Med en passende indledning.

L. F. la Cour [1]

1949

Når jeg i det hele taget sætter pennen på papiret for at fortælle lidt om mit liv, skyldes det udelukkende den omstændighed, at I, mine kære børn, mere end en gang har henstillet til mig at skrive lidt ned derom, og jeg synes, at jeg i al fald bør gøre et forsøg; om det lykkes, må de kommende dage vise.

Dog er der ét forhold, som kunne bidrage til at råde mig fra, at gå ind på jeres ønske, og det er, at jeg egentlig ikke har noget særlig mærkeligt at melde. Når jeg kaster blikket tilbage på de mange år, jeg har levet, er det ikke muligt at fremdrage noget, der kan have særlig interesse, i hvert fald på ingen måde for andre end jer. Derimod kan jeg ved at tage min tilflugt til gamle breve bidrage mit til, at I kan lære lidt at kende bl.a. om mine gamle morforældre, jeres oldeforældre, og om mine egne forældre, af hvem ingen af jer har kendt fader (han døde 3 år før Vagn blev født) mens I derimod alle kan huske min moder, som imidlertid var noget til års, da I blev så store, at I kunne fatte noget (hun var født 1845 og var altså 56-57, da Vagn kom til verden) og som jo desværre gennem en række år, i hvilke I virkelig mindes hende, var svækket af alderdom, så I aldrig har kunnet få noget indtryk af hende, som hun var, da hun stod i sin fulde livskraft. Og ved siden deraf vil I blive indviet i og – det håber jeg – have udbytte af at se, hvilket nært og inderligt forhold, der var mellem mine forældre indbyrdes, mellem dem og deres børn og mellem dem og mine gamle morforældre. Jeg kan ikke nægte, at for mig har det været til stor glæde og opbyggelse at arbejde med de tanker, som fremdrages af disse gamle breve. [2]

Det spørgsmål støder man ofte på, hvor langt tilbage i ens liv man kan huske. Med andre ord, hvad der er det første indtryk, den første tildragelse, man mindes. Undertiden støder man på påstande om, at denne eller hin tydeligt kan huske i alt fald en enkelt eller enkelte tildragelser fra den tid, da han eller hun var to-tre år gammel. Naturligvis er det vanskeligt at benægte rigtigheden deraf, men det kunne måske være, at man mener selv at kunne mindes, hvad man, når det kommer til stykket, kun har hørt om, men hørt så tit skildret, at det til sidst står for en som noget, man tydeligt selv kan mindes.

Når jeg gennem disse linjer til en begyndelse vil tegne et billede af mit første leveår, er der selvsagt intet, jeg kan huske, men jeg tager, som nævnt foran, min tilflugt til gamle breve og kan gennem dem endogså påvise nogle af de tanker, moder har næret, inden jeg så dagens lys. Jeg synes, hun har skrevet så smukt derom.

Graviditeten

Blandt de skriftlige minder fra moders hånd, som jeg ligger inde med, findes der en udateret seddel, hvorpå står overstreget d. 7de november 1868, så de blyantsord, som moder har nedtegnet på den, antagelig må være skrevet kort efter. Der står:

”Kære lille moder!

Vi har det Gud ske lov rigtig godt, er glade ved vor lille søster. Henter eder begge to på mandag morgen om det ikke regner alt for galt. Lever i det dejligste håb, det Gud i sin nåde opfylder. Dog er vi begge enige om, at skulle vi også skuffes denne gang, når det blot ikke var blegsot, men mangel på kræfter til første gang at bære Vorherres liv hele tiden under hjerte, så vil vi dog takke ham for håbet, der nok en gang igen vil gry, ti immer det dages dog på ny, hvor hjerterne morgen vente.”

+) ’Lille søster’ var moders søster Hulda Barfod, der trådte til som barnepige hos storesøsteren, og senere blev gift med faders broder Poul.

++) Mine morforældre [3] boede i København, Frederiksberg, men var, hvad der fremgår af mange af brevene og hvad jeg selv mindes fra senere tid, hvert år hyppige gæster på Landboskolen [4], til tider flere dage eller uger ad gangen.

+++) Brevet synes at tyde på, at fader og moder har lidt skuffelse det foregående år. Moder var i sin ungdom i den grad plaget af blegsot, at morforældrenes læge, gamle Mansa (1797-1879) frarådede mor at gifte sig, da hun efter hans mening ville være ude af stand til at sætte børn i verden.

