Af Martha Dornonville de la Cour, 17 september 1950
Martha Dornonville de la Cour (1904-1968) var datter af Lars Frederik Barfod Dornonville de la Cour (1869-1951) og Marie Louise
Ottilie Olsen (1873-1940). Hun havde to søskende: Vagn (1902-1994) og Inge (1907-2009). Alle tre børn var født på Lyngby Landboskole.
”Det kunne være morsomt at vide, hvad I, mine tre børn, mindes om jeres barndomshjem og om de år, hvor I var hjemme hos os”, sagde far engang.
Og her er da et lille svagt forsøg på at mindes – uden breve, og uden den nøjagtighed, som præger fars erindringer, der så tydeligt fortæller os om et langt, arbejdsomt og fromt liv.
Dette er kun små, spredte træk, skrevet ned i et hastigt tempo på kort tid, og uden anden værdi end den, at prøve at besvare fars spørgsmål: ”Det kunne være morsomt at vide, hvad I mindes”.
Elmebakken
1904-1909
Elmebakken var en lærerbolig, der lå ved siden af Lyngby Landboskole. Mors farfar, Jørgen Carl la Cour (1838-1898), havde været forstander for skolen fra 1867 til 1884 og igen fra 1889 til 1898. Skolen var nu suppleret med en Grundtvigsk højskole. Her underviste morfar fra 1896 til 1909.
Vi er to små, tykke, brune og til dels ens klædt unger – en dreng og en pige, der tumlede os af hjertens lyst. Stuerne er store og altid fulde af sol. I spisestuen står vores legeskab. Der er alting i det legeskab. Og der er navnlig altid rod. Hver gang mor kigger ind i skabet, gør hun bemærkninger om vores rod, og sætter os til at rydde op. Vi kan ikke lide det, men må dog til det. Alle tingene er os ubegribeligt kære. Der er heste og soldater uden hoveder, der er gamle slidte dukker, og der er masser af papir og malebøger. Vi sidder på gulvet og falder i staver over det hele. Helt glemt er det, hvorfor vi sidder der, og mor kommer og rydder op efter vores ’gøren i orden’, og vi bliver sendt ud at lege imens, fordi vi ikke tåler at se, at der bliver smidt ud af det dyrebare legetøjsskabs indhold.
Skabet står mod væggen ind til dagligstuen. I dagligstuen er der fint. Der er blanke møbler, der bliver tågede, når man sætter en finger på dem. Det er morsomt, at sætte fem små, varme fingre på en blank stol, og se hvilket af de fem mærker, der holder sig længst.
Der er en gul silkeskærm på den store standerlampe. En gang imellem får den ny silke. Der er frynser – den er ubegribeligt fin.
Mor har en blå, blank æske, der står på bordet. Den er af ’sølv’ indvendigt og strålende blå udvendigt. Vi må ikke lege med den. Det hænder, at vi sætter varme fingre på den også; de holder sig længe. I æsken har mor en mængde spændende ting. Små hækleprøver, udklippede avisopskrifter, et enkelt håndskrevet stykke papir, vi ikke kan læse. ”Vil I lade den æske stå, børn!”.
Vi sover i vores små senge en sommernat, da der bliver tummel og spektakel. Pludselig skal vi sove i gæsteværelset, og bliver hastigt båret derind. Far bærer os. Jeg har en lang, hvid natkjole på med sløjfe på halen og fast bærestykke. – Hvorfor kan vi ikke få lov til at sove i fred? Der er så megen uro og spektakel. De voksne løber op og ned ad trappen. Vi forstår ingen ting.
Far vækker os. Han er jublende glad og solen skinner. Han siger: ”Kom og se, hvad I har fået”, og han løfter mig højt op på armen og bærer mig ind i soveværelset, hvor mor ligger i sengen. Mor ligger i sengen?? Hvad er der dog i vejen med mor? Der står en flettet vugge ved hendes seng. Far holder mig hen til vuggen, og vi bøjer os over den. Der er ikke andet end dyner, synes jeg, ikke spor andet – jo, hvad er det? Far løfter dynen lidt. Nu ser jeg for første gang vores lille søster. Lille og bitte – men åh så sød. Jeg spjætter med benene og vil se en gang til, men dynen bliver lagt over hende igen, og jeg er vred over det, og lidt vred over, at mor ligger der, og en anden skal ’klæsse’ mig på. Men solen skinner, og det er frygtelig spændende, at have fået en lille søster.
