Præcis 35 år senere fik han datteren Martha Dornonville de la Cour, min mor. Hans far J. C. la Cour var død 1898, men morfar underviste nu på Lyngby Landboskole, der i mellemtiden var udvidet med en Grundtvigsk Højskole. Så mor blev født samme sted som sin far og på samme dato, 15. juni. Begge blev tilmed døbt samme sted, i Lyngby Kirke, og på samme dato, 8. august.

Både morfar og oldefar (mors morfar) har gemt en stor del af deres breve, så det i dag er muligt at lave denne fortælling ”Fra mors første leveår – 1904”. Derved gentages historien også på dette punkt.

Brevsamlingen

Brevsamlingen fra 1904 omfatter brevvekslingen mellem mormor og hendes far, Provst Carl Frederik Vilhelm Olsen, Brændekilde, og hendes lillesøster Louise Augusta Olsen, ”Moster Visse”, der i sin mors sted deltog i husførelsen i Brændekilde præstegård ved Odense – et hverv hun på sin vis havde ’arvet’ efter sine to storesøstre, mormor og ”Moster Maler”, Christiane Amalie Nicoline Clausen, født Olsen, der begge blev gift 1901. Undertiden har morfar ’vikarieret’ i brevskrivningen med sin svigerfar og svigerinden, når mormor var for syg eller træt til brevskrivning.

Der var fast tradition i familien for ugentlige breve. Hver uge skrev mormor til oldefar og fik svar, fra den dag hun blev gift og flyttede hjemmefra. Brevene startede med en undskyldning, når brevet ikke kom til tiden. Mor fulgte senere denne tradition og skrev til sine forældre, fra hun flyttede hjemmefra under sin uddannelse til apoteksdiscipel, og det fortsatte efter hun var blevet gift og indtil morfar døde 1951. Senere brevvekslede min søster Helen med mor, da Helen blev gift og flyttede til Oslo. Mors breve til hendes forældre er gemt, men brevvekslingen mellem Helen og mor eksisterer ikke i dag.

På den tid fandtes der jo hverken mail eller SMS og telefon var ikke for alle - det var endnu nymodens og ret dyrt. Til gengæld blev brevpost bragt ud både morgen og aften og man kunne sende søndagsbrev.

Da mor blev født sendte morfar begejstret breve ud til hele familien og til alle venner og bekendte. Begejstringen var ikke alene baseret på, at mor kom til verden. Det var også udtryk for stor lettelse over, at fødslen var vel overstået, mormors helbred taget i betragtning. Endelig betød dét, at mor blev født netop på morfars fødselsdag, rigtig meget for morfar. Valdemars dag var en sand festdag resten af hans liv, og når det overhovedet var muligt, fejrede mor og morfar dagen sammen. Mor og morfar var ’åndsbeslægtede’, som han sagde.

Morfar var historiker af liv og sjæl, så han førte omhyggeligt fortegnelse over ”dem jeg skrev til, da vores lille datter var født”. De mange lykønskningsbreve, som han og mormor derefter modtog i forbindelse med fødslen og senere i forbindelse med dåben, blev registreret og arkiveret og indgår i brevsamlingen fra 1904.

Gennem brevene får man et godt indtryk af, hvem den nærmeste familie og de nære venner omfattede og et indblik i, hvad der rørte sig af stort og småt det år.

Brevsamlingen omfatter ingen breve fra oldemor, mors farmor, af den enkle grund, at hun stadig havde sin bolig på Landboskolen, så hun dagligt kunne se sin søn, svigerdatter og børnebørn. Og der er naturligvis heller ingen breve fra mors mormor og mors farfar, der begge var døde adskillige år tidligere. Det opvejes til gengæld af det væld af breve til og fra oldefar, Provst Olsen.

Første halvår 1904

De ugentlige breve beskæftigede sig naturligt med dagligdagens små og store begivenheder. Et væsentligt tema i denne periode var mormors graviditet og hendes helbred. Hvad mormor fejlede meldes der ikke noget om, det har naturligvis været bekendt for brevskriverne. Men det fremgår i et af brevene, at mormor havde aborteret året før.

Det er overraskende når man ser på tidslinjen: Mormor og morfar blev gift 5. september 1901, og deres ældste barn, Vagn, blev født 16. september 1902. Der har ikke været lang tid til et mislykket svangerskab i løbet af 1903, når mor blev født 15. juni 1904, selv om mor, som det fremgår, blev født lidt for tidligt. Men i et af de senere breve står, at hun havde været sengeliggende, så hun ikke kunne komme til oldefars fødselsdag 1/7 året før, så det passer med at aborteringen kan være sket på det tidspunkt.

I årets første breve takkes for en hyggelig jul i Brændekilde og en lykkelig begivenhed i Århus fylder meget: Moster Maler føder 8. januar sit andet barn Louise, mors kusine, opkaldt efter sin moster.

Morfar sender også en tak til oldefar for sin første jul i Brændekilde. Heri omtaler han et foredrag, han holdt for første gang på Sølvgades kaserne for 100 menige, 20-30 underofficerer og et par officerer. Emnet var Thomas Edison. Få dage senere holder han foredrag for soldaterne på artillerikasernen. I et senere brev omtaler han foredrag på kasernen i Helsingør. Morfar beskæftigede sig netop de år med militærhistorie, og få år senere, 1909, udgav han mindeskriftet ”Stormen på København 10-11 februar 1659” i anledning af 250-årsdagen.

I samme brev omtaler morfar et foredrag, der blev holdt på højskolen i Lyngby. Det var cand.mag. Erling Rørdam (Biskop Rørdams søn) det talte om hekseprocessen i Europa: ”Jeg fik dér at vide, hvad jeg på ingen måde havde tænkt mig, at der i de to århundreder fra 1500 til 1700 her i Europa skal være blevet brændt mellem 9 og 10 millioner mennesker i hekseprocesser; flere folk end der i samme tidsrum omkom i samtlige krige. Det var for øvrigt pinligt, at høre om alle de grusomheder, der blev ’heksene’ til del; jeg havde aldrig drømt om, at det havde været så galt.”