Og af et af brevene til hendes forældre, dateret lille nytårsaften (d.v.s. 30/12) 1868 uddrager jeg følgende linjer:

”…… og så et velsignet og godt nytår for eder og os alle, Vorherre holde os alle nær til sig og give os at bøje os for hans vilje, nogle får glæde, andre sorg, men alt tjener jo den til gode som elsker Gud.”

Der findes også besvaret et brev fra moder til farmoder på Skærsø[5], dateret d. 11. januar 1869, hvori det bl.a. hedder:

”Vor egen kære lille mor!

Det er rigtignok en skam af svigerdatteren, at hun lader julen, moders fødselsdag og Nytår gå forbi uden at sende et eneste lille ord eller hilsen til Skærsø og alle de kære venner i Jylland, men jeg har været så helt underlig til lave – somtid glad, somtid forknyt, alle tider ude af stand til at skrive om, hvad der lå mig på hjerte. Det kan moder jo nok forstå, det er jo en hel ny verden, der rulles op for kvinden, en hel strøm af forunderlige tanker og følelser, der veksler i hjertet, når moderhåbet vågner for første gang, når man først i uvished og bange tvivl, siden i vished og dejlig tro mærker at Vorherre har den vidunderlige store gerning for med en, at han har fundet en værdig til at føde en af hans små hjertebørn, skabt i hans billede og efter hans lignelse. Og derfor har jeg ikke godt kunnet skrive. Nu stilner det jo lidt, jeg er kommer mere i ro, er næsten altid glad. Gud være lovet, om angst og uro end somtid indfinder sig endnu, og nu må det derfor ikke vare længere, inden jeg får et brev afsted til vor lille mor! ………………….

…….. jeg kan ret i tankerne i vinter sidde og fryde mig ved våren og alt hvad den skal bringe af liv og skønhed og ved sommeren da. Tror moder at den vil bringe Jørgen og mig noget rigtig vidunderligt dejligt, det er sært at tænke på, men hvor ville jeg dog takke Vorherre om jeg nogensinde kunne opleve, at se Jørgen danse med sit eget lille barn på armen.

Farvel lille kæreste moder.

Din datter Agate.”

Endelig bragte morfader sin datter et digt til hendes fødselsdag (29/1 1869), da hun blev 24 år. Gengivet i sin helhed herunder: Morfaders digt til mor på hendes fødselsdag 29 januar 1869  

Det varme ønske, som morfader gav ord ved de vers, gik i opfyldelse 15de juni 1869.

Fødslen

Fader var de foregående dage på udflugt med sine elever fra Landboskolen til Frederiksborg og Fredensborg. Det sidste sted modtog han telegram fra Lyngby d. 14de juni kl. 12.55, hvori det hed:

” Herr Forstander Lacour, Fredensborg.

Den lille velsignede gæst ventes måske i nat eller morgendagens løb. Vorherre råder for alt.

Din egen Ellen.”

Naturligvis medførte det, at fader hurtigst muligt brød op og søgte tilbage til hjemmet. Der kan ingen tvivl være om, at moder med længsel havde imødeset dette øjeblik, da hendes husbond trådte ind ad døren, og fader har sikkert været ikke mindre ivrig efter at være hos hende og ved sin nærværelse styrke hende i den svære stund.

Imidlertid trak det ud med begivenheden. Hverken den 14de juni eller den påfølgende nat skete der noget, og da det stadig lod vente på sig med afgørelsen, blev den tilkaldte jordemoder urolig og gav sig til at græde, da hun ikke var sikker på, om barnet levede.

Kl. 5 om eftermiddagen kom imidlertid læge Lund fra Øverød; han kunne trøste moder og en times tid senere var faders og moders førstefødte bragt til verden. Kl. 6.30 kunne den telegrafiske hilsen sendes til morforældrene: ”Alt rigtigt vel; meget strengt for Ellen; en dejlig dreng på Dannebrog årsdagen kl. 6.”

Efter at fader på forskellig måde havde meddelt begivenheden til slægt og venner, indløb der de følgende dage, som rimeligt var, en række lykønskninger, af hvilke her gøres nogle uddrag.

Farfar på Skærsø sendte far et brev, dateret Skærsø d. 19de juni 1869, hvori det bl.a. hedder:

”Min kære Jørgen!

