fik svært ved at trække vejret. Overlægen gav ham derfor ren ilt, og hver gang han fik det, hjalp det noget, og han blev igen så naturlig og sød, at se på. Kl. 10 foreslog overlægen, at vi skulle få ham døbt, og præsten kom så og vi gav drengen navnet Knud-Arne Funch. Svigermor, overlægen og Michael var med, men jeg svarede selv for Knud-Arne, der imidlertid ikke kunne løftes op af vuggen. – Michael og jeg har grædt og grædt, åh, det er så svært at forstå meningen med dette.”

I 1939 lykkedes det endelig. Helen blev født efter en, efter omstændighederne, rolig periode. Helen var efter det første år en del syg med mellemørebetændelse. Det var så alvorligt at hun var indlagt først i Kjellerup og siden i Viborg. Hun var indlagt i ca. et halvt år, væk fra familien, men blev til sidst helt rask efter en operation. Mig bekendt havde hun ikke senere nogen problemer med hørelsen.

I vinteren 1939-40 blev mor så gravid med mig. Hun havde stadig problemer med gigten og med fødderne, så hun i perioder næsten ikke kunne gå. Der var igen stor usikkerhed om, hvordan graviditeten skulle forløbe, og hun måtte tilbringe de sidste dage på sygehuset. Men det gik godt. Jeg blev født 23. juni 1940 og var sund og rask. Omsider en søn – den første i fars familie, der kunne føre Funch-navnet videre. Stor lettelse i hele familien og i vennekredsen, som mange lykønskninger fra nær og fjern vidner om.

Det var ikke meget mor fik skrevet mens de boede i Kjellerup, tiden var fuldt besat med hus, mand, børn og deltidsarbejde. Men hun sendte mange breve. Der var flere gode vennepar som de kom sammen med og de deltog meget i selskabelighed med venner og familie.

Far havde mange vagter på apoteket og han var meget aktiv i foreningslivet. Han var med i konservativ ungdom i alle årene og var både lokalformand for konservativ ungdom (KU) i Kjellerup og amtsformand for KU i Viborg amt. Derudover var han i en lang periode formand for den lokale tennisklub og aktiv i en upolitisk lytterforening. Alt det bevirkede at mor var meget overladt til sig selv. Meget ofte tilbragte mor og børn weekenden eller helligdage på apoteket, når far havde vagt, for at de kunne være mest muligt sammen. De lavede også flere ting sammen. De spillede bridge på selskabsplan med venner, de gik til esperanto et par vintre og de deltog sammen i studiegrupper i KU.

Farfar var ofte syg. Han klagede over mavesmerter og var ikke altid let at omgås eller være ansat hos – sikkert af samme grund. I begyndelsen af 1941 fik han konstateret tarmkræft og måtte gennem et par operationer, der egentlig gik godt, men han overlevede kun kort tid den anden operation og døde 27 juli 1941. Det var et år efter, at jeg var født, og dagen efter hans 70-års fødselsdag.

Før det havde mor og far allerede besluttet at flytte fra Kjellerup. Det var i stigende grad svært at bo så tæt på fars familie, og tilmed have sin far/svigerfar som chef. Mor ville også gerne tættere på sin familie, som hun ikke havde set meget til i årene i Åbenrå og Kjellerup. Det var dyrt at rejse til Sjælland og det blev i stigende grad forbundet med vanskeligheder for sejladsen efterhånden som krigen nærmede sig. Togdriften blev også mere uregelmæssig.

Krigen kommer

2. Verdenskrig påvirkede familiens hverdag, og det startede allerede flere år før krigens udbrud i Danmark. Mors breve indeholder i den periode mange bekymrede kommentarer til den truende situation.

Det første, de reelt mærkede, var en særlig form for mobilisering. Familien blev i to omgange pålagt, at indkvartere en soldat med fuld kost og forplejning. Indkvarteringen varede begge gange i ca. ½ års tid. Soldaterne havde visse opgaver i området og deltog i nogle fælles aktiviteter. Mor vidste ikke, hvad det gik ud på – formentlig var det træning og overvågningsopgaver. Ellers tilbragte de meget tid i lejligheden, med fuld udrustning tæt ved.

Det var den lokale statsbetjent, der havde udvalgt, hvor soldaterne skulle indkvarteres, men far og mor vidste ikke hvorfor netop de var mellem de udvalgte. Det var en ikke ubetydelig belastning for familielivet og for økonomien. Det var heldigvis flinke unge mennesker, som næsten blev en del af familien. Ordningen kostede dem en del i ekstra/bedre mad, opvarmning, elforbrug m.v. og familien skulle jo afsætte et værelse til ham, så børneværelset måtte inddrages. Da krigen kom var ordningen for længst ophørt.

Far meldte sig som frivillig til luftmeldekorpset og det var måske der igennem han blev interesseret i, at følge tyskernes opførelse af Karup lufthavn i 1940. To gange i krigens start cyklede far og mor hele vejen fra Kjellerup til Karup, og på afstand så de det kæmpestore anlægsprojekt. Anlægsarbejderne blev transporteret dertil i busser hver dag fra det meste af området mellem Århus, Viborg og Herning. Den ene gang, mor og far var der, oplevede de en luftalarm og de så engelske fly over pladsen, men ingen bombninger.