I et brev til moster Visse 8/2 skriver mormor bl.a.: ”Nu skal det vel altså til at gå løs med krig; der tales her meget om, at vi også skal mobilisere flåden og artilleriet. Gud give dog, det må være uden grund.” Der kan være tale om den russisk-japanske krig 1904-05. Netop den 8/2 var der et slag ved Port Arthur. En dansk mobilisering af den grund synes ikke oplagt. Det virker som en ren beredskabssag, og mormor fik da også ret i sine forhåbninger. Ellers drejer brevet sig mest om formaninger til lillesøsteren om præstegårdens drift.

Oldefar var i det hele taget en travl mand, kan man se af brevene. Han havde to prædikener hver søndag, i Brændekilde og Bellinge, dertil bryllupper og begravelser, konfirmandundervisning og opgaverne som sjælesørger. Der var ofte møder og besøg relateret til Provsteembedet. Han havde en stor omgangskreds, der omfattede kollegaer i provstiet og mange venner i Odense og omegn. Han havde ofte ærinder i Odense, men det var forholdsvis nemt at komme dertil, idet der kun var 1-2 km spadseretur til stationen i Holmstrup og derfra kun et stop til Odense.

Oldefar var jo også ’chef’ for den lille stab i præstegården i Brændekilde. Her havde han god hjælp af Moster Visse. Han omtaler i løbet af januar, at de har fået en ny pige i huset, en frk. Petersen som får pæn omtale. (Så tænker jeg jo på, at der 40-50 år senere var en frk. Petersen som husbestyrerinde hos morfar i Villereden i Sorø, da han var blevet enkemand. Jeg har ikke fundet bekræftelse på, om der skulle være tale om den samme person.)

Oldefar stoppede formelt provsteembedet i Odense Herred ultimo 1903, men fortsatte endnu to år som sognepræst i Brændekilde og havde i 1904 stadig opgaver med afvikling af provstegerningen. Derefter flyttede han ’hjem’ til Frederiksberg og boede på Smallegade indtil sin død i 1910.

Morbror Vagn

Mors storebror Vagn var ca. 1½ år gammel og meget livlig og krævende. Morbror Vagn var fast tema i alle breve det år. Mormor blev ofte kørt træt, så hun ikke kunne skrive de ugentlige breve. 31/1 skriver hun: ”Kylle (Vagn) er nu helt færdig med sin hoste og var i går en lang køretur for første gang; det er morsomt at se, hvorledes han gerne vil gøre sig forståelig, men skindet kan ikke få det sagt, derimod forbavser han mig hver dag ved hvad han forstår, når jeg taler til ham. Han er gruelig sød, men kan også være urimelig trættende, så jeg er tit mør, når vi når hans sengetid.”

Graviditeten

26/2 omtaler mormor for første gang sin graviditet i sit brev til oldefar: ”Og så vil jeg da inden jeg slutter fortælle dig, hvad du måske ikke bliver forbavset over, da du aldrig før er blevet det, at vi stærkt håber på en lille søster til sommer. Gud give, at det nu må gå godt denne gang; jeg har det for det meste rigtig godt og er så adstadig og forsigtig, som jeg synes jeg kan være; svigermoder mener, jeg ikke må røre mig til det mindste, knap nok gå eller sidde, men det kan jeg ikke tro er nødvendigt eller heldigt; det er ikke altid så let at bo sammen med folk, der er i den grad forsigtige og ængstelige; for resten vil jeg i morgen se at komme ned til Dr. Brodersen eller Fru Bundgård og tale med dem om, hvorledes jeg skal forholde mig; når man føler sig rask og har hus og børn er det næsten umuligt, at forholde sig helt passiv, men er det nødvendigt, må jeg jo gøre det, men det kan jeg som sagt ikke tro.”

Oldefar svarer: ”Hvad du skriver om dine forhåbninger har glædet mig, men just ikke forbavset mig. For resten forstår jeg ikke din ytring, at ’sligt ikke har forbavset mig hidtil’. Nej, med et giftermål plejer den begivenhed jo sædvanlig at følge; det modsatte ville snarere have forundret mig. For du mener da vel ikke, at jeg ikke tager del deri? Dette ville i sandhed være forunderligt. Jo, jeg tager så megen del i slige begivenheder, og når de nærmer sig, går jeg altid i spænding. Gud være nu med dig, og gøre alt godt, det er min bøn for dig. Naturligvis bør du som alle mødre i den situation være forsigtig og undgå stærke bevægelser i alle henseender; men for resten er der næppe tvivl om, at fx moderate spadsereture er meget gavnlige. For resten må du jo selv have erfaring.”

I et brev til oldefar 9/3 slår morfar to nye temaer an, som giver en del stof til de følgende breve. Dels mulighederne for besøg i Brændekilde i påsken og dels mormors og morfars planer om, at bygge eget hus ved Landboskolen i Lyngby.

Mormor rådfører sig med Dr. Brodersen om en mulig tur til Brændekilde i påsken. Lægen erklærede, at der efter hans mening ikke var noget at risikere ved at tage til Fyn. Så de beslutter at tage derover, ”såfremt vejret ikke skulle blive over al beskrivelse”, og selvom turen er anstrengende for en gravid og det derfor ”må foregå på 2. klasse, der jo er ret dyrt”. Muligheden for at mormor kunne blive søsyg på Storebælt har også bekymret familien. Men de kommer afsted.

Det fremgår, at både mormor og moster Visse er bange for, at moster Visse ikke har styr på hvordan indkvarteringen af de mange gæster i påsken skal klares. Så et brev fra mormor til moster Visse er fyldt med råd og planlægning ned i små detaljer. Det er da også et større rykind, da moster Maler med hele familien Clausen fra Århus også kommer hele påsken. I den forbindelse skal der holdes barnedåb for kusine Louise.