Solen skinnede altid. Sommetider over lysegrønne træer, sommetider over nøgne træer, og sommetider over gulbrune, eventyrligt skønne træer med faldende blade, der lå som store bunker på havegangen og i Sorgenfri skov, hvor jeg spadserede med mor og Vagn og den høje flettede barnevogn, der indeholdt den dyrebare last – vores lille søster.
Vi travede vores daglige ture med mor i Sorgenfri skov. Men selvom vi begyndte med, at gå pænt ved siden af mor og vognen, varede det ikke længe, før vi for af sted i forvejen som små lokomotiver. Vi sagde ustandseligt: ”Fut-fut, fut-fut” og slæbte benene efter os, så de visne blade raslede og larmede, mens efterårsbladene i gyldne nuancer dryssede ned over den lille familie, der spadserede så trygt i efterårets solskinsvejr.
Ved siden af Elmebakken lå Landboskolen, og der boede Aase, min allerførste barndomsveninde. Der var også en stor have med en allé med ”verdens største træer”. Under dem lå der dynger af gulnede, bronzefarvede blade, og vi ’tøffede’ gennem dem, og vi samlede dem sammen i store dynger og gemte os i dem. Jeg havde en nissemand, en elskelig en med skæg og træsko og lakbælte om maven. Aase og jeg begravede den i visne blade og glemte den. Da jeg atter huskede den, var den borte. Jeg søgte og søgte, men nissemanden kom aldrig, og endnu over 40 år efter, går jeg aldrig gennem visne blade, uden at den tanke farer gennem min underbevidsthed: ”Hvor er min nissemand?” Den har sikker kostet mig tårer i stride strømme, hvis jeg mindes den lille 3-4 årige Martha ret.
Mors dejlige tulipaner. Der var et helt bed af dem, et stort rundt bed, som man kunne løbe udenom i vild fart efter hinanden. Bedet var kantet med ’vintergrønt’, og det lå for gavlen af huset. Mor var meget glad for og stolt af de tulipaner, men jeg syntes ligesom, at hun skulle have dem lidt mere end bare ude i haven. Så jeg nippede omhyggeligt og systematisk hvert eneste hoved af og fyldte hele mit forklæde med dem. Det blev helt fuldt. Aase stod og så til, interesseret, men betænkelig (hun var et år ældre end jeg), da jeg sejrsstolt og gavmildt gik ind og forærede mor hele herligheden. Og jeg fik ikke engang tak.—
Vi havde en lang allé – verdens længste – der var Elme på begge sider af den, men de var ikke så høje som træerne på Landboskolen. Vejen gennem vores allé gik lidt opad, og når morfar[ var på besøg fra København, måtte jeg altid hjælpe med, at skubbe ham op ad bakken. Han var jo så gammel, og jeg så stærk. Jeg skubbede af alle kræfter. Han var voldsomt tung, men han sagde altid, at det hjalp så godt.
Mors morfar var Provst i Brændekilde Carl Frederik Vilhelm Olsen (1826-1910). Han flyttede 1905 til Smallegade i København, da han gik på pension.
Det var aldrig mørkt, da vi var små. Solen skinnede altid, og vi var nøddebrune og runde. Når vi blev trætte lagde mor os i seng, og vi sov straks, og når vi vågnede, skinnede solen videre. Bare en gang mindes jeg, at have været ude en aften. Vi kørte i charabanc med farbror Poul og alle de store kusiner, og over os var en stjernehimmel så strålende. Stjernerne blinkede, og af og til faldt et stjerneskud. Jeg sad og puttede mig ind til en af de store kusiner og holdt hende i hånden under tæppet, mens jeg stirrede mod de tindrende stjerner på den mørkeblå himmel. ”Tæl dem” sagde farbror Poul. ”Hvis I kan tælle, hvor mange der er, skal I få en hel krone”. Tænk at være så rig – en hel krone.
Bedstemoder[2] boede på Brede Ladegård, vi besøgte hende ofte. Hun havde et skab med glasdøre for. På hylderne stod fine rækker af nips. Fine urørlige ting, som man bare kunne betragte gennem ruden, helst med næsen trykket mod denne og åndende en stor tåget plet. ”Det må du ikke” sagde bedstemoder, ”men se, her har du noget at lege med”. Så fik vi et trylleæg udleveret; et vældig stort et, der kunne åbnes. Indeni lå der straks et mindre, indeni dette et endnu mindre – det fik aldrig ende. De sidste var bittesmå, og alle sammen var de af forskellige farver. Hvilken herlighed, hvor kunne bedstemoder sagtens.