Efterhånden som krigen nærmede sig oplevede de varemangel og stigende priser på forskellige varer og der kom rationering. Bytning af rationeringsmærker mellem Sorø, Skelskør, Kastrup og Kjellerup blev også et tema i brevene.

Især opvarmning blev nu meget dyr, idet kul og koks blev en mangelvare. I stedet måtte man i stor udstrækning gå over til at fyre med tørv, så det blev en voksende industri for landmændene på egnen. Men der var det første år store problemer med kvaliteten af tørvene. De havde ikke altid den brændværdi, man forventede, så det blev tit til mere aske end varme. Det blev derfor ved lov pålagt leverandørerne at fremlægge analyser, så køberne kunne have sikkerhed for brændværdien. For hvert nyt tørvefelt, der blev åbnet, skulle der ifølge reglerne udarbejdes ny analyse, og det var farmaceuterne, der kunne autoriseres til at foretage disse analyser.

Farfar ville ikke have apoteket involveret, men accepterede, at hans to ansatte farmaceuter oprettede et laboratorium, lavede analyserne og udstedte attester i deres fritid. Far og hans kollega tog sagen op og de mente, de kunne tjene gode penge. De fik indrettet et laboratorium, men det blev aldrig den store forretning, de havde forventet ud fra de sonderinger, de havde foretaget af markedet. Det skyldtes især en udbredt, uautoriseret genbrug af attester fra felt til felt.

Opvarmningen af lejligheden blev voldsomt dyr og vores lejlighed var kold, utæt og nordvendt og tillige dårligt vedligeholdt af ejeren. Så selvom de havde besluttet sig for at flytte fra Kjellerup, valgte de alligevel at flytte til en nyere lejlighed sidst på året 1940. Her kunne de holde varmen og de var godt tilfredse med byttet, selvom pladsen var lidt mindre og vi nu var 5 i familien.

Odense

I 1941 flyttede vi så til Odense. Far havde fået arbejde på Sct. Knuds Apotek, hvor han var chefens højre hånd i krigsårene. Senere, efter krigen, skiftede han til Albani apotek, hvor han forblev ansat indtil 1974, hvor han gik på pension.

Vi kom til at bo på Rosenørns Allé på 1. sal i en lille tre værelser lejlighed. Mor fik deltid som farmaceut, først på Dalum apotek og senere også på Løve apotek i Odense. Nu var hun ikke længere hjemmegående på fuldtid og de blev afhængige af skiftende barnepiger for at få dagligdagen til at hænge sammen. Helbredet blev bedre, men hun var stadig plaget af følgerne af de mange fødsler og måtte af den grund flere gange indlægges.

Krigen var jo en kolossal belastning for alle.

I krigsårene var det meget svært at skaffe det mest fornødne til en familie på fem. Ikke mindst tøjet krævede stor opfindsomhed og meget arbejde. Nyt var det næsten umuligt at skaffe, så det var nødvendigt at stoppe, lappe og sy om og lade brugt tøj gå videre i familien. I et brev fra 8/5 44 til morfar beskriver mor hele situationen: ”Desuden har jeg en masse håndarbejde, du kan tro, det er en spekulation, at få børnenes tøj i orden i disse tider. Ganske vist er du kun en mand, men mon du alligevel ikke godt kan goutere denne lille beretning om, hvad lillebror havde på, da jeg i lørdags sendte ham ned at lege - sød og fiks i tøjet: Inderst en uldtrøje sat sammen af hans babytrøjer og hans fars ærmer i en kasseret uldtrøje. Underbukser strikket af et optrævlet håndklæde. Livstykke almindeligt arvet efter Helen. Strømper strikket af en optrævlet bluse, der allerførst var Elisabeths kjole. Bluse syet af det ternede flonelsfor i Elisabeths kasserede skolefrakke. Bukser syet af min gamle nederdel. Overbluse syet af et kasseret sæt tøj fra Skelskør (jeg brugte bukserne til nye ærmer). Overalls syet af et gammelt rødt dynebetræk og vanter strikket af en gammel babytrøje!!! Når du hører det, og ved at sådan gør samtlige mødre fra Skagen til Gedser – ja så kan du nok forstå, at en mor med flere børn, kan få tiden til at gå.”

Mor havde jo arbejde på Dalum apotek og var afhængig af cyklen, for at nå på arbejde når barnepigen var ankommet, og nå hjem inden pigen skulle have fri. Men det var ikke til at skaffe dæk og slanger, så efter at hun flere dage i træk havde lappet cyklen på hjemvejen skrev hun til morfar, om han ikke kendte nogen i Sorø, der havde en ubrugt cykel stående, som hun kunne få slangerne fra. Det gjorde morfar ikke, men han skrællede straks sin egen cykel og sendte slangerne til mor – han kunne bedre undvære cyklen. Far monterede selv slangerne på mors cykel, for hvis man overlod dem til cykelsmeden, vidste man aldrig om man så dem igen.

Krigen tog til i styrke og Odense var langt hårdere ramt end det, de havde oplevet ude på landet i Kjellerup. Der var mange luftalarmer, sabotagehandlinger, likvideringer, arbejdsnedlæggelser, udgangsforbud m.v. Vi var ret ofte i beskyttelsesrum og vi så tyske soldater i byen. En nat var en hel husrække i hovedgaden blevet bombet og ved et andet tilfælde blev næstkommanderende på et naboapotek likvideret på åben gade. Det var far meget urolig over, for han var jo også næstkommanderende på sit apotek, men likvideringen havde vist andre årsager.