Nyt hus

De har et første møde med arkitekten lige efter påsken og der dukker mange problemer op, især med adgangsforhold til stedet, som måtte ske via nabogrunden, fabrikken i Brede.  Adgangsforholdene blev løst ved velvillig imødekommenhed fra fabrikkens bestyrelse. Der var licitation med 6 indbudte håndværkere medio maj, men laveste pris lød på 8616 kr. og det fandt morfar var alt for højt for familiens økonomi. Forhandling med lavestbydende indebar nogle indskrænkninger i byggeriet, men prisen kom kun ned på 7800 kr. som morfar stadig fandt for højt. Når der også skulle indlægges vand og kloak og indrettes have og når kursen på kreditforeningslånet var 93½ ville den årlige husleje blive mindst 500 kr. og det kunne der ikke blive tale om. Byggeriet kom derfor ikke i gang inden 1/6, som det ellers var planen. (Til sammenligning af prisniveauet kan tjene, at de samme måned havde besøg af Agnes Nørregaard, mormors kusine, der netop havde afsluttet lærerindeeksamen og fået ansættelse på Sorø pigeskole til en årlig løn på 800 kr. Hun skulle bo hos en bekendt og betale 450 kr. årligt for kost og logi.)

En uge ind i juni går arbejdet dog i gang, efter mange forhandlinger frem og tilbage. Resultatet var blevet at huset skulle bygges efter de originale mål og tegninger. Den samlede udgift løb så op i 10.000 kr. men oldemor gik ind med et lån på en del af beløbet til lav rente, så den årlige udgift derved blev holdt nede. Allerede 17/6 er de i gang med at støbe grunden og 24/6 er de begyndt at mure.

Medio juli holdes stort rejsegilde, hvor alle højskolens beboere var inviteret til punch og kager. Morfar skriver: ”Først synger vi den sang Jørgen (hans broder) har skrevet, og derefter er det min agt, at sige et par ord, som jeg ender med at bede moder, Marie og den yngste af højskoleeleverne om at mure grundstenen ned. Bag grundstenen, som er en stor, utilhugget granitsten, som vi har fundet på grunden og som vi sætter ned ved siden af indgangsdøren, lægger jeg et dokument, der melder om bygningens opførelse og nogle gode ønsker for os, der skal leve i den. Derefter synger vi morfaders (Frederik Barfod) sang fra grundstensnedlæggelsen her på Landboskolen.”

4/6 skriver mormor: ”Her står alt ved det gamle, og lad mig sige det med det samme, du skal ikke daglig gå og vente bud. Før efter den 15de venter jeg det i det mindste ikke, og før har jeg heller ikke bestilt sygeplejerske. Men så vil jeg unægtelig også gerne have det overstået snarest, for denne sidste tid er nok lidt drøj, skønt mit almenbefindende nærmest er bedre end tidligere.”

15. juni 1904

Sent om aftenen skriver morfar: ”Kære svigerfader! Inden du modtager disse linjer, ved du allerede pr. telegraf, at Gud af sin vidunderlige nåde, skænkede Marie og mig en dejlig stor pige (8 pund) på min fødselsdag, altså i aften kl. 10.

Fødslen gik, må man sige, meget let; ikke mere end en time (og jeg tror knebent det) var Marie syg, så det var med alt besvær, fru Bundgaard nåede herop, inden begivenheden var overstået. Så har du det fjerde barnebarn kære svigerfader, og vi har en lille datter. Åh, hvor Gud er god imod os; blot vi kunne takke ham på rette måde.

Vi har i aften været til the hos moder og meningen var, at der så skulle spises dessert inde hos os, men inden vi nåede så vidt kl. 9, meldte Marie, at hun måtte trække sig tilbage, og efter en times forløb havde vi den lille skat. Jeg fik naturligvis hurtigst muligt en afsted på cykel efter Fru Bundgaard, og til alt held var hun hjemme, så hun nåede betids herop, ganske vist ikke mere end 20 minutter før den lille pige ved et kraftigt skrig gav til kende, at hun var trådt ind i verden.

Hvad hendes udseende angår, længes I vel nok lidt efter at høre, hvorledes det er; jeg skal da meddele, at hun er kønnere end Vagn var, da han blev født, men noget uheldigere måtte man jo også efter Maries og min mening lede længe efter. Hun har mørkt hår og vistnok blå øjne, men foreløbig har hun mest holdt dem lukkede, så det er ikke nemt, at få dannet sig et begreb herom. Hun har en meget bestemt mund og er tilsyneladende stærkt tilpas, når der bliver hældt sukkervand i den.

Hvor er det morsomt, at den lille datter og jeg, med Guds hjælp mange gange skal holde årsdag sammen.”

”Kære Marie, jeg kan ikke sige dig, hvor glad jeg blev, da jeg på vej til Odense fik en afskrift af ’Feffers’ telefonbud. Jeg længtes undervejs efter, at kunne fortælle begivenheden til en eller anden, men måtte lade mig nøje med Fru Hansen på stationen (Der er tale om Holmstrup station, der ligger ca. 1 km fra Brændekilde og var første stop på linjen fra Odense til Middelfart). Men endelig traf jeg i Odense sympatiske sjæle, idet jeg løb på Fru Heise, Augusta og Alex (se nedenfor). Mange hilsner fra dem. Ved hjemkomsten (til Brændekilde) var de andre i huset, og nu kunne vi rigtig glæde os sammen, og drikke lille pigens skål. I dag voksede glæden ved ’Feffers’ brev, som var meget fornøjeligt. Tak ham derfor. Du er sandelig en flink kone, der kan ekspedere dig hurtigt. Jeg tænker, at denne dessert har smagt eder bedre, end hvad der var tillavet. Måtte nu alt fremover gå godt - men ’han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter’. Gid den lille pige nu må blive en solstråle i jeres hjem.”