’Bedstemor’ var mors farmor, Agathe Johanne Gote Birkedal Barfod (1845-1929). Efter I. C. la Cours død i 1898 boede hun hos den næstældste søn, ’farbror Poul’, Poul Barfod D. de la Cour (1870-1936). Poul købte i 1904 Brede Ladegård, der lå tæt ved Landboskolen. De omtalte kusiner var: Ingeborg, Aase, Gudrun og Ellen. Den lille fætter hed Torsten, senere fik de også en lillesøster Kirsten.
Bedstemoder havde en kappe med hvid blonde på hovedet. Bedstemoders guldur hang om halsen i en guldkæde, der var fæstnet med en broche til kjolelivet. Bedstemoders kjoler var altid syet ud i et, og hun havde et sort silkeforklæde på med broderet bort forneden. Tænk – en bedstemoder med silkeforklæde.
Hos bedstemor fik man ’mysemad’, der var et bedste i verden. Og man fik grøn, reven ost. Og så fik man lov til at spise alle bedstemors skorper. Dem sloges vi lidt om; de var sirlige og lige tykke skåret af. De smagte dejligt. Undertiden fik vi brødet skåret i ’kammerater’, det var også spændende. Når bedstemor var færdig med at spise, fejede hun med højre hånd sine krummer af dugen, ned i vestre hånd, og spiste dem. Bedstemor var sirlig, intet måtte gå til spilde.
Fra bedstemor gik der en dør ind til farbror Poul og tante Gudrun og alle de store kusiner og den lille fætter. Kusinerne var store og lange, jeg selv var lille og betød ingenting. Jeg så op til dem som noget aldeles ophøjet, og følte mig dum og lille. Når vi skulle hjem over marken, hændte det ofte, at vi hørte en jernlænke rasle og så deres store St. Bernhardshund (verdens største) komme farende ud af sit hus og glamme efter os. Da var det trygt at have mor ved hånden, og vi skyndte på hende og benede af, det bedste vores små ben kunne bære os.
Folk med masker er ikke rare, når man ikke er ret stor. Man ved ikke rigtigt, hvad meningen er. På en måde er de ligesom andre, men på en anden måde ser de fjollede ud, og de synger viser og rasler med sparebøsser. Mor ler og giver dem 2 øre. Hun kalder på Vagn og mig, at vi skal komme ud og se dem. Men Vagn og jeg vil hellere være inde i dagligstuen bag lænestolene. Først da mor råber ”nu er de gået”, og vi hører entredøren smække, bliver vi modige og stormer ud i den halvmørke entré. Vi kravler op på en spisestuestol og gennem det grønne glas i døren, ser vi dem jokke ned ad den lange Elmeallé. – Puh-ha, det var godt, at de gik.
Og så sker det forfærdelige en sommerdag, at Vagn og Inge bliver syge. Mor ved ikke hvad de fejler. De har ondt i halsen og er vrøvlede. Jeg fejler ingenting. Doktoren kommer og siger skarlagensfeber. Mor græder. Så kommer der sygevogn og kører de to på hospitalet. Mor er med dem, og jeg kommer nok også af sted en af dagene, mener de alle sammen.
Alting bliver så kedeligt. Mor cykler næsten hver dag til hospitalet og står udenfor en rude og råber til dem. Jeg går hjemme hos pigen og forventes at blive syg. Hele huset bliver desinficeret, sengetøjet luftet og Aase må ikke lege med mig. Midt i det hele fylder jeg 5 år og bedstefar kommer fra København og kaster glans over dagen, ved at have en dukke med til mig. Den har en fin rød klædesfrakke og matroshue på. Der står ’Viking’ på huen, der er blanke knapper på frakken. Dukken kan klædes af og på. Den bliver vist frem for Aase gennem vores verandadør. Aase har listet sig op på verandaen, og har lagt en pakke til mig på den grønne bænk. Jeg sætter næsen på ruden og råber til hende, at den hedder Ida, og at den kan klædes af. Men der er ikke noget ved at lege alene, og hvorfor i alverden bliver jeg dog ikke også syg?
Inge og Vagn bliver raske og skal hjem, og det mærkelige sker, at da mor kommer for at hente dem, vil Inge ikke over til mor, men putter sig ind til sygeplejersken. Tænk – en lille pige, der har glemt sin mor. Hvordan i alverden kan man glemme sin mor???