På et tidspunkt blev alle farmaceuter pålagt at melde sig til et gassporekorps. Far meldte sig, men mor fik bevilget fritagelse, fordi hun havde tre små børn og fordi far jo havde meldt sig. Han skulle så deltage i obligatoriske kurser to gange i København og stå klar til at rykke ud, når der blev kaldt. Det var borgerligt hverv og ingen løn for indsatsen, men han fik en passerseddel, så han kunne komme rundt i byen, når der var udgangsforbud.

Far havde i al hemmelighed meldt sig som modstandsmand og blev tilknyttet Region IV (Fyn), Odense Afsnit, 1. Kompagni, 3. Deling, 3. Gruppe i krigens sidste år. Det eneste vi kender til er, at han deltog i omdelingen af flyveblade, og at han opbevarede sin udrustning hjemme i lejligheden.

Den 4. maj 1945 blev han så indkaldt om aftenen og deltog i kamphandlinger i centrum af Odense i nattens løb og var med til at arrestere tyskere og medløbere. Mor var naturligvis meget urolig, men sidst på natten blev hun ringet op af en fra modstandsbevægelsen og fik at vide, at der havde været kamphandlinger i centrum, men det var slut og far var i god behold.

Om formiddagen tog mor os tre unger med ned til centrum, for at vi kunne opleve jubelen over at krigen var slut.

Fra tiden i Odense foreligger nogle få digte. Imellem dem et muntert om tante Agnes Nørregaard, mormors kusine. Mor kaldte hende ’fabeldyret’ (vist på grund af hendes størrelse). Tante Agnes havde ’tjent hende tro i hele 11 dage’ med hushjælp og børnepasning, fordi den nye hushjælp var blevet syg og først kunne begynde senere end aftalt. Derfor burde tante Agnes indstilles til dronningen for ’tro tjenestemedaljen’ for hurtig og effektiv hjælp.

Der foreligger også en trilogi: ”Jeg er mor”. Det ene af digtene lyder således:

Jeg er mor!

På tæppet i min stue 

jeg satte mig til ro

og tyst i aft’nens stilhed

kom trippende små sko

Og barnestemmer jubled’

og græd den første gråd

mens fjernt mine tanker

gled ud i mindets båd.

Det første skrig, den første tand

to øjne barneblå,

de første smil, de første ord

to arme strakt mod mor.

Hun var kommet i gang med skriverierne igen, men det tog først rigtig fart i Hillerød, efter at mor og far var blevet separeret i 1946 og skilt i 1947.

Hvad der skete, som førte til skilsmissen, skal jeg ikke kunne sige - og det er jo sag der kun vedrører dem, selvom vi jo alle blev berørt af det.

I første omgang flyttede far til et lejet værelse og mor og børn til et lille parcelhus på Carl Bernhards Vej i Odense. Hun skulle nu omstille sig til at være i fuldtids arbejde, og være alene om at klare tre børn. Det kan ikke have været helt nemt. Hun havde jo ikke været i fuldtids arbejde i de 13 år efter hun fik sin kandidateksamen. Men hun fik fuldtids hushjælp og det hjalp på den hjemlige front. 

1. marts 1946 fik hun fuld tid på Sct. Knuds Apotek i Odense, hvor hun var ansat indtil vi i oktober samme år flyttede til Hillerød. Nu havde Mor helt og holdent frigjort sig fra sit liv som hjemmegående husmoder. Det var jo den oprindelige plan, men hun ville også væk fra Odense, hvor far boede og hun risikerede at møde ham tilfældigt rundt i byen. Hun ønskede sig også tilbage til hjemegnen – hun var jo født i Lyngby.

Mens vi boede på Carl Bernhards vej, skete en skelsættende begivenhed i familien – vi fik et norsk plejebarn, Åsta Dahl. Det kom i stand på den måde, at mors farbror, historikeren Vilhelm la Cour, der var gift med norske tante Asbjørg, spurgte om det var muligt for os at tage et norsk barn i pleje i sommerens løb, året efter krigens afslutning. Norge var jo meget hårdere ramt af krigen end Danmark, mange børn var underernærede og i Danmark havde vi mulighederne og viljen til at hjælpe broderfolket. Vilhelm og Asbjørg var aktive i dansk-norsk venskabsforening og gjorde en stor indsats der. Under og efter krigen indsamlede titusindvis af danskere mad til de sultende nordmænd. Det blev til mere end 31.000 tons æg, smør, mel, sukker og flæsk – ca. 10 kg. pr. indbygger i Norge. Venskabsforeningen organiserede indsamling, oplagring og den svære transport til Norge.

Mor sagde ja, Åsta ankom og opholdet var meget vellykket for begge parter. Så vellykket at Åsta blev inviteret til at komme igen og næste år kom hun med sin tvillingebror Sigurd. Mere end ti år senere blev Sigurd og Helen gift i Norge, men det er en anden historie. Familien Dahl inviterede os alle fire til genbesøg i Sellbak ved Frederiksstad. Vi besøgte dem to gange mens vi boede i Hillerød og de var familiens venner resten af mors dage.