Moster Visse derimod skriver straks fra Brændekilde: ”Nej, hvor er jeg glad ved det telefonbud, vi fik i dag, og at det så blev en datter! Ja, det er alt sammen så herligt, som det kan være, og jeg ønsker eder tusinde gange til lykke med den lille pige. Og hvor er det morsomt, at hun kom på fødselsdagen. Du har vist aldrig haft en så glædelig og betydningsfuld fødselsdag, hvad ’Feffer’.”  (’Feffer’ var morfars kaldenavn i den nære familie; måske et barns forvanskning af ’professor’. Vi børn kaldte ham morfar, men vidste udmærket hvem ’Feffer’ var.)

Telegrammet til moster Maler er adresseret til hendes mand: Kandidat Clausen, Poulsgade 30, Århus. Morfar skriver (kladden er bevaret): ”Fra kl. 10 i går aftes har vi også en datter. Alt vel, Gud være lovet. Feffer”.

’Moster Maler’ skriver i sin lykønskning: ”Gud ske lov det er overstået, og forhåbentlig betyder ’alt vel’, at både du, Marie, og eders lille pige har det godt begge to.  – Det er dog forfærdeligt morsomt at alle fremtidige 15de juni bliver en dobbelt festdag. Jeg er spændt på om du, Marie, denne gang selv har mælk til den lille dame, hvor ville jeg dog ønske det både for din egen og hendes skyld.”

Mormor skriver 20/6 sit første brev efter fødslen, at hun har det godt, langt bedre end efter sidste fødsel. Også lillesøster trives, ”hun er en kernepige, så rund og buttet, at det er en lyst. Og jeg synes hun er rigtig pæn, af et nyfødt barn at være; den eneste jeg, jeg kan se hun ligner, er faster Ulla – det er på hagen, og de tykke kinder. Feffer er så henrykt, som jeg sjældent har set ham.”

Oldefar mener at ”det næppe er rimeligt, at hun ligner faster Ulla, skønt denne rigtignok nærmest har de Nørregaardske træk; men meget ville jeg ønske, at hun må få faster Ullas hjertelag, for så bliver hun til velsignelse.”

Morfar gik straks i gang med at informere slægt og venner. Han rådførte sig også med oldefar for at sikre, at han ikke glemte nogen fra hans gren af familien. Den lange liste af breve vidner om den store betydning begivenheden havde for mormor og morfar.

Fortegnelsen over ”dem jeg skrev til, da vores lille datter var født” omfatter ikke mindre end 37 breve, hvoraf de fleste svarbreve er bevaret. Brevene behandles som tillæg sidst i denne historie.

Dåben

Så gik morfar i gang med planlægning af barnedåben.

I sit svar 4/7 skriver oldefar: ”Hvad dåben og dåbsdagen angår, så skal I jo have megen tak for, at I vil have mig derover. Jeg skal også komme. For Louise tør jeg også indestå. Johannes (mormors storebror) takker, men vil helst komme en anden gang. Rigtignok er der vanskeligheder for mig at overvinde, som jeg håber at få bugt med. Jeg kan nemlig ikke prædike den 7de august i Bellinge - som jeg skal (om eftermiddagen efter gudstjenesten Brændekilde) – og så nå et af de første eftermiddagstog; det måtte blive med det sidste tog, hvormed ville følge en meget sen ankomst til Kbh. Jeg må derfor hellere se, at få en anden præst til at overtage i det mindste den ene kirke, og muligvis, skønt ugerne, have messefald i den anden kirke. Jeg kunne da rejse herfra midt i ugen før den 7de og være hjemme igen til den følgende søndag. Herved vandtes noget længere tid til at besøge eder, samt venner i Kbh. og formodentlig også vennerne i Ramløse, hvilke sidste vistnok trænge til et besøg.” (Se i tillægget om Provst Hansen, Ramløse).

Oldefar fik sin plan op at stå. Han fik Pastor Tuxen til at prædike i Bellinge og Pastor Schmidt-Phiseldeck fra Blommenslyst til at forrette gudstjenesten i Brændekilde. Og han kunne derved klare barnedåben og de planlagte besøg i København og Ramløse plus yderligere et besøg hos familien Nørregaard i Helsingør. Det blev oldefars længstvarende rejse i mange år. Moster Visse var med i København, men blev derefter resten af tiden i Lyngby.

I kirkebogen for Lyngby Kirke står opført:

Morfars søskende Ellen og Jørgen tager med glæde og tak imod det ærefulde hverv som fadder, men vejen er for lang til, som de hver for sig skriver, at de kan se en mulighed for at deltage i kirken. Derimod var både Moster Visse og Onkel Claus til stede.

Faster Ellen er med datidens udtryksmåde meget floromvunden i sit lykønskningsbrev af 6/8:

”Kære Marie og Feffer! Så i dag skal I bære jeres lille pige hen til den hellige dåb, og Marie, din egen fader er den, som i Vor Herres Jesu Christi Navn indlemmer jeres kære skat i den kristne kirke. Ja, hvor er det dog en forunderlig magt Jesus har efterladt her på jorden, at hver eneste lille barnesjæl, der fødes i synd, dog ved hans nåde har lov til at blive arving til det evige liv.”

Farbror Jørgen skriver 7/8 i samme stil: ”Kære Lars Frederik og Marie. Så er det altså i morgen, at min lille guddatter skal kristnes. Må Vor Herre give jer alle en lys og god fest og hende gennem den, indgangen til et langt og lykkeligt liv. Helst var jeg naturligvis kommen selv, at stå hos i dåbens stund. Men sådan er nu en gang min skæbne bleven, at hver gang I skal have dåbsfest i jeres hjem, er jeg bunden her til huse. Tro dog ikke derfor, at jeg ikke med mine varmeste og bedste ønsker er med ved jer fest og beder for den lille piges liv og fremtid med jer”.