Det er sommer og solen skinner. Den skinner altid, og jeg er så brun, at en velmenende dame i sporvognen tror, at jeg er mulat. Mulat – det er voldsomt spændende. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke er det, men hvis bare folk vil tro, at jeg er det, så gør det ikke så meget.
Og mens solen forgylder sensommeren, og træernes løv for hver dag, der går, bliver mere gyldent og til sidst helt rødt, begynder der at ske en masse. Far og mor taler tit sammen for lukkede døre. De tier, hvis vi dukker op. Far rejser bort et par dage og kommer tilbage. Lukkede døre. Hemmeligheder. Solfyldte dage med leg og spektakel, men bagved det hele et eller andet, som vi ikke ved, hvad er.
Så pludselig en dag åbenbares det, at vi skal flytte. Flytte langt bort fra Elmebakken og Lyngby. Lege med helt andre børn i helt andre haver. Bo i et stort, stort hus med mindst 100 værelser. Far har købt Hindholm højskole, og vi skal rejse derned til oktober. Aase og jeg diskuterer begivenheden, og vi synes, at det er så spændende, at det kribler i maven. Når man vågner om morgenen, ligger man og tænker på dette nu: ”Vi skal flytte”. Der er ingen sorg eller bekymring. Der er kun sensationen ved alt det nye, langt borte i et vældigt stort hus med hele tre haver, større end den allerstørste have, vi endnu har set.
Først skal far have nyt tøj. Han går og prøver det nogle gange i Lyngby. Så kommer skrædderen med det en dag. Han har det over armen i et klæde. ”Værsgo at komme ind” siger mor, og viser skrædderen ind i fars kontor ”min mand kommer lige straks.
Skrædderen venter. Jeg står og stirrer på ham. Jeg har ternet forklæde på og lange brune fletninger med røde hårbånd i. Jeg sutter på spidsen af håret nedenfor sløjfen, og stirrer ufravendt og interesseret på skrædderen. Far lader vente på sig, og jeg føler, at noget må der gøres. Så åbner jeg for sluserne og betror ham alt. Alt hvad jeg ved eller har hørt, set eller oplevet vælter ud af mig. Intet bliver fortiet. Efter bedste evne sætter jeg ham ind i vores familieforhold, vores kommende flytning, min morfars liv og min bedstemors færden. Hvad min mor plejer at sige og hvad min far plejer at gøre. Hvad vi har fået at spise i den sidste tid og hvor mange penge, jeg har. Det vælter ud af mig, hulter til bulter. Og den rare skrædder føles som en årgammel ven.
Endelig dukker far op. ”Goddag hr. la Cour” siger
skrædderen, ”det er sandelig en kvik pige, de har her, hun forstår rigtignok,
at bruge sin mund”. Jeg bliver ildrød i hovedet og lusker ud af stuen. For
første (men ikke sidste) gang dødsens flov over, at jeg bare har ladet munden
løbe. Nu vil jeg bestemt aldrig fortælle nogen noget. Det kan de lige stole på.
Hindholm Højskole
1909-1914
Hindholm Højskole blev oprettet i 1852. Den var Sjællands første og blev på kort tid den største Grundtvigske højskole. Morfar købte den i 1909 og drev den indtil 1914, hvor elevgrundlaget svigtede, da mange af de unge landmænd blev indkaldt til forsvaret. Fra 1916 til 1975 fungerede skolen som kost og realskole. Fra1975 til i dag er Hindholm Privatskole en fuldt udbygget fri grundskole, der tilbyder undervisning fra børnehaveklasse til 10. klasse. I dag er skolen en selvejende institution.
Og så sidder vi i toget på vej til Hindholm. Det er over al måde spændende.
Vagn og jeg er ens klædt i mørkeblå ’stortrøjer’ med blanke knapper og runde matroshuer. Inge er i brun fløjlskåbe med kyse med hvid knipling, der indrammer hendes søde ansigt. Inge er yndig. Hun har lyse ’ægte’ krøller, som vi alle sammen er stolte af. Jeg har bare brune fletninger ned ad ryggen, skilning i midten og ser i reglen højtidelig ud.