Der foreligger et versificeret lykønskningsbrev til moster ’Visse’ - den ’alderstegne jubelmoster’ - der fyldte 65 år. Heri omtales flytningen til Hillerød:

”Fra øen Fyn, som du elsker så højt,

af nyheder er der ikke en døjt,

undtagen at jeg fordufter.

Når bladene falder og skoven står bar

jeg pakker alt hvad jeg ejer og har

og drager med børn til min hjemegn.

Vi håber – og ej forgæves, jeg ved,

at du vil os gæste det nye sted

og dvæle hos os ret længe.

Når hus og hjem jeg nu ordnet får

og vi kommer ind i det nye år

ja - så må du pakke din taske.

Den velkendte kurv og din paraply

og hos mig i Hillerød søge ly

til gensidig fest og glæde.”

Hillerød

Jeg har ingen viden om, at mor nogensinde efter skilsmissen skulle have set far eller nogen af hans familie igen, hverken svigerinder, svogre eller farmor. - Bortset fra én gang: Vi var på cykeltur i sommerferien Sønderjylland rundt alle fire, og gjorde ophold et par dage hos faster Nethe og onkel Jørgen i Esbjerg. Onkel Jørgen var min fadder.

Vi børn så heller ikke Funch familien særlig ofte. Det ændrede sig senere, efter at vi var flyttet hjemmefra; slet ikke i trods, mere fordi det var naturligt for os, at kunne mødes med far og Dagny og vores halvsøskende, og at han fik lejlighed til at se sine børnebørn.

I 1942 var farmor som enke flyttet til København og delte lejlighed med faster Ellen på Bispebjerg. Hun så det som sin opgave at være bindeled, så vi børn var indimellem på besøg hos farmor, og kunne dér mødes med far og med fætre og kusiner. Mor havde lukket helt af for Funch familien, men mødte faktisk stor støtte og forståelse fra farmor og svigerinderne i den første svære tid lige efter separationen.

Hun tog med det samme sit pigenavn igen, og i 1952 fik vi også navneforandring. - Nu var farmor død og vi havde fået en halvbror i Odense, som kunne føre navnet videre. Mor syntes forståeligt nok, at det var besværligt, at vi ikke havde det samme efternavn.

I Hillerød skulle mor så igen opbygge en ny tilværelse. Hun lejede en femværelses lejlighed på Københavnsvej 23, i stueetagen i et gammelt patricierhus, som hun kaldte det, fra sidst i 1800-tallet. Stilen var fuldstændig som hendes hjem 30 år tidligere i Vedelsgade i Sorø, så der var nok lidt nostalgi i det valg. Der var ingen moderne bekvemmeligheder, men plads til os alle, også et værelse til en ung pige i huset. Vi fik hver sit værelse; mor sov på en sofa i stuen, Helen sov i spisestuen, jeg fik herreværelset (naturligvis), der var det mindste og med gennemgang til to andre rum og til entreen, mens Elisabeth og pigen i huset fik de to soveværelser.

Mor måtte jo have fuld tid på Frederiksborg apotek for at kunne brødføde familien. Det medførte seks dages arbejdsuge, nattevagt hver onsdag og weekendvagt hver fjerde uge, som så udløste en fridag midt i ugen. Vi var 12, 7½ og 6 år og kunne jo ikke være alene, og mor havde ikke overskud til at passe hus ved siden af arbejdet. En ung pige var helt nødvendig til hushjælp og børnepasning. Vi havde først et par unge piger, som ikke helt var opgaven voksen, og det duede jo ikke; det skulle jo bare fungere.

Men så fik vi ’mor Næs’, der havde en baby med, der hed Bruno. Hun var helt anderledes stabil. Hendes borgerlige navn var Emmy Jensen, men det blev i mit sprogbrug til ’mor Næs’. Hun hed aldrig andet, hun brugte det også selv. Nu behøvede mor ikke længere være bekymret for sine børn, når hun kørte på arbejde. Mor ’Næs’ var måske ikke det store lys, men pålidelig, arbejdsom og altid i godt humør.

I øvrigt havde mor overhovedet ingen grund til bekymring for sine børn, for vi var ’verdens bedste børn’ - og det må klart være mors fortjeneste. Hun sørgede godt for os - men vi gjorde også efter evne, hvad vi kunne for at familien fungerede. Det, at vi nu var uden far, blev ligesom noget vi alle fire skulle klare.

Vi havde hver vores daglige pligter: Jeg gik ned med skraldespanden og askespanden og tog koks og optændingsbrænde med op fra kælderen. Og jeg gik til købmanden og bageren, der lå lige på den anden side af gaden. Indkøbene krævede, at jeg kunne håndtere både penge og rationerings-mærker. Vi var meget påpasselige med at få gjort det, vi havde til opgave, så tingene fungerede. Jeg håber mor havde den samme opfattelse. Jeg gik ikke op i, hvilke opgaver mine søstre havde i dagligdagen, men der har været mindst lige så meget for dem at gøre.

’Mor Næs’ blev hos os indtil vi tre var så store, at familien ikke havde behov for hende længere. Det skete samtidig med, at vi 1951 flyttede til en ny, moderne lejlighed på Klostervej, som ikke krævede nær så meget arbejde i dagligdagen. Vi fik nu alle moderne bekvemmeligheder, såsom centralvarme, varmt vand, elkomfur, køleskab, nedstyrtningsskakt og i kælderen var der fælles vaskerum og festlokale. Ingen af de ting havde vi på Københavnsvej.