Fra dåbsdagen er der også bevaret breve fra fastrene Ulrikke og Anna Nørregaard og mormors veninde Louise Hey samt et telegram med ”Hjertelige hilsener og lykønskninger fra Thora Schroll og de resterende Brændekilder”.

Andet halvår 1904

Mor trives ikke helt tilfredsstillende de første måneder og mormor er meget bekymret over, at hun ikke tager på i vægt. Lægen beroliger dem og anbefaler lidt mere kost og langsomt går det bedre. 16/8 skriver mormor: ”Gudskelov, jeg synes ikke man kan sige andet, end at hun er bedre, selvom det går og vist vedblivende vil gå langsomt. Dr. Holm var her igen i søndags, og da han vejede hende, var hun taget lidt til.”

Oldefar skriver: ”Tak for dit sidste brev, og ikke mindst tak for de gode efterretninger om lille Martha. Enhver fremgang med hende vil glæde mig meget; skønt hun var så lille og uudviklet, da jeg så hende, kom hun dog til at stå mit hjerte nær. Gud bevare hende.”

4/9 skriver mormor: ”Om lille Martha er der intet særligt at melde, hendes mave er nu særdeles pæn og normal, men hun får også kun mælk hver anden gang og børnemel hver anden. Nu vil det jo vise sig, om hun kan tåle mere mælk, hvilket jeg skal til at prøve. Hun er så sød og smilende og eksemplarisk rolig, og tilbringer hele dagen ude i dette henrivende vejr. I mandags havde hun taget 10-15 kvint til.

I disse dage bliver der lagt kloak i og omkring huset, jeg tror det bliver aldeles udmærket. Der er stærk tale om, at Landboskolen skal have rigtig gas herop fra Lyngby, og i så fald får vi det vist også. Det vil blive en stor behagelighed og alle mennesker siger også, at det er billigere end brændsel.”

7/9 skriver hun: ”Rigtig kærlig tak fra os begge for dit rare brev i mandags; jeg ville nødig vor bryllupsdag skulle gå hen, uden at vi hørte fra dig, thi for os er det gud ske lov en af de største festdage året bringer; vi lever så næsten time for time dagen om igen i tankerne. Ja, hvor var det dog en dejlig dag, og dejlige dage den har ført efter sig; jeg tror ikke mange mennesker er så lykkelige som vi.

Med huset synes vi det går grumme langsomt; jeg kan slet ikke forstille mig, det kan blive færdigt til oktober, det gør det såmænd heller ikke. Nu er det vedtaget, at vi skal have gas; det glæder jeg mig meget til.”

Alligevel skriver morfar 23/9: ”Med huset går det fremad, og det lader til, at vi kan nå at blive færdige til den 1ste oktober, men vi kommer da ikke til at flytte indfør en uges tid ind i måneden.”

Af mormors breve fremgår også at morfar havde en meget travl september. Bl.a. var han i en uges tid dagligt til foredrag i København, han deltog senere i et højskolearrangement på Frederiksborg Højskole sammen med oldemor og endelig havde han fået understøttelse til et universitetskursus, der indebar en rejse til Sønderjylland. Rejsen gik over Fåborg til Flensborg, Slesvig, Dannevirke, Isted m.m. Rejsen sluttede han af med et besøg i Brændekilde en dags tid på hjemvejen.

12. oktober er der indflytning på Elmebakken, efter at der dagene forud er flyttet lidt småting over. 30/10 var der afleveringsforretning med arkitekt og entreprenør, og der var stor enighed og tilfredshed hos alle parter, kun nogle enkelte småting skulle laves om.

Mormor er meget tilfreds med huset og finder det meget hyggeligere end deres bolig på Landboskolen. Dog skriver hun, at de har problemer med at få plads til alle morfars bøger idet nye hus. Han kan langt fra få plads til dem i sin stue, der er fyldt fra gulv til loft, så der må også anbringes en reol i både garderoben og i gæstekammeret. – Det kan jeg godt sætte mig ind i, for da jeg besøgte morfar i Villereden i Sorø omkring 1950 var hans studereværelse også fyldt med bøger fra gulv til loft. Som jeg husker det var der ca. syv reoler, 80 cm brede og vel 2 m høje, helt fyldt med bøger. Han havde overvejende historiske og biografiske værker - ikke meget skønlitteratur. Man færdedes som barn sjældent og kun med stor andagt i hans studerekammer.

Da morfar døde 1951 arvede mor en af hans reoler og trappestigen, som senere gik i arv til os i Haslev sammen med en lille del af morfars mange bøger. Trappestigen og bøgerne har vi endnu i Holbæk 120 år efter forlovelsen, men reolen gik til for en del år siden. (Selv har jeg altid haft interesse for bøger, og jeg kan kun se, at det kan stamme fra morfar.)

9/11 skriver morfar til moster Visse: ”Jeg har lyst til at udbrede mig over Vagns og Marthas fortræffeligheder. (Hun hedder for resten i daglig tale her på stedet: SøsterMarthavenindepige). - For øjeblikket ligger vi i et forfærdeligt roderi; gasfolkene har travlt med (eller rettere sagt: Tager det med ro med) at forsyne os med gasrør; i dag har jeg været i Byen for at købe gasarme og forhåbentlig i morgen aften vil huset stråle i gasbelysning. Vi glæder os til at kunne begynde at bruge gas til madlavning, men inden da må Marie til byen og gøre indkøb af gasapparat”.

