”Johan Peter Kruse af Oldenborgsk slægt. Han var først adjudant ved artillerikorpset. 14/8 1730 blev han fyrværker ved Københavns Tøjhus, og 5/7 1737 blev han stykjunker, og erholdt i 1740 rejsetilladelse til Oldenburg.

31/12 1742 blev han udnævnt til "løjtnant over Garnisonen udi Skanserne, samt over alt det unge mandkøn på de til landet Færø liggende øer".

I foråret 1743 afsejlede han derfor til Færøerne, men sin hustru måtte han lade blive tilbage, da hun var frugtsommelig.

Løjtnant Kruse døde efter mindre end et års virksomhed på Færøerne, men var allerede i den tid blevet meget populær. Han skildres nemlig som en varmtfølende mand med en retskaffen og djærv karakter. Navnlig optrådte han som en varm talsmand for den Færøske befolkning, overfor de daværende verdslige embedsmænd, hvis had og bitre fjendskab, han derved pådrog sig.

3 sep. 1742 strandede den hollandske ostindiefarer "Westerbech" under forbjerget Beinesvøre på Suderø. Med denne ankom en mand ved navn Joost eller Joseph Gervording von der Schildt, der hidtil havde været soldat i det hollandske ostindiske selskabs tjeneste. Under sit ophold i Thorshavn blev han forlovet med landfoged Jørgen Fr. Hammerschaimbs datter Mariane. For at skaffe svigersønnen en passende stilling fik den altformående landfoged ham ansat som kirurg efter bartskær Hans Matras.

I foråret 1743 blev løjtnant Kruse syg og sendte da bud efter Gervording. Denne foreskrev kommandanten en flaske medicin. Men næppe havde patienten taget en skefuld før han råbte: "Mælk, mælk! Jeg er forgivet.!". Husholdersken løb da i byen efter mælk, men da hun kom hjem, var det allerede for sent; Kommandanten lå i de sidste krampetrækninger.

Således fortælles der. Rygtet om den afholdte kommandants død vakte sorg på øerne. Man antog som givet, at Gervording havde været embedsmændenes redskab, til at få ham ryddet af vejen. Hvorvidt traditionen har ret i, at Johan Kruse døde om foråret, er tvivlsomt. Det skete vistnok om efteråret, men i hvert fald inden 25/11 1743.

Otte dage efter kommandantens død kom Fru Kruse til Thorshavn. Da skibet ankrede op i Nolsøfjorden, kom skansejagten og lodsbåden derud. Fru Kruse søgte forgæves efter sin mand, og hun fik da den triste efterretning, at han var død. Alle kappedes om at vise hende deltagelse, hvilket formentlig var grunden til, at hun ikke rejste tilbage, men blev boende i Thorshavn til sin død 12/4 1801. Hendes navn anføres ikke i kirkebogen. Hun var født 1712.

Endnu en sorg måtte Fru Kruse opleve på Færøerne. Nogle år efter sin ankomst mistede hun sin 6-årige søn ved et slagtilfælde, som han fik af skræk over at en tjenestepige, der med hovedet indsvøbt i et sort slør havde skjult sig bag en dør under legen, styrtede frem med et brøl. Det omtalte skæbnesvangre slør fik Fru Kruse efter sigende med sig i graven, da hun døde henved 90 år gammel.”

”Født i Delmenhorst 1728.

Landkadet 24/1 1729 - erholdt i 1737 rejsetilladelse til Oldenburg - stykjunker 27/5 1741 - sergent i artilleriet 7/6 1747 - lieutenant 7/10 1750 - kaptajn i artilleriet 17/3 1751 og kommanderes andetsteds hen i vor tjeneste (?). hans plads skal holdes åben til ham - Lærer i artilleriet ved landkadetkorpset fra 13/6 1745 til 30/6 64 - Kompagnichef 15/11 1755 - Major i artilleriet 23/1 1760 - 2. Major 1764 - Oberst 21/2 1767.

Død i Rendsborg 6/11 1769, 59 år gl.”

”Adjudant ved danske artilleri - Fyrværker ved Kbh. tøjhus (ved at købe Johan Christian Bremer ud) 14/8 1730 – Stykjunker 5/7 1737 – erholdt i 1740 rejsetilladelse til Oldenburg – løjtnant over garnisonen på Færøerne 31/12 1742.