Det med ’verdens bedste børn’ havde ikke noget med opdragelse at gøre, for ’vi fik ingen opdragelse’ - eller måske netop derfor. Mor sagde altid, at ’børneopdragelse er noget man giver den ældste’, så gik det naturligt videre til de næste. Jeg er ikke sikker på, at hun helt mente det, jeg husker i hvert fald ikke, at Elisabeth opdrog mig, andet end ved eksemplets magt - og det er jo nok den bedste måde. Jeg havde aldrig følelsen af at blive rettet på, overvåget eller passet på. Jeg kunne frit gøre, hvad jeg havde lyst til. Men alligevel har jeg følelsen af, at der var kontrol med situationen - mor vidste at hun kunne have tillid til, at vi alle tre var fornuftige.

Når jeg ser tilbage, tænker jeg tit, at det må have være svært at være lillebror, uden en far og med to store søstre, der var så kloge og dygtige. Men sådan tænkte jeg ikke dengang. Jeg blev kaldt ’trillebror’ når jeg spillede ’den lille’ og ’mandfjols’ når jeg dummede mig, ellers bare P-M. Mænd var ikke i så høj kurs i årene efter skilsmissen. I virkeligheden blev jeg nok meget forkælet, og senere, da vi var blevet bare lidt større, nød jeg da en vis respekt som ’ene mand i huset’.

Elisabeth var jo nogle år ældre end Helen og mig, og da hun blev teenager og var ’den store’, begyndte hun med sine interesser uden for hjemmet. Så måtte ’vi tre små’, som mor sagde om sig selv, Helen og mig, klare os selv.

I mors fritid var der for det meste aktivitet på. Vi tog på udflugter, tit i skoven til vores hemmelige cantarelsteder. Mor vidste alt om svampe. På skovtur sparkede mor altid op i en bunke visne blade og sagde: ”Hvor er min bamse”. Som fireårig havde hun mistet sin bamse i en bunke visne blade ved Elmebakken i Lyngby.

Vi var tit på besøg hos familie og venner, eller fik besøg. Når vi var hjemme spillede vi brætspil og kort eller hørte udsendelser i radioen. Mor har lært os de grundlæggende ting i bridge - ’vi tre små’ spillede tre mands auktionsbridge, med blind makker.

Og så snakkede mor meget med os. Mor havde sit helt specielle sprogbrug, og jeg skal love for, at vi fik trænet vores årvågenhed. Hun brugte bevidst forkerte ord, forkerte ordstillinger og en masse ordspil. Man skulle så sandelig ikke tage ting for pålydende. Et af hendes forbilleder var P. Sørensen Fugholm, alias Per Barfoed. Tit og ofte tog hun bogen frem og læste op af hans samlede digte. Mange af tingene hænger fast den dag i dag. Horisonten blev til ’horienten’, o. lign. Jeg anvender ting fra dengang i mit eget sprogbrug den dag i dag. Netop i dag dukkede et lille eksempel op: Reven ost blev hos mor til ’forrevet ost’. Næppe noget der gav pluspoint i dansk stil.

Mor havde også nogle mottoer eller valgsprog, som blev anvendt jævnligt, når situationen bød sig. ”Hellere død end rådvild” var et af dem. Et andet: ”Har man ikke det, man skal bruge, må man bruge det man har”. Og så slog hun søm i væggen med sølvspejlet, så der kom uoprettelige buler i, til varigt minde om situationen.

Hun havde aldrig selv været spejder i sin tid i Sorø. Det var begge mine søstre og jeg i alle årene i Hillerød. Men hun kendte godt ulveungernes motto: ”En spejder er ren i tanke, ord og handling - og bag ørerne”. Det fyrede hun af hver gang, jeg skulle til spejder. Og det sørgede jeg jo så for at leve op til; hun behøvede ikke engang at kigge efter.

Mor havde en holdning til, at man altid skulle tage det bedste stykke frugt først. Eller de plukkede æbler før de nedfaldne - man skulle ikke gå efter det med begyndende råd, for at få det udryddet, inden det var uspiseligt. For så opnåede man jo kun, at man aldrig fik andet end rådden frugt. De gode stykker ville jo begynde at rådne, før man fik spist de dårlige. Det var vist oldemor på Landboskolen, der havde lært hende det. Det får mig til at tænke på valgsproget: ’Tag det onde med det gode – og det gode med det samme”. Det valgsprog passede til mor, men det har jeg først mødt langt senere.

Ud over at mor fik trænet vores lytteevne og opmærksomhed, så fik hun også trænet og udviklet sit eget sprog, som hun jo fik udfoldet gennem sine digte og de andre ting hun skrev. Hvor digtene var helt uden humor og ironi, men fulde af poesi, så var lejlighedssangene og talerne fyldt med alskens muntre påfund. Hun trakterede hele familien med en festsang eller en versificeret tale ved enhver større begivenhed - runde fødselsdage, bryllupper, konfirmationer o. lign. Hun fik skabt en forventning om, at moster/faster Martha altid havde noget med, og de blev aldrig skuffede.