Jul

Sidste del af året var præget af forberedelserne til julen. Det var helt oplagt, at alle efter traditionen skulle samles i Brændekilde. Mormor rådførte sig igen med lægen, der ikke så nogen grund til at opgive rejsen for mors helbreds skyld. Men han instruerede om, at hendes mælk skulle komme fra sunde køer, i hvert fald ikke fra en enkelt ko. Mormor overvejer derfor at få mælk fra mejeriet, eller om oldefar mener ”det er ordentlige køer forpagteren har”. Det bekræfter oldefar: ”Forpagterens køer er, efter alt hvad man ved, sunde. Mælken vil ikke komme fra én ko, vi får den jo blandet. - Jeg glemmer den store begivenhed, at vi i går fik slagtet en gris. De er billige i år, 26 øre pr. pund levende vægt. Så nu er der da slagtemad til julen.”

21/12 skriver morfar endelig bekræftelse på, at de kommer til Brændekilde ’i overmorgen’. Der var ellers til det sidste tvivl om mors forkølelse og hoste gjorde, at de måtte blive hjemme.

Det er i øvrigt påfaldende så mange breve, der i årets løb omtaler forkølelse, hoste, influenza, maveonde, m.v. blandt store og små.

Person-galleriet

Lykønskningsbreve ved fødslen.

Gennemgangen af brevene på morfars liste har det primære formål at identificere brevskriverne, for at give et indblik i, hvem den nærmeste familie og vennerne omfattede.

Enkelte på listen kan desværre ikke med sikkerhed identificeres i dag. Brevene omtales i den rækkefølge de står på morfars liste.

Fastrene.

Fastrene var af familien Nørregaard. Det var oldefar Olsens kusiner Ulrikke (Ulla) Kirstine Nørregaard, 1837-1915, og Anna Cathrine Nørregaard, født 1840. De var søstre til nedenstående Jens og Nic. Nørregaard. (Betegnelsen ’fastre’ er derfor misvisende, men vi har andre eksempler i familien på tilsvarende misvisende betegnelser. De har jo være fastre til nogen, men ikke nødvendigvis brugeren af betegnelsen). Svarbrevet mangler, hvilket uden tvivl skyldes, at de har aflagt personlig visit for at gratulere med fødslen – fastrene boede i København. De sendte en lykønskning i anledning af dåben.

Onkel Hans

Hans Achton Krarup, 1836-1911, Professor og Rektor på Latinskolen i Vejle. Mormors morbror.

Jens Nørregaard.

Oldefar Olsens fætter. 1838-1913. Højskoleforstander. Han boede i Holte, så når brevet mangler har han nok aflagt visit for at gratulere.

Nic. Nørregaard.

Jacob Lauritz Nicolai Nørregård, 1844-1916, Sognepræst i Grenå. Oldefars fætter (morbrors søn, bror til foranstående og fastrene).

Han skriver:

”I højeste grad andægtige

Vi hørte om pigen den vægtige

Og sender, som altid samdrægtige,

Vor lykønskning til forældrene de prægtige.”

Louise Hey.

Var en af mormors barndomsvenner fra Brændekilde. Hun var på den tid bosat i Odense. Sendte også brev i anledning af barnedåben.

Augusta Heise.

Augusta var I en periode omkring 1890 plejebarn hos familien i Brændekilde præstegård, mens hendes far var alvorligt syg. Efter faderens død boede hun i Odense med sin mor, der omtales som Fru Heise, og sine søskende. I brevet omtales en Alex, der var hendes yngste søster Nicoline Alexandrine Heise.

Augustas far var Victor Heise, sognepræst i Pedersborg ved Sorø og senere i Stenløse ved Odense. Han var en af oldefars barndomsvenner og studiekammerat fra København. Endvidere var hans bror komponist og organist og musiklærer på Sorø Akademi, Peter Arnold Heise. 1859 gift med Ville Heise, født Vilhelmine Hage. Hun har givet navn til ’Villereden’; et hus hun fik af sin far i bryllupsgave. Huset blev senere købt af Sorø Akademi. Det var samme hus som morfar og mormor boede i fra en gang i 1930verne og til morfar døde i 1952. Se også historien: ’Carl Frederik Vilhelm Olsen, Oldefar og hans plejebørn’.

Thora Schroll.

Var en del af staben i Brændekilde præstegård. Intet brev, men hun var omfattet af moster Visses lykønskning. Sendte lykønskning pr telegram på dåbsdagen.

Provst Tobiesen

Leopold Ernst Ludvig Tobiesen, 1841-1929, sognepræst i Flemløse ved Assens og provst i Baag Herred. Oldefars kollega. Bror til nedenstående Bispinde Schousboe.

Bolette Tobiesen.

Bolette Elisabeth Tobiesen, 1871- 1957, sygeplejerske i Odense. Datter af foranstående.

I et brev til oldefar 9/5 1904 skriver mormor, at de havde haft besøg af Bolette Tobiesen, som havde været ovre for at passe Bispinde Schousboe (hendes faster), der havde haft lungebetændelse. Mormor forsøgte at få hende til også at komme over til mors fødsel, men uden held.

Pastor Elmquist

Alfred Elmquist. Sognepræst i Sanderum ved Odense. Oldefars kollega. Gift med Laura. (Gad vide om det er derfra mors kaldenavn ’Laura’ stammer. Jeg har altid haft den opfattelse, at det var noget en af hendes studiekammerater fandt på 25 år senere.)

Pastor Elmquist skriver: ”Og gid De, kære mutter Marie, må komme rigtig godt til kræfter! Jeg ved jo, at De plejer ved sådanne lejligheder at konsumere nogle gode bøffer, og jeg håber at se Dem sund og blomstrende i Brændekilde til sommer; gid vi da også måtte kunne se både le, la og les Cours i Sanderum.

Jeg hører, at De har måttet holde lille Vagn tøjret, men jeg vil anbefale Dem, som en mere human foranstaltning, at lade snedkeren lave et godt rummeligt kyllingebur til ham, som så kan anbringes på græsplænen om dagen. Lad os passe på, at den opvoksende slægt ikke skal få et indtryk af at være mishandlet og underkuet!

Barnebryst

Er skabt til lyst

Som barnebag

Er skabt til slag!