Da eders held også er vores held og da eders glæde og er vor glæde, så vil du naturligvis let kunne fatte, med hvilke følelser vi modtog budskabet om det heldige udfald ved den kære Agates nedkomst og den store himmelske gave, som der i det dejlige drengebarn blev eder skænket. Vi kan derfor af hjertets fylde ønske eder tillykke til det alt vundne resultat, idet vi dertil knytter ønsket om, at den kære unge moder fremdeles må heldig overstå de videre vanskeligheder, der kan være forbundet med en slig affære (!) og at den lille kære sønnike må vokse, trives og bevares for eder, ham selv tillige med de kære forældre og mange flere til sand glæde og velsignelse. Du kom da altså og med i søskendes lag, men det er da for resten heller ikke så sært, eftersom året lader til at blive så frugtbart. At du imidlertid ikke er uskønsom ved den af året allerede vundne frugt, kan jeg så godt forstå, eftersom jeg ved, at du holder så meget af børn, og derhos ikke er aldeles fremmed for, at om end børn i almindelighed er rare, så er dog ens egne børn de allerrareste.

Endnu engang tillykke kære børn og Vorherre være hos eder, samt velsigne og bevare eder, ligesom eders velsignede førstefødte glut. Som du ved lader moder sjældent glædesdage eller glædelige begivenheder i familien uænset hengå, uden at samme mindes med en smule festlighed og blev følgen deraf, at vi om aftenen, efter at have modtaget hint budskab fik punch at drikke eders skål i og derved at indvie det nye medlem af familien som optagen i samme, og at der ved den lejlighed ikke manglede kage, er en selvfølge. ……..

…….. Hermed være Gud befalet, I kære, hvorhos de hjerteligste hilsener følger fra os ved din oprigtige hengivne fader.

Giv din dreng et kys fra hans farfar.

Lauritz la Cour”

Samtidig (19/6 1869) skrev farmoder til far og mor:

”Hjertenskære Agate og Jørgen!

Så Gud ske tak, lov og pris for den gave, han har givet eder, han vil også nok lade sin ånd vejlede eder til at pleje og oplære den lille gave, så han må blive ”et levende barn i Kristi samfund”, som Jørgen skriver. I vil fremfor altid bede om og dertil slutter jeg også mit håb og min bøn for ham den lille, nye sønnesøn. Og det vil jo også være dejligt og rart, om han må opvokse til en rigtig god dansk mand, så det dejlige Dannebrog, som han har en slags fødselsdag med, altid må være ham et kært banner at virke under, og at dette banner må udfoldes i renhed, trofasthed og ærlig frihed, så det ej ret længe skal have så megen tvang på sig, som det nu for tiden har.

Eders kærlige moder

Kjerstine”

Af de andre breve skal kun anføres nogle få uddrag:

Morfaders broder, sognepræst Peder Marius Barfod i Lille Lyngby, skrev 17. juni 1869 til fader:

”Kære ven og frænde!

Posten bringer i dag den glædelige efterretning, at der er kommen en søn i K. Lyngby. Din kære hustru har lagt en søn i dine kærlige faderarme! Gud velsigne eder og drengen. Han lade ham vokse og udvikles i lighed med fader og bedstefader, så det må ses og kendes, at han er en ædel gren på en ædel stamme! ………………….

…………….. når alt er i orden, når moder og søn har været i kirke og drengen har fået et pænt navn – Jørgen – Lars – Frederik – ikke egentlig kønne, men gode navne – og moderen er begyndt at spadsere med ham i Sorgenfri, så barer det mig ikke længere, så, om Gud vil, kommer jeg at se jeres glæde.

Din hengivne frænde

P. M. Barfod”

Morfaders gamle ven, Grosserer Georg Bloch skrev 20/6 bl.a.:

”Min hjertelige lykønskning til fader og moder for den velsignede gave Herren har skænket Dem! Han holde fremdeles sin hånd over den kære Agate og hendes søn, Deres øjnes og hjertes fryd. Deres formodning var ganske rigtig, min kære gamle ven (d.v.s. morfader) var ikke sen til at bringe mig det glade budskab, der gav mig dobbelt glæde, den først over den lykkelige begivenhed og dernæst at se morfaders glæde og bevægelse.”

Direktør for Polyteknisk Læreanstalt G. Hummel skrev 16/6:

”Tillykke med drengen og gid De må få en flink svigerdatter.”

+) Jeg tror, I vil indrømme, at det blev tilfældet.

Fru Asta Grundtvig sendte 17/6 følgende ord:

”Tillykke med den lille dreng, vorherre har givet Dem, og gid det må blive et godt varsel, at han har årsdag sammen med dannebrog, så at han ved Guds nåde må leve som et kristent og dansk menneske.”