Et karakteristisk eksempel på mors lejlighedssange var den hun til stor jubel skrev til sin svoger, onkel Gustav, med kælenavnet ’Gugge’, da han blev halvtreds den 23. november 1945. Onkel Gustav var gift med moster Inge. Han startede karrieren i Varde Bank og var derefter resten af sit arbejdsliv kasserer i Skelskør Bank.

Så vrøvler vi lidt - - -

Mel: Langt udi skoven lå et lille bjerg.

Mange mil herfra hvor Varde Å sig snor,

hvor jyder i lave småhuse bor,

ligger staden Varde, rart der man har det,

midt i staden ligger ”Bank of Varde”.

I den lille bank der var en lille mand,

ternede bukser, stråhat har han.

Men notabene, manden var ene,

en lille mand i Varde var det.

Dog at være ene er slet ikke godt,

snart kom en kone ung, sød og flot.

Lille mand i Varde, endnu bedre har det,

kone, barn og barnevogn i Varde.

Byen bli’r for lille, nu til denne mand,

kun i større forhold trives han kan.

Møblerne stakkes, randselen pakkes,

og mod Sjølunds fagre sletter gakkes.

Og som tiden iler, alt omkring ham gror,

ungerne trives, slægten bli’r stor.

Have at grave, brænde at save,

han har mange tusind ting at lave.

Banken den skal passes, konen holdes glad,

ungerne klædes, stoppes med mad:

Med landets styre har han sit hyr(e),

onde ord og trusler han affyrer.

Når en mand har travlt, et år er ingenting,

mange år er rundne, se dig omkring.

Mon ret du fatter, granvoksen datter,

sønner tre som patriark dig skatter.

Vi forstår så godt, at fejres bør du nu,

halvt hundred somre klarede du.

Let derfor halen, løft på pokalen,

”leve Gugge” lyder gennem salen.

M.M.

Samlingen indeholder ca. 25 festsange og -taler.

Vi boede sammenlagt 10 år i Hillerød, fem år på Københavnsvej og fem år på Klostervej og det har uden tvivl været nogle af mors bedste år – lige siden Hindholm og Sorø. Det bedste bevis for det, er hendes skriverier. Hun fandt stor trøst og inspiration hos sine børn – hendes dyreste skat. Hun skriver herom i 1947:

Mine tre

”Tre stjerner blev tændt på min himmel.

tre stjerner der lyser for mig.

Som blafrende flammer blandt stjernernes vrimmel,

Blev de tændt langs min ensomme vej.

De lyser vel mest når min dag er lidt grå,

når min gang bliver træt og jeg helst gik i stå,

når himlen er sort og mit mod slået ned,

da lyser de stjerner og giver mig fred.

I dage der kom, jeg var blændet af gråd

på det oprørte hav i en skrøbelig båd.

Men stjernerne stråled’ og viste mig vej.

med ledende lys, og de lyste for mig.

Velsignede stjerner med strålende glar, 

hver dag som skal komme, hver time som var

har I lyst, og vil lyse – ved dag og ved nat

velsignede stjerner – min dyreste skat!

Det var besværligt med nattevagterne og søndagsvagterne, når man var enlig mor. Men man kunne jo bare bruge tiden fornuftigt. Mange af mors skriverier er således blevet til på hendes vagter. Også lidt børnepasning blev det til. Helen og jeg har tilbragt mangen søndag i vagten på Hillerød apotek, når Elisabeth skulle noget andet. Det var efter at vi ikke havde ’Mor Næs’ længere og Helen og jeg ikke helt var store nok til, at være alene hjemme en hel dag.

I den periode skrev mor meget andet end digte og festsange. Blandt andet skrev hun en børnebog: ”Mors drengebog”, som var tilegnet mig. Bogen blev til mens jeg lå på sygehuset med ’kyssesyge’ i ca. 10 dage. Hun besøgte mig hver dag, og hver gang havde hun et nyt kapitel med, som hun læste højt for mig. Hun må have skrevet hele natten, for hun havde jo også sit arbejde at passe. Handlingen var så spændende, at jeg næsten glemte at være syg, men hver dag var en oplevelse, når mor kom med et nyt kapitel.

Bogen handlede om en dreng på min egen alder, der ved et tilfælde kom som blind passager med skib til Bergen. Han blev opdaget undervejs og måtte smugles i land, fordi han ikke havde noget pas. Fra Bergen klarede han sig på egen hånd, under stor dramatik til Oslo, hvor nogle rare mennesker tog sig af ham og sørgede for, at han kom hjem til sin familie i Danmark. Bergen og Oslo var nøje udvalgt til historien, for året før havde vi alle fire været på besøg hos vores venner i Norge og med dem taget turen med Finse-banen til Bergen. Så det var noget jeg kunne forholde mig til.

Da bogen var færdig, sendte hun den til et forlag for udgivelse. Forlaget var også klar til at udgive den, men i mellemtiden var pastvangen til Norge ophævet, så handlingen havde mistet aktualitet. De foreslog mor at skrive bogen om, med en ny bærende idé. Det orkede mor ikke – nu var jeg jo rask igen, og der var ikke det samme daglige pres på. Så det blev ikke til noget. Det originale manuskript har jeg stadig.