Jeg har en bestemt måde, at stirre på folk på. Undertiden flytter jeg slet ikke øjnene fra dem, og jeg vil gøre alt, for at gøre mig interessant. Det er mest morsomt, når det er nogen, man ikke kender, eller når ingen af de andre er med. Så glemmer jeg alle gode forsætter og åbner for sluserne. I reglen bliver jeg frygtelig hurtig kendt med folk og bliver gode venner med dem. Men hele tiden ville jeg alligevel hellere være lige så sød som Inge, og have ’et blidt sind’, som mor altid siger. Alle elsker Inge, hun er en solstråle. Det er jeg ikke. Jeg er lunefuld, snaksalig og frygtelig videbegærlig – og jeg har ikke en eneste krølle på hovedet.
Vagn vil gerne drille mig. Jeg er let at drille, bliver hurtigt ’sur’ og bestemmer et eller andet frygteligt, som f.eks. at jeg aldrig vil sige et eneste ord mere. Så kan de have det så godt. Helt stum – og det er værsgo deres egen skyld.
Men toget bumler, for det gjorde det altid i 1909, henover Sjælland og i vores kupe sidder der også en ældre mand. Han byder os bolsjer og Vagn og jeg snakker med ham. Min mund løber. Jeg fortæller ham alt, dog med et vist forbehold, da jeg har hele min familie med, og de hvert øjeblik kan skride ind og bremse min fantasi. Vi spiser chokoladecigarer. Vagn ’ryger’ den med lange tag. Til sidst ser han med foragt på den sidste ’sukker-aske-spids’ og smider den så øvet ud af vinduet. Jeg måber af beundring, tøver lidt, men guffer så den sidste og bedste mundfuld i mig.
Vi er alle trætte, da vi når til Hyllinge station, hvor vores nye forpagter Skafte henter os med hest og vogn. Der er 3 fjerdingvej til Hindholm. Det er vældig langt. Til Fuglebjerg er der 1 fjerdingvej, så Hyllinge forbliver alle dage noget fjernt og festligt for os. Fuglebjerg kan man gå til, men aldrig i sine dage har man hørt om nogen, der gik til Hyllinge. Nej, der var det hest og vogn.
Et større hus, end hovedbygningen på Hindholm, havde vi aldrig oplevet. Det var helt ufatteligt. Midt i huset var der en frygtelig lang stengang, man kunne fare op og nedad. I den ene ende af den lå køkkenet, en stor sal med 2 store komfurer og spisekammeret, hvor vi aldrig selv måtte gå ind og pille ved maden. Dér var også bryggerset, hvor pigerne vaskede op og klaskede med porcelænet og sang og fjasede, så vi kunne høre det helt nede i den anden ende af stengangen, hvor vores privatlejlighed var.
Der gik mange dage før vi fik beset alle herlighederne. Vi for rundt gennem gange og værelser, i gymnastiksal og i have, fra kælder til kvist. Vi havde 3 piger og 1 karl. Vores far var en meget rig mand. Magen til hus med haver havde ingen i verden, og hvis man ville vigte sig, kunne man tilmed berette om, at far ejede 100 td. land og hele Skaftes gård. Også at far bare kunne sige, at Skafte ikke måtte være der, så var han nødt til at rejse. Alle hestene og køerne og grisene og det hele, ja, selv dammen midt i med ænder og andemad var fars og mors. Ikke underligt, at min lille næse fik en tendens til at gå i vejret.
Der var så mange nye mennesker, der pludselig dukkede op. Hver dag var fuld af spændende oplevelser. Aldrig har børn haft det bedre og mere spændende, end vi tre Hindholmbørn. Solen skinnede hver eneste dag, synes jeg, og da sneen faldt, fik vi bare mere tøj på og legede ude i den med slæder og byggede snemænd og sloges med sne.
Skolen blev fuld af elever. Det var unge mænd om vinteren, og det var spændende, at lære dem at kende og at udvælge sig en allerbedste ven. Om aftenen samledes eleverne i deres dagligstue, den Inge kaldte ’lever-legedue’. Der spillede de skak, læste aviser, skrev breve eller passiarede. Somme tider fik Vagn og jeg lov til at slippe derind. Der var en flot karl med krøllet hår. Han hed Kristian. Han var så pænt rød og brun i ansigtet, og han havde sådan nogle vældige store røde hænder. Han var også rar. Han var min allerbedste ven en tid. Men så kompromitterede jeg mig selv, ved en aften at kravle op på hans skød, slå armene om hans hals og give ham et smaskkys. Alle karlene skoggerlo – jeg blev ildrød i hovedet, gled ned fra hans skød, løb ud og smækkede døren efter mig. Jeg kom ikke i ’lever-legedue’ i lange tider. Jeg rødmede og for af sted, hvis Kristian nærmede sig. En uafvaskelig skam var overgået mig. Den sad i mig i mange, mange år. Det må være mindet om karlenes skoggerlatter. Jeg tror Kristian blev gift og bosat i Tjustrup, for jeg bilder mig ind, at kunne huske, at vi, da jeg var næsten voksen, har passeret hans gård på cykeltur til Pastor Krarup i Tjustrup. De andre ville af cyklen og hilse på ham. Jeg var ikke glad for det – min plettede fortid stod endnu i klar erindring.