Er det ikke således Øhlenschlæger synger så skønt som sandt?

Ja, opdragelse er sandelig en kunst – derimod har jeg ikke så meget tilovers for den, når den vil optræde som videnskab under navnet pædagogik. Gud give dem begge lykke til, at være gode udøvere af denne kunst.

Jeg har tænkt på at forære Vagn og søsteren en hundehvalp hver; vi fik for nogen tid siden 11 på én dag; det er ellers dårlige tider for hundehvalpe, såvel som for polyteknikere og teologer: Man har svært ved at få dem anbragt i en god plads.”

Mormor skriver senere i et brev til oldefar og beder ham om at takke for brevet, men sige at de gerne vil fritages for hvalpene.

Pastor Christensen

Christen Theodor Christensen. Sognepræst i Stenløse ved Odense. Oldefars kollega. Han skriver: ”Vel er det ikke et ’Søndagsbarn’ - men et ’Fødselsdagsbarn’ må vel være endnu rigere udstyret.”

Pastor Clausen.

Thorvald Clausen, Odense. Tilknytningen til familien er Ikke med sikkerhed fastslået. Brevet er stilet til ”Kære Marie”. Mormors svoger, Claus Clausen, havde en bror, Thorvald, der var født 1879 i Bellinge, tæt ved Brændekilde. Det formodes at det er ham, der er brevskriveren.

Pastor P. Krarup

Niels Peter Krarup, 1820-1909, Sognepræst i Sanderum, Odense.

Sanderum er nabosogn til Brændekilde, så han var oldefars kollega. Endvidere var han fætter til oldefars svigerfar, Niels Bygum Krarup.

Provst Hansen, Ramløse.

Laurits Christian Hansen, 1822-1907, gift med Maria Charlotte Møhl, 1831-1905.

Han var sognepræst i Ibsker på Bornholm samtidig med at oldefar var sognepræst i Bodilsker og Nexø. Senere var han sognepræst og provst i Ramløse i Nordsjælland.

Hun var kusine (mosters datter) til mormors mor, Louise Augusta Krarup.

Og så var de forældre til oldefars ældste plejebarn, kunstmaleren Carl Christian Møhl, der omtales i historien ”Carl Frederik Vilhelm Olsen, oldefar og hans plejebørn.”

Fru Clausen.

Underskriver sig Sine Clausen. Der er tale om Moster Malers svigermor. Hendes fulde navn var Hansine Cathrine Clausen, født Jørgensen. Hun var født 3 sep. 1848 i Fangel på Fyn, gift med gårdejer Niels Frederik Clausen i Bellinge. Hun blev enke 1887 og flyttede i 1893 til København og boede i 1901 og 1906 i Istedgade. Moder til ovennævnte Pastor Clausen og til Moster Malers mand, onkel Claus.

Lina Møhl (pr telefon).

Tante Lina. Lina Vilhelmina Augusta Møhl, 1876-1958, gift 1905 med Aksel Kornerup, tømmerhandler, savværksejer og direktør i Hillerød.

Mormor, tante Lina og onkel Aksel havde alle tre en bedsteforælder, der var født Møhl. De tre bedsteforældre var søskende – mormors mormor, Christiane Amalie Møhl og to af hendes brødre Vilhelm August Møhl og Carl Emil Møhl. Tante Lina var født i Bergen, hvor hendes forældre døde, da Lina var ganske ung. Hun blev så adopteret af sin slægtning Marie Sofie Krarup i København. Af fødsel var Lina mormors halvkusine, men blev ved adoptionen mormors kusine. Se historien om ’Tante Lina’.

Marie Thorsager.

Ikke identificeret. Intet brev.

Anna Kaaber

Anna Lucie Kaaber, født Krarup, 1879-1930. Datter af Peter Christen Evald Krarup og Caroline Amalie Schousboe. Gift 1903 med Oscar Christian Ludvig Kaaber. Af brevet at dømme hører hun til morfars og mormors vennekreds, men ser man på forbindelser gennem slægterne Krarup og Schousboe viser det sig, dels at mormor og Anna Kaaber havde fælles tipoldefar, Niels Bygum Krarup, og dels at hun var beslægtet med biskoppen i Ålborg, se nedenfor.

Fru J. Kornerup.

Ikke identificeret. Kan være ’Tante Linas’ svigerinde, Aksel Kornerups søster Julie Margrethe Kornerup.

Fru Stephansen.

Ikke identificeret. Intet brev.

Jørgen og Helen

Jørgen Carl Barfod Dornonville de la Cour 1872-1917 og hustru Helen Charlotte Margrethe Anderson Rode 1871-1962. Morfars bror og svigerinde. Jørgen var forpagter, proprietær, redaktør af ”Danske Landbrug” og udgiver af ”Danske Gårde”. Svigerinde Helen skriver også selv en lykønskning.

Farbroder Poul.

Poul la Cour, 1846-1908. Fysiker, Opfinder, Professor, Lærer på Askov Højskole. Morfars farbror.

Morbroder H. P.

Hans Peter Gote Birkedal Barfod, 1843-1926, Dr.med. Morfars morbror.

Olaf.

Olaf Ostenfeld Barfod, 1871-1940, og hustru Margit Bech, 1878-1596. Grosserer indenfor boghandel og papirvarer. Morfars fætter, søn af foranstående morbror H. P.

Andreas Andersen.

Han skriver ”kære ven” til morfar og omtaler selv et nyfødt barn. Der er tale om en af morfars barndomsvenner eller studiekammerater. Han omtales i et brev fra mormor til moster Visse, fordi de havde været på besøg på Elmebakken.

Carl Schousboe

Vilhelm Carl Christopher Schousboe 1870-1940. Forstander for Diakonhjemmet I Nyborg, sognepræst til Mariakirken, København fra 1908. g.m. Marie Emilie Brummé, der omtales i brevet. Søn af Vilhelm Carl Schousboe, Biskop i Ålborg, og Agnes Johanne Tobiesen, se nedenstående Bispinde Schousboe. Af hans brev vurderes det, at han var morfars medstuderende på universitetet.

Joh. Hansen.

Ikke identificeret. Intet brev.

H. Frimodt.

Ikke identificeret. Intet brev. Har sikkert forbindelse til nedenstående Fru S. Frimodt.

Bispinde Schousboe

Agnes Johanne Schousboe, født Tobiesen, 1846-1927, g.m. biskop i Ålborg Vilhelm Carl Schousboe og mor til ovenstående Carl Schousboe.

Bringer i sit brev også hilsen fra broderen Leopold Ernst Ludvig Tobiesen, sognepræst og Provst, oldefars kollega, som dog også selv besvarede morfars brev, se ovenfor.

Fride

Underskriver sig Fride Boesen, Acaciavej 5, Frederiksberg. Hendes fulde navn er Amalie Pauline Sigfride Boesen, født 2. august 1847 i Fredericia, som datter af Christian Sigfred Husum og Caroline Amalie Döcher. Christian var fætter til morfars mormor, men Fride havde i en periode omkring 1870 boet i Undløse præstegård hos pastor Hans Nicolai Kellermann Rørdam og hustruen Valdemarine Birkedal, der på det tidspunkt også havde to hjemmeboende, jævnaldrende døtre. Valdemarine var søster til morfars mormor Emilie Birkedal. På den måde blev Fride nærmest at betragte som en kusine til morfars mor og en del af den nære familie. (Kilder: KB Michaelis sogn, Fredericia, fødte kvinder 1831-50, opslag 49 nr. 15 og FT 1870, Holbæk A; Merløse S, Undløse, s. 8).

I 1906 bor Fride sammen med sønnen Kristian Husum Boesen, stud.jur., på Acaciavej 5, 1. sal. Folketællingen siger: Siegfride Amalie Pauline Boesen, f. 2.8.1847 i Fredericia, Enke, tilflyttet 1874 fra Undløse, Sjælland. (Kilde: FT 1906, Acaciavej 5, Frederiksberg).

Ifølge brevet er Fride moder til skuespilleren Axel Boesen, 1879-1957, der medvirkede ved ca. 100 stumfilm og 2 tonefilm. (Kilde: Wikipidia).

Tante Pauline.

Ikke identificeret. Navnet Pauline findes i slægten Barfod, og hun beder morfar hilse sin moder, der var født Barfod. Se også ovenfor under Fride.

Onkel Harald

Lykønskningsbrevet er fra Tante Andrea og onkel Harald. Ikke identificeret.

Onkel Harald skriver: ”Vær god at også at hilse din kære moder og lykønsk hende i bedstemoderglæden, som dog her er særlig over ældste søns søn.”

Dr. Ditlevsen.

Ikke identificeret. Intet brev.

Pastor Rørdam.

Holger Frederik Rørdam. 1830-1913. Sognepræst i Tårbæk 1883-1906. Dr.phil. og kirkehistoriker. Brorsøn til ovennævnte sognepræst i Undløse, Hans Nicolai Kellermann Rørdam, Frides plejefar.

Kristine Rossan.

Ikke identificeret. Intet brev.

Morbroder Frederik

Nicolaj Frederik Severin Grundtvig Gote Birkedal Barfod, 1848-1928, Sognepræst i Gelsted på Fyn. Udgiver af ”Stamtavle over slægten Barfod”. Aktiv i oprettelse af Sygeplejeforeninger. Morfars morbror, men også Oldefars kollega.

Fru S. Frimodt.

Sophie Magdalene Frimodt, f. Clausen, 1832-1908. Enke efter sognepræst ved Skt. Johanneskirken i København Jens Christian Rudolph Frimodt, 1828-79. Hun beder morfar hilse sin moder, Agathe Johanne Gote Birkedal Barfod, der var datter af Frederik Barfod, som sad i den grundlovgivende forsamling og i Rigsdagen i 1850’erne sammen med Sophie Clausens far, Henrik Nicolai Clausen.

Andre breve ved fødslen - Ikke på listen:

Kamma.

Ukendt, men det fremgår af brevet at hun er en del af husstanden i Brændekilde præstegård.

Rikke Sager.

Rikke Sager skriver, fra sin bopæl i Svaneke, at hun fik den glædelige efterretning om mormors nedkomst fordi hun løb ind i morfar under et ophold i København, hvor hun var i anledning af at hendes nevø, Otto Sølling, blev døbt. Hun stod åbenbart i brevveksling med mormor, idet hun takker for mormors brev til hendes fødselsdag. Ud fra bopæl og alder må hun være en barndomsven fra mormors tid i Bodilsker, måske datter af en kollega til oldefar.

’Gamle.’

Underskriver sig ’din hengivne veninde Gamle’. Hun takker for meddelelsen fra morfar og skriver bl.a. ”Hvad siger Vagn til den lille søster. Jeg tænker, han af bare kærlighed stadig vil gøre attentat på hendes liv ligesom Rigmor på Bodils! Han er jo af samme livlige temperament som Rigmor, hvilket gør dem morsomme og søde, men vanskeligere at vogte end de roligere børn, som f.eks. den lille Carl i Århus. Der skal vi være en del af ferien, ligesom sidste år i Claus og Amalies lejlighed”.

Det var tale om mormors søster og svogers lejlighed i Århus. Carl var deres ældste søn. Datteren Louise blev født samme år som mor. De fik senere også en datter der hed Rigmor, men hun blev først født 1907 og måske opkaldt efter ovennævnte Rigmor, der må være ’gamles’ datter. Gamle var altså en nær ven af både mormor og ’Moster Maler’ og må så være en barndomsven fra Brændekilde, som også oldefar kendte, idet han omtaler hende i et brev fra foråret.

Poul-Michael la Cour

Holbæk

Februar 2022