Hun skrev også et væld af noveller og avisartikler op gennem 50-erne. De havde meget forskelligt indhold. Noget var humoristisk, noget var socialrealistiske kommentarer og noget var rene ugebladsnoveller. Og en enkelt avisartikel, hvor mor var faret i flint over en madplan i Nationaltidende, der gav sig ud for at være ’spare-middage’, men som langt oversteg hvad hun syntes var billigt. Mor tog handsken op og skrev en ’rigtig spareplan’ - en ugeplan for en familie med mor og tre halvstore børn, nøje specificeret med priser ned i mindste detalje, og den blev optaget i avisen.

Et par ting mere blev optaget i avisen, andet indsendt men forkastet. Mor havde meget flittig pen de år.

Mor arbejde også på en opfindelse gennem nogle år, når hun var på vagt. Hun var selv meget plaget af blå mærker. De kom ’altid’ på synlige steder, især på overarmen, hvilket hun var irriteret over, når hun skulle være fin med bare arme. Derfor eksperimenterede hun med noget, man kunne smøre på så de blå mærker blev usynlige. Hun fandt også en løsning, som hun anvendte ved nogle få lejligheder, men det skulle jo være usynligt i sig selv, for at have nogen værdi, og hudfarver er forskellige fra person til person og fra sted til sted på kroppen. Derudover skulle det sidde fast en hel aften og det måtte ikke rynke. Apoteket rummede mange ting, man kunne eksperimentere med på sine vagter. Dengang var et apotek jo ikke et sted, der ’bare’ udleverede fabriksfremstillet medicin. De fremstillede selv mange ting og havde mange medikamenter på hylderne. Men det var slet ikke nemt, så hun endte med at opgive at få en produktion i gang.

Mor blev som sagt aldrig gift igen. Det betyder ikke, at der ikke var ’herrebekendtskaber’, for det var der, jeg bemærkede det bare ikke på den måde. Men grundlæggende var mor slet ikke interesseret i et nyt forhold. Hun nød kontakten med andre mennesker, men ikke mere end det. Herom skriver hun i et digt fra 1948:

Hvorfor?

Hvorfor blev det mig,

når du dog så sikkert ved

om den store skare kvinder,

der har lyst til kærlighed?

Hvorfor blev det mig,

når jeg helst vil være fri,

helst vil gå alene

til min livsdag er forbi?

’Så længe der er mænd, der ser langt efter fraskilte kvinder, vil der være gifte kvinder, der gør alt for at skærme deres mænd mod fristelser’. Det synspunkt havde hun mødt på en rejse. Det havde mor selvfølgelig også en kommentar til. Følgende skildring skrev hun i en rejseberetning fra en busrejse til Italien juni 1961:

”Som altid var vi et broget selskab på godt og ondt. Jeg er den eneste, der er alene, og bliver selvfølgelig derfor ’skrubbet’ med af fruerne, der passer som smede på deres mænd. Havde øjeblikkelig den komiske oplevelse med en frue fra Odense, der så mig anbragt ved siden af hendes mand (hun sad selv ved siden af en datter). Allerede efter første stop byttede hun plads med manden! For himlens skyld – at jeg ikke skulle løbe af med ham. Han havde talt lidt vel meget med mig de første km, og det skulle hun ikke have noget af. Nå - pyt med det, vejret var dejligt, og hun var såmænd flink nok bortset fra det overlegne, beskyttende disse gifte damer ynder at påtage sig: Min mand – min mand (somom han var en paraply, man kunne løbe med!)”

På resten af rejsen fandt hun så sammen med et par jævnaldrende damer, og havde en pragtfuld tur.

Mor havde store sociale kompetencer, som man vil sige i dag. Hun havde let ved at komme i kontakt med mennesker og hun nød, når hun mødte nye. Hun ’gik lige i folk med træsko på’. Men det, der var hendes styrke, blev også hendes store problem, for indimellem affødte det jalousi. Det mødte hun især på sine arbejdspladser.

Første gang jeg registrerede det var på Hillerød apotek. Der var fire farmaceuter ansat, tre kvindelige og en mandlig. Mor havde det kollegialt rigtig godt med den mandlige farmaceut, der var på hendes egen alder. Han havde en datter, der gik i min klasse i mellemskolen, og senere blev han apoteker i Fredensborg og Elisabeths chef, mens hun var discipel. De to kvindelige kollegaer var udenfor og rottede sig sammen mod mor, så livet blev surt for hende og hun kunne ikke stille noget op overfor nogen, der var negativt indstillet overfor hende. Det tog til i en sådan grad, efter at den mandlige kollega havde forladt apoteket for at blive apoteker, at hun valgte at ’krybe i musehullet’ og skifte job. Men hun måtte lige holde ud, til det kunne passe ind i børnenes liv og skolegang.

Det gjorde det så i 1956, da Elisabeth var færdig som discipel, Helen blev student og de begge skulle flytte hjemmefra for at læse i København. Samtidig havde jeg fået realeksamen og skulle i gymnasiet, og det kunne jo være hvor som helst – og det blev så Slagelse Gymnasium.

Ruds Vedby

I den første tid i det nye hus skete noget meget væsentligt for mor - Helen skulle giftes. Hun havde opgivet sit studie til kemiingeniør, og været på ferieophold i Oslo og fundet sammen med Sigurd. Stor afskedsmiddag på Esplanaden i København for den nærmeste familie og derfra afrejse – Helen og mor - med båden til Oslo. Der boede Helen så de næste 25 år. Kun en måned derefter kom den næste store begivenhed - Elisabeth skulle også giftes, med sin barndomsven Bjørn Verstege. Nu var pigerne for alvor flyttet hjemmefra og mor havde kun mig tilbage derhjemme i det lille hus i Ruds Vedby.