Faders ungdomsven, Inspektør P. Feilberg skrev 19/6:

”Gid den 15de juni altid må være en god mærkedag for din lille dreng, for din raske dreng, for din voksne søn.”

En anden ungdomsven og krigskammerat, blomstermaleren Marius Bang udtrykte sig med følgende ord:

”Jeg ser dig min kære Jørgen aldeles lyksalig. Kryst nu ikke den lille fyr alt for stærkt for så græder han, og det holder man ikke af at høre, ja sådan en lille fyr bringer mange ængstelser, men de er jo forsvindende mod al den glæde han bringer.”

Til morforældrene sendte moders fætter, Hans Peter Barfod i Ålborg, ”store Hans Peter”, som han kaldtes i slægten, en versificeret hilsen, som er gengivet hernedenfor. (Digtet er også stilet til fætteren Knud Barfods fødsel 19/6 1869.)

De første måneder

Da det er tanken, som hidtil, at gå kronologisk frem, kan det vel forsvares, at det her blot bemærkes, at 8 dage efter min fødsel, den 23. juni 1869, blev grundstenen lagt til min bogsamling, idet far den dag skænkede mig, som ”den første lille gave til vor søn”, den nylig udkomne udgave af Grundtvigs digte, besørget af hans søn Svend Grundtvig. Hvilke tanker far har gjort sig ved dette valg, aner jeg ikke, men jeg kunne tænke mig, at han derved ville give udtryk for sin kærlighed til den gamle skjald og til den ånd, der lyste ud af hans liv, gerning og skrifter. Og far har sikkert dertil knyttet varme ønsker for mig, at jeg måtte få lov til at vokse op og blive besjælet af de samme tanker, med trang til at virke i den samme ånd. Med de svage kræfter, som jeg ejer, har jeg stræbt efter, at dette ønske skulle gå i opfyldelse.

Det kan jo ikke undre nogen, at der i de følgende uger aldrig gik brev fra Landboskolen til de gamle (morforældrene) i København, uden at den nyfødte blev nævnt og selvfølgelig prist over alle bredder, hvad der jo er almindelig skik under sådanne forhold og derfor ikke skal tages alt for alvorligt.

Vi gør her og i det følgende nogle enkelte uddrag af brevene:

Fra mor til mormor, dateret mandag middag.

”Olsen (lægen i Lyngby) var her oppe forleden og så på os begge, drengen så frisk og sund ud. Han så ham efter på hele hans lille person, men mente, at jeg skulle give ham mere mad, for han trængte til megen føde og næring. Nu giver jeg ham morgen, middag og aften, efter hver pusling, og du kan aldrig tro hvor dejlig en ro, der er faldet på ham, den søde lille dreng.

I dag har Jørgen båret ham ude i haven over et kvarter, luften er så mild og jeg tænker, han skal have godt af det, gid vi ofte fik sådanne dage, ellers bliver det så sjældent, at det lille takkebarn kan komme ud. Det er en dejlig lille skat at eje, og nu synes jeg, at alt går så nemt med ham, han er til lutter fryd og glæde når han vågner og vil op.”

Fra mor til mormor, dateret 10. juli 1869.

”Jeg har længtes efter at vise eder ’bassen’ og høre om I kan se han er vokset og kommet til at se rask ud siden sidst I var her. Han står nu i en lille vogn, vi har lånt, og sover ude i verandaen. Det er så mildt og han skal med Guds hjælp have gavn af den friske luft her ude på landet. I går kørte Hulda og jeg ham ned i den skyggefulde allé, der fører til Brede, og i dag agter vi os til Sorgenfri have med ham.”

Fra morfar sendtes der 22/7 1869 en ”dåbsbøn”; hvorfor den blev sendt netop den dag, aner jeg ikke, og den er, så vidt jeg kan tænke, ikke blevet sunget, skønt det bemærkes, at den er skrevet til en melodi af Gebauer. Den er sikkert heller ikke blevet trykt, hvad jeg slutter af, at jeg aldrig har set et sådant eksemplar af den.

Digtet (dåbsbønnen) er gengivet længere nede: Dåbsbøn.

Barnedåb

Dåbsdagen var fastsat til den 8de august. Den nærmeste slægt var bedt sammen, og dåben blev forrettet af Pastor Peter Rørdam i Lyngby Kirke [6]. Jeg kan naturligvis ikke selv huske det, men det er mere end én gang blevet mig fortalt, at jeg, selvfølgelig ubevidst, fægtede således med den ene arm, at den kom i uberegnet nærhed af præsten og slog bogen, som han brugte under dåbshandlingen, ud af hånden på ham, så den faldt på gulvet.