Huset var dejligt, haverne var dejlige og solen skinnede. Vi legede ude, og vi legede inde. Der var laden f.eks. hvor vi helt oppe under taget havde lavet os en rede i halmen. Der lå vi oppe og spiste æbler. Kom nogen ind i laden, lå vi musestille. Det var spændende, at ingen vidste, at vi var der. Mest spændende af alting var det, at høre voksne tale sammen, uden at de vidste, at vi hørte det.
Når vi skulle spise, skulle vi først vaskes og redes. Barnepigen startede med sin kalden: ”Vagn og Martha – vi skal spise!” Ingen svar. Naturligvis ingen svar. Hvorfor skulle vi svare på noget så kedeligt, der kun ville medføre vask af hænder og frisering. Gertrud kaldte og kaldte. Vi puttede os bare i et træ eller bag en busk. Ingen vidste hvor vi var. Så måtte Gertrud ud på farten. Fik hun øje på os, måtte hun først fange os ind. Til sidst lykkedes det. Men da var hun også godt vred og trak mig i fletningerne, når hun redte mig. Jeg blev sur eller højtidelig, men lod det ske, fordi de voksne nu altid havde overtaget.
Så var det jul. Det betød en vidunderlig mængde dejlige ting. Størst af alt juletræet i vores private spisestue, der i den anledning var låst af, for at vi børn ikke skulle se juletræet før selve aftenen. Det var ikke til at holde ud for spænding. Dagen var lang, som et år – mindst. Vagn og jeg fik aldrig has på den. Vi gik i hælene på mor og plagede og frittede hende.
En tur var vi inde i gymnastiksalen og fik os en gyngetur i de lange tove, der hang ned fra loftet. Der var knuder i enden af tovet, og når vi satte os på knuden og kravlede med tovet mellem benene op på plinten og sprang ud. Ja – så fik man verdens bedste gyngetur.
Mandlerne i risalamanden om aftenen havde en forbløffende evne til at putte sig i netop vores tallerkener. Det var en foreteelse, der gentog sig med aldrig svigtende sikkerhed gennem hele vores barndom. Vi opdagede aldrig fidusen, fattede aldrig mistanke, men den var der altid. Efter middagen kom endelig selve juleaften. Juletræet var altid større og kønnere end sidste år, og henne ved vinduet stod spisebordet dækket med en hvid dug, hvis bugtninger afslørede, at der lå pakker i massevis under den. Træet var altid pyntet helt med hvidt, men der var hele chokoladefigurer på, og dem var det næste ikke til at få øjnene fra. Når vi havde gået rundt om træet, og havde sunget salmer, fik vi vores julegaver. Der var altid en masse. Først syntes man aldrig det fik ende. Næste dag havde man allerede vænnet sig til de mange ting. Men der var ligesom ikke så mange, og et par dage efter følte vi egentlig, at det var lidt småt med julegaverne. Hvordan kunne det være? Ja – løsningen på problemet kom i løbet af den kolde, strenge vinter, hvor vi ofte ikke kunne komme ud at lege. Da kunne mor komme ind i stuen med en pakke og sige: ”Nu skal I bare se, hvad I fik af tante Jane til jul”. Og så kom der en pakke for dagens lys. Vores kloge mor havde fornuftigvis forstået at holde igen, og ikke overbelaste vores små hjerner selve juleaften. Jeg mindes en vinter, hvor mor gentagne gange dukkede op med en forsinket julegave. Til sidst troede vi aldrig det fik ende, og vi var meget fortørnede og misfornøjede, da det omsider var forbi.