Ruds Vedby Apotek var ganske lille, kun apotekeren, én farmaceut, og to-tre medhjælpere. I begyndelsen var alt godt, men så mødte hun igen jalousien, denne gang fra apotekerens kone, der syntes at apotekeren var lidt for glad for farmaceuten; helt ubegrundet - efter hvad jeg kunne opfatte. Der var også noget rod med den betaling, mor skulle have for ekstra vagter. Dem ville apotekeren ikke slippe; vist nok fordi mor også havde haft en del sygefravær. Hun havde i perioder meget store smerter, indtil hun fik bortopereret en galdesten, med form og størrelse som en stor rafleterning. Det var en slem tid for mor med smerter, men også for en enlig søn, kan jeg huske.

Efter tre år flyttede mor så teltpælene igen og drog til Præstø. Der var kun lige det lille problem, at jeg manglede tre måneder på Slagelse gymnasium, før jeg blev student. Men igen trådte familien til. Moster Inge tilbød, at jeg kunne bo hos dem i Skelskør den tid, og gøre gymnasiet færdigt derfra. På den måde fik mor en løsning på tingene, og hun kunne tage til Præstø og igen starte en ny tilværelse, nu helt uden hjemmeboende børn.

Præstø

I Præstø lejede mor igen et lille hus med have, hvor hun trivedes godt og havde gode naboer.

Samme år kom den næste store familiebegivenhed – hun skulle være mormor for første gang. Marianne blev født den 14. maj 1959. Til mors store glæde blev barnedåben holdt i Præstø. Mor fik i alt otte børnebørn, men hun opnåede kun at se de fem af dem, og det er nok kun Marianne, der kan huske noget som helst om sin mormor. Som man kan tænke sig, var det meget stort for mor, at hun fik børnebørn.

Nu hvor mor var alene i dagligdagen, og vi børn efterhånden havde meget fokus på vores egne små familier, begyndte hun at rejse noget mere. Hun havde allerede, da vi var børn taget os med på sommerferier hvert år. Parolen lød at vi skulle se Danmark før det store udland, så vi var på cykelture rundt i landet, hvor vi boede på vandrehjem og et enkelt år på camping.

Men det holdt ikke, det med at se Danmark først, for omkring 1950 var vi to gange i Norge for at besøge vore venner der. Den største rejse, mor tog os med på, var kun for os ’tre små’. Det år Helen blev student og jeg fik realeksamen, havde de svenske jernbaner 100-års jubilæum. Man kunne for 100 SKR købe et kuponhæfte, så man i 100 dage kunne rejse rundt i hele Sverige. Det benyttede vi til en rundtur helt op i det nordligste Sverige med et smut ind i Norge til Narvik. En meget flot tur.

Men nu hun var alene uden hjemmeboende børn skulle mor se nye steder og træffe nye mennesker. Så hun var hvert år på charterrejser; hendes foretrukne rejsemål var Italien. Hendes sidste rejse gik til Mallorca sammen med Lene og mig i 1967. Vi havde en rigtig fin uge sammen.

Præstø apotek var stedet mor havde foretrukket, fordi der var en kvindelig apoteker. Nu var hun fri for problemer med jalousi – troede hun. Men apotekeren havde en veninde, der havde anlæg for jalousi, så nu kørte det igen, og efter tre år skiftede hun til Tårbæk Apotek. Hun boede først på Peder Bangsvej, men der var for langt til Tårbæk. Så fik hun en midlertidig lejlighed i en villa i Hellerup, før hun endelig vendte tilbage til Lyngby og fik en lejlighed på Skjoldagervej.

Lyngby

Denne gang var apotekeren en af de gamle studiekammerater fra højskolen. Han og konen tog sig rigtig godt af mor og hun havde en god tid der, indtil hun blev syg.

Jeg husker ikke længere hvornår det gik op for os, at mor var uhelbredeligt syg. Hun blev i foråret 1968 indlagt på et sygehus i Lyngby med lungehindebetændelse. Det var alt vi kunne få at vide, når vi besøgte sygehuset. Men kort før hun døde, hvor alle kunne se, at det var helt galt, fik vi endelig at vide, at hun havde lungekræft.

Mor havde imidlertid længe vidst, hvor det bar hen. Allerede i april 1966 skrev hun et digt, der står som hendes sidste.

Digtet ”Det er senere end du tror” er blevet til i Sorø ved bredden af hendes barndoms sø:

Det er senere end du tror!

Det er senere end du tror

En stemme har kaldt

Fra det store, det store,

det evige alt.

Det er senere end du tror

Dine dage er talt

Solen der synker,

fortæller dig alt.

Ungdommens dage

manddommens år

alderdoms timer,

der kommer og går.

Du sidder ved barndommens

Blinkende sø

Bølgerne skvulper,

du ved du skal dø.

Evige bølger,

Evige jord,

Husk det er senere

end du tror.

Nu var ringen sluttet: Mor døde i Lyngby 12. juni 1968, 64 år efter hendes fødsel på Lyngby Landboskole 15. juni 1904.

Poul-Michael la Cour

Holbæk, sept. 2022