Morfader, som var en af mine faddere sammen med faders ungdomsvenner, J. N. Winther, lærer på Landboskolen, og boghandler Karl Schønberg foruden fader selv, havde skrevet en ny dåbsbøn, denne gang henvendt til mig, og lod den senere trykke i Kristelig Kalender for 1870, udg. Af Harald Stein og Jacob Paulli.

Gengivet længere nede: Bøn ved dåben.

Det havde, efter hvad der var blevet mig sagt, oprindelig været faders tanke, at jeg skulle bære navnet Anders Sunesøn, da min fødsel faldt på 650 års dagen efter slaget ved Lyndanis, hvor under Dannebrog dagedes. Heldigvis blev det opgivet og han valgte i stedet – måske fremkaldt ved ”den lille Lyngby præsts” foran citerede brev – at give mig navn efter mine to bedsteforældre, farfader og morfader, Lars la Cour og Frederik Barfod.

Resten af fødeåret

Om hvad der foregik med mig i resten af mit fødeår, kan jeg ikke meddele andet, end hvad der fremgår af følgende brevuddrag:

Mor til morfar, dateret 29/8 1869:

”Vi har det dejligt, Gud ske lov, vor egen lille søn er rask og livlig, ler og pludrer hver dag og er i luften så meget som muligt. Når vi ikke kører med ham, står han enten i verandaen eller i en af vore luftige stuer for åbne døre og sover, og med Guds hjælp bliver han nok en sund og rødmosset lille trold, om det end går langsomt fordi han må flaskes op.

Hulda sidder nu med Lars Frederik på skødet, hvor er det dog en lille skat. Mon du kan se at han er trivedes noget, når du kommer hjem. Vorherre velsigne ham både legemligt og åndeligt og skikke Jørgen og mig til, at være ham gode og trofaste forældre. Tit falder det store ansvar på mig og jeg bliver så bange for, at jeg ikke skulle kunne være klog og tålmodig nok. Tålmodig når alle de mange småting kommer, hvor børn skiller sig stærkt fra voksne, og hvor de gamle ofte er alt for tilbøjelige til at glemme deres egen barndom, og hvad der for barnet er naturligt. Og klog nok til at lære hans karakter at kende, så den må udvikle sig frit og smukt uden strammende bånd og alligevel med alvor. Gud ske lov, at man ikke skal tage sligt af sig selv, men at der er en alvidende, der vil bære og føre os.”

Mor til morfar, dateret 10/9 1869:

”Lars Frederik har det Gud ske lov så godt, han ligger henne i byssen og sover en eftermiddagssøvn, som jeg i dag håber, skal blive rigtig lang og rolig, fordi han har været meget i luften. Han begynder ellers at ville være meget oppe, og bliver helt tung at bære i længden, så lidt tykkere må han jo være blevet i den sidste tid. Han pludrer og ler og kan rejse sig helt over ende fra vuggen og skødet. Vorherre velsigne ham og bevare ham og gøre ham til en lille from dreng, det er noget af det jeg ønsker mest. Forleden dag vi kørte med ham i Sorgenfri skov kom enkedronningen (Karoline Amalie, enke efter Chr. VIII) hen og hilste på ham, den søde gamle dronning, hun stod så jævn og ligefrem og tale med mig. Så sagde hun at Rørdam (Peder Rørdam, sognepræst i Lyngby) havde lovet hende at følge med hende herop, men om det bliver til noget, vil tiden vise. Det kunne rigtignok være general morsomt, om hun kom.”

Mor til morfar, udateret:

”Lars Frederik, hjertestumpen, han er det sødeste lille trolderi jeg kender, han har det Gud ske lov så godt og bedstemoder har rigtigt set ham fra den elskværdigste side i dag. Åh, gid jeg dog ret forstod at skønne på ham, passe på ham og takke Vorherre altid for ham, det kære lille barn.”

Mor til mormor, dateret 12/10 1869:

”Tiden vil så dårligt slå til, jeg kommer sent op om morgenen og er endda træt efter natten, så pusler jeg drengen og sørger for hans tøj, noget skal kasseres, noget hænges til tørring og noget gemmes, så vågner tullen, og inden han så har fået sin forplejning i alle måder, er det snart middag. Vejret er i disse dage så fortryllende, at han jo næsten er ude hele eftermiddagen hver dag, så skiftes Hulda og jeg til at køre med ham og blive hjemme og lave lidt ved de mange ting, der hører til et hus, og tiden skrider så umærkeligt hen, inden vi får tænkt os om er det søndag og søndag igen. Lars Frederik er vor dejligste skat. Han trives så godt i den sidste tid; siden hans mave er kommet fuldstændig i orden, er det en lyst at se på det lille, søde barn.”