Det er umuligt for mig, uden breve eller nogen som helst hjælp udover min hukommelse, at fortælle om vores tid i Hindholm, i den orden tingene skete. Spredte minder stikker hovedet op. Men nu bagefter synes jeg, at Inge ikke rigtig var med i vores lag. Hun var lille og krøllet og yndig, og vi var alle sammen stolte af hende, men egentlig husker jeg ikke rigtig, hvornår hun blev stor nok til at være med.
Inge var en kælegris. Hun krøb over i mors seng om natten. Hun var bange for mørke. Hun drømte om store hunde og senere om fulde mænd, og altid fandt hun vej over til mors seng. Mor nænnede ikke at protestere, ja mor hyggede sig endda med, at have den lille, varme unge ind til sig.
Inge talte barnesprog. Et henrivende kaudervælsk, som vi alle med flid holdt ved lige. Ord som ”lever-legedue”, ”honnemindedengene” og ”ede” (det navn hun gav sig selv) blev med flid holdt ved lige af os alle sammen. ”Fars næse er gæv” var et af hendes yndlingsudråb, hvorefter hun i lynende fart løb gennem alle stuerne, mens far på skrømt løb efter hende.
Inge beundrede mig, hvad der ikke er usædvanligt for små søstre. Hun fulgte mig helst i hælene, og hvad jeg fandt på, udførte hun i naiv beundring. Jeg var stolt af hende og af at vise hende frem. Mest hendes krøller, der lignede en engels. Men engang, da vi stod sammen i børneværelset, blev jeg pludselig jaloux på englebarnet og flettede hendes krøller ganske stramt i to rottehaler. Det klædte hende ikke. De kunne heller ikke holde. Men det hjalp på min jalousi i øjeblikket.
Vinter skifter med sommer og sommer igen med vinter. Hvordan skal jeg kunne huske, hvad der er 1910, hvad der er 1911 eller 1912 eller 1913. Minderne dukker frem i vild uorden. Jeg kan ikke sortere dem, som far har gjort det gennem hundredvis af breve.
Det første forår, vi var på Hindholm, døde morfar i København. Mor græd. Det var sjældent at mor græd. Det var det forfærdeligste af alt i hele verden, når ens mor græd. Så kom moster Visse og onkel Johannes og boede hos os. De kom en dag, og moster Visse var i sort, og hun havde ikke noget med til os børn. Vi fik næsten altid noget, når der kom en eller anden på besøg, men denne gang var der altså ikke noget. Jeg ventede længe, jeg kredsede om moster. Der måtte dog være lidt bolsjer eller en rulle chokolade. Til sidst spurgte jeg om det. Det viste sig at være helt forket, at jeg spurgte. Mor blev ærgerlig og bad mig tie. Moster og mor var begge i sort, og jeg havde fået mørke hårbånd i mine fletninger. Jeg måtte ikke gå i mine nye røde forklæder, og moster havde ingen verdens ting med til os. Hvor var det sørgeligt, at morfar var død. (Jeg var 5½ år dengang.)
’Moster Visse’ og ‘onkel Johannes’ var mormors søskende. Yngste søster Louise Augusta Olsen (1881-ca.1965) og ældste bror Johannes Krarup Olsen (1881-1947). Begge var ugifte og flyttede med oldefar til Smallegade på Frederiksberg i 1905, da han blev pensioneret. Da oldefar døde 1910 flyttede de begge til Hindholm Højskole, hvor de ’gik til hånde’. I 1914 flyttede de med til Sorø. Johannes var uddannet mejerist. Moster Visse flyttede senere ind på Christiansdal frøkenkloster ved Glumsø.
Kort efter, syntes jeg, døde gamle onkel Hans[2]. Vi havde besøgt ham engang. Han var døv og underlig og råbte så højt. Mor kunne lide ham. Hun lo og snakkede meget med ham. Men jeg var nærmest bange for ham. Nu var han altså død. Der kom en hel vognfuld med møbler og ting og sager, som mor arvede. Vi børn fik indrettet vores legestue som dagligstue. Der kom et gammelt klaver (taffelformet) og plydsstole og sofa og tæppe på gulvet.
’Onkel Hans’ var mormors morbror, Rektor Hans Achton Krarup (1836-1911).
Mor havde sin plads ved vinduet, der sad hun ofte og strikkede eller syede og læste højt for os. Bedst husker jeg ”Little Lord Fountleroy”, men der var mange andre. Inge kunne ikke lide, at høre noget sørgeligt. Der var stærk diskussion først, om det der skulle læses var sørgeligt. Blev det vedtaget, at det ikke var sørgeligt, hørte Inge efter en stund, men faldt så hurtigt i søvn, hvis der da ikke nåede at passere noget trist i oplæsningen. For så stoppede hun fingrene i ørene og råbte: ”Jeg vil ikke høre mere, jeg vil ikke høre mere!” Også Vagn havde en stærk rem af huden. Mor begyndte engang at læse ”Onkel Toms hytte”, men måtte holde op. Vagn græd som var han pisket. Senere læste far ”Odysseen” højt for Vagn og mig. Vagn storgræd. Jeg sad og følte mig overlegen. Først lang, langt senere har jeg kunnet græde over noget sørgeligt. Dengang følte jeg mig blot hævet over de andre.
Jeg slugte bøger – som mad omtrent. De har fra mit 8-9’ende år været en livsbetingelse for mig. Det var ikke lødig litteratur, skal jeg love for, men altid læste jeg et eller andet. Da onkel Hans døde, fik vi nogle store årgange af ’Punch’ ind i huset og af ’Nordstjernen’. Jeg slugte det hele. De politiske billeder i ’Punch’ fattede jeg selvsagt ikke noget af, men der var tit morsomme forvanskninger af kendte billeder, og efter ringe evne fordøjede jeg det hele.
Ved onkel Hans’ død kom der en ting mere ind i huset. Bedre
end bøger, møbler og billeder. Der kom en hel kasse med tyk engelsk lakrids,
som han havde efterladt. Mor huggede det i småstumper og gav os hver dag lidt.
Det var ikke hans død, hans møbler, hans klaver eller hans mapper med
kunstreproduktioner, der gjorde størst indtryk på mig. Det var hans tykke
lakrids. Tænk at dø fra så meget lakrids!
Det er
så svært at vide, hvad kan må sige eller spørge om, og hvad ikke. Når vi har
fået en ny køkkenpige, må vi ikke, mens hun hører det, spørge mor, om pigen
ikke nok må spise med ved bordet inde i privaten.
Det er meget vanskeligt, at fatte. Jeg spørger helst om alting, fortæller helst alting til alle og enhver og jeg hænger mig om halsen på de fleste af pigerne, når de blot har været en time i huset. Jeg følger dem som en hund, snakker ustandseligt, og jeg vil se på, at de klæder sig om og pakker ud. Kommer en af de andre piger ind, hænder det at de siger: ”Nu kan du godt pille af”. Jeg gør det, men jeg forstår det ikke. Nu syntes jeg virkelig lige, det gik så godt.
Jeg elsker, at gøre mig bemærket. Engang fortæller jeg en af pigerne, at far og mor er meget, meget lykkelige. ”Men det er moster også, for far kysser også moster”. ”Vel gør han ej, dit lille vrøvl”, siger pigen. ”Jo, det gør han” hævder jeg, og jeg vrider min hjerne, for at huske bare en eneste gang, han har gjort det. Det glipper, men jeg tænker: ”Du bliver alligevel ved med at sige det, for det opdager de jo aldrig”. ”Sludder tøs” afslutter pigen mine interessante beretninger, og jeg sjokker af skuffet. Først adskillige år senere går det op for mig, hvad jeg lille, snakkesalige fæ, har stået og brygget sammen. Jeg takker himlen for, at det var en fornuftig pige, jeg fortalte den historie.
Var der nogensinde sorger, skænderier eller bekymringer hjemme? Jeg husker det ikke. Vi hørte aldrig om det, men levede vores aldeles sorgløse, beskyttede barndom i vore tre store haver i idel solskin.
En dag fik vi en ged. Den hed Mette og var mægtig tyk. Noget efter fik den to kid. De blev kaldt Hans og Grethe, og de var vores helt alene. Vagn og jeg fodrede dem og aftenen, og om morgenen trak vi af sted med vores geder. De havde fået en tom svinebås ovre i den gamle grisestald. Vi lugtede i lang tid af ged, hvor vi end stod og gik. Mor kunne ikke fordrage det – ingen kunne lide det, men vi elskede gederne og græd i stride strømme, da hele gedefamilien blev solgt. Jeg antager at lugten til sidst blev mor for skrap.
Haverne var vældige tumlepladser for os. Mest den gamle frugthave, hvor der var ”flere hundrede frugttræer”. De var gode at klatre i. Bedst var træet med sommerpærer og træet med gravenstener. Det sidste var rigtig gammelt, men aldrig har et æble smagt bedre, end æblerne fra netop det