Død på Færøerne 1743 (før 25/11).”

”Søn af Kommandanten på Færøerne Johan Peter.

Født i Kbh. 11/2 1732 – Landkadet 17/6 1747.

Død 12/8 1750.”

”Adjudant i Bad Oldenburg – i engelsk-hollandsk sold i Brabrand 11/10 1701 – 10/4 1705 – Slag ved Ramelies (stormen på byen 23/6 1706 – indtagelsen af artilleriet i oktober 1706 – skudt 19/8 1709 (død 9 dage efter at han var falden).

Død: faldt i slaget ved Malplaquet 11/9 1709.

Efterlader en enke Anne Margrethe …. og 5 børn.”

"Født i Oldenburg 1743 – indsat i Fyrværkerlære i sit 12’ år – k. (konstitueret?) Fyrværker ved Kbh.s Tøjhus 6/9 1758 – v. (virkelig?) Fyrværker 26/10 s. år – Sgt. i Artillerikorpset ved dettes oprettelse 18/1 1764 – 1. Sgt. 30/5 1764 – kasseret iflg. Krigsretsdom 10/6 1772 ved Bombarder kompagniet – afsked i nåde 24/12 1772."

”Søn af Mogens til Spøttrup og 2’ hustru Helvig Krabbe.

Født 10/11 1666.

Drabant 12/5 1685 – Soldat i jyske Infanteriregiment 1687-91 – med regimentet til Ungarn i Kejserlig sold i 1691 og 92 - forsat til et Dragonregiment i kejserlig Tjeneste i Ungarn 1693-95 – Kaptajnløjtnant 19/9 1695 – Kaptajn og Kompagnichef 17/12 1695 og med regimentet til Polen i polsk sold deltog i 6 år i Krigen i Ungarn og Polen – Ritmester i det nationale rytterregiment i Norge 10/10 1699 – Major i nordenfjordske dragoner 15/3 1701 – Oberstløjtnant i Sehesteds dragonregiment 22/4 1704 - Oberst 12/4 1710 – Regimentschef 17/10 1710 – kastede sig 9/3 1916 med 300 dragoner over den tredobbelte fjendtlige styrke, blev såret, afskåret og fanget (affæren på Høland) – blev tiltalt for sin ubetænksomhed og stillet for en krigsret, der i realiteten frikendte ham, men idømte ham en bøde for mangelfuld sikring – Brigadechef 23/11 1716 - takker i februar 1717 for den modtagne medalje med hans Majestæts portræt – erholdt i juni 1717 rejsetilladelse til Kbh. for at konsultere en læge. Han er dog vist vendt tilbage til Norge for vinteren – Generalmajor 10/12 1717 – var endnu i 1718 ikke restitueret efter sine sår, men deltog i felttoget i Bohuslen

- hvid Ridder 16/4 1721 - Kommandant i Frederiksstad 29/6 1722.

Død i Frederiksstad 17 aug. 1727, begr. i Onsø Kapel.

Gift med Christiane Margrethe Krabbe (født … død 1736), datter af Ritmester Mogens Krabbe til Lindersvold og Sophie Orning.”

”Født 1666, død 1727

Udover hans biografi, der er som ovenfor, nævnes 3 børn:

• Otte Kruse, f. 1709, begr. I Onsø Kapel.
• Et barn, begr. I Onsø Kapel.
• Birgitte Charlotte til Lindersvold, f. 11 april 1711, død 7 feb. 1781.”

”Deres eneste overlevende datter blev gift med Statsminister Otto Greve Thott til Gavnø.”

"Den 18. maj 1762 kom min kone fra København til Segeberg for at tale med mig, som lå i Leetzen en mil fra Segeberg, for siden at besøge sin søster Madame Anne Dorthea Ripeln, som boede i Walsrode i stiftet Bremen, hvor hun agtede at blive så længe jeg var til felts. Men førend hun rejste fik jeg hende overtalt, at holde bryllup med mig, hvilket skete udi Segeberg den 15. juni 1762, da min kones farbror major Christian Daniel Kruse, som just lå den tid i Segeberg som chef for den 3. division artilleri, førte hende til brudeskamlen".