Mor til morforældrene, udateret:

”Han har det Gud være lovet så godt, trives og vokser, spiser, drikker og sover, skriger strækker sig, gaber, bliver elsket og kører hver dag en lang tur. I går var han med nede i Lyngby, jeg havde nogle ærinder, og han opførte sig beundringsværdigt. Hvor er det morsomt at tulre med ham. På søndag kan I tænke på ham, så skal han første gang i sine små nye klæder, og den lille røde kjole. Det første børnetøj, jeg syede, skal da indvies. Hvor husker jeg godt de følelser, den blev lavet i stand med og hvor yndigt det var at vise Jørgen den. Jeg havde bredt den ud på havestuegulvet, nu er den drøm blevet til virkelighed og ingen af os kan takke Gud nok for al den uendelige rigdom af kærlighed og glæde, der nu ligger gemt i vor lille vugge.”

Far til morfar, dateret 10/12 1869:

”L. F. rødmosset og 3 tommer over 3 håndspand; han har en del rødt, hurtigt kommende men smertefrit udslæt, og sætningen ”det er vist for tænder” gentages jævnligt. Håret begynder nu at vokse, men hans moder vil mene, at det har et rødligt skær, – just ikke den farve, jeg ynder mest. Lige godt er han kær.”

Far til morfar, dateret juleaftensdag 1869:

”Kære svigerfader!

Det er forunderligt, så nådig og ærlig Vor Fader i det høje er mod os små dårlige stakler, så uforskyldt, så ufortjent sender han dag efter dag sine milde gaver ned til os, tager så blidt på os; skyer og ængstelser tårner sig op for os, og med et spreder han dem; – Hulda kaldte for et øjeblik siden på mig, Ellen sad og gav vor elskede lille søn hans morgenmad, og – så har han fået en tand; – ja tænk, hvor forunderligt; sove sig til sin første tand; – og jeg, der har jævnligt været lidt alvorlig og ængstelig for den tid, da han skulle til at have tænder, efter at du forleden talte til mig om denne sag, og sagde at den ej var uden fare, – ja hvor er det dog forunderligt, ”al vor frygt og al vor skræk, han som røgen puster væk”. Hvor har Han dog ledet alt så forunderligt mildt og blødt med den lille dreng lige til denne stund, og hvor må vi og I, der dele vor glæde som vor sorg, hvor må vi sige Vor Fader tak, dobbelt tak, når vi mindes og vide al den ængstelse og frygt, al den sygdom, suk og tårer, som fødslen og den første livsudvikling af sådan et lille barn så ofte forårsager. – Og at det så skulle ske til juleaften, at det er til den, at vi får den store glæde, en af de bedste gaver der kunne sendes os, og at det sker netop så betids, at kunne få budskabet bragt til eder, så at også I til juleaften kunne få den glade hilsen sendt ind. –

Ja, glem ikke kære svigerfader og svigermoder og I andre kære, at hjælpe os at sige rigtig tak for Guds godhed mod os.

Og så, kære venner, en glad og velsignet jul for os alle, også hos vore småbørn, i deres små, ubevidste hjerter, hvori dog sikkert og vist ikke des mindre Vor Herre og frelser selv har taget bo i ordet ved dåben, også i deres hjerter bede vi Vor Herre berede julefest, thi at den kan være der, selv om vi med vort kortsynede øje ej kunne se det, det er jo også vist. Oh, Fader, lad da de barnehjerter, hos de gamle som hos de unge, i hvilke vor kære Frelser og Guddomsmand har taget bo, lever, fylder og virker, lad dem da ret frydes over den usigelige rigdom, som de formedelst din nåde have i eje.

Guds fred i Vor Herre Jesu Kristi navn

Eders børn

Ellen, Jørgen og Hulda.”

Fodnoter ved:

Poul-Michael la Cour

Dattersøn

Holbæk juli 2020

---

Morfaders digt til mor på hendes fødselsdag 29 januar 1869:

---

Hans Peter Barfods versificerede hilsen:

---

Morfars (Frederik Barfod) dåbsbøn, ved fødslen:

---

Morfars (Frederik Barfod) dåbsbøn, ved dåben 8/8 1869:

---