”Hvem er så Deres fader?”

“Det er provst Barfod i Fakse, og D. M. (Deres Majestæt) har for en tre uger siden kaldet en af hans sønner til præst i Klovborg, og det er dette, jeg på hans vegne skulle takke D. M. for.”

“Jeg ved, at Deres fader er en brav mand. Jeg har kun set ham en eneste gang, det var hos Grev Moltke på Bregentved. Han er en meget lille mand med en skrækkelig mængde sønner.”

“Ja, han er en meget lille mand, og jeg siger som D. M., at han er en brav mand; men han er tillige, som hele hans slægt, meget kongeligt sindet. Det ligger ham i blodet, og han glemmer da heller ikke, at han, der tidlig blev forældreløs, lige fra sit attende til sit treogtyvende år havde en understøttelse af den kgl. chatolkasse.” “Hvordan fik han den?”

“Hans morbror var en af de fire kadetter, som 1750 reddede D. M. farfaders liv, da v. Steuben prøvede sin nye bagladekanon.”

“Hvad hed han?”

“Magnus Johan Kruse”.

“Jeg kender noget til den historie; men kender De den nærmere og kan De fortælle mig noget om den?”

Jeg fortalte da, hvad der står i mine ’Fortællinger af fædrelandets historie’, hvor der dog er indløbet enkelte småfejl; således døde Kruse ikke ’i løbet af den første uge’, han var og blev imidlertid krøbling hele sit liv igennem og døde nogle år efter. (Af kirkebogen for Garnisons Kirke, se ovenfor, fremgår det dog, at han døde samme år). ”Han fik selv en større årpenge, der efter hans død blev delt imellem hans fem søstre; men, da min farmoder (Christiane Elisabeth Kruse) døde ung, 17/7 1777, blev hendes lod på ansøgning delt imellem hendes to børn, min faster (Else Cathrine Dorothea Barfoed), indtil hun 1792 blev gift (Priergaard), og min fader (Hans Peter Barfod), til han samme år blev kateket ved Nikolaj kirke.”

“Hvem var den Kruse en søn af?”

“Hans fader, min bedstemors fader, døde som kommandant på Færøeme, hvor han blev forgiven af hollænderne, hvis smuglerier han vilde bremse; men han var igen en søn af den oberst Ulrik Christian Kruse, som 1716 kæmpede ved Høland mod Karl XII.”

Også om U. C. Kruse og træfningen ved Høland vilde kongen vide noget nærmere, og jeg måtte fortælle ham — lidt udførligere — hvad der står i mine ’Fortællinger’. (Jeg må dog skynde mig at sige jer, at det er sikkert, at min oldefader og hans broder var sønner af U. C. Kruse, men senere undersøgelser har godtgjort mig, at de desværre kun var uægte sønner, om end godkendte af faderen, hvis navn de bar.)”

Under disse samtaler var kongen synlig bevæget, og da jeg gik, gav han mig hånden med de ord: “Gud være med Dem! Ja, vi ses nok igen.”

”Samme år (1750) var der en prøveskydning på Amager. En tysker havde opfundet en ny kanon, som skulle skyde med en ualmindelig hurtighed. Den skød også hurtig nok, men ved en uforsigtighed kom der ild i en ladning, der antændte to fade krudt, som sprang i luften med 62 bomber. ’Nu redde sig hvo som kan’, havde den fortvivlede tysker råbt, så snart han mærkede faren; og det var ikke uden føje, thi mange blev virkelig kvæstede, og Kong Frederik V selv var i fare. Han reddedes dog af fire kadetter og fik kun nogle krudtpletter i ansigtet og på hænderne. Men den ene kadet døde på stedet, og en anden krøbling sin livstid. Da faren var forbi, gik den milde konge til den ulykkelige kunstner, trøstede og opmuntrede ham og lovede endnu engang at overvære hans øvelser. Men kadetten, som blev krøbling – han hed Magnus Johan Kruse (de øvriges navne kender vi ikke) – gav han en årpenge på livstid, og hans fem søstre efter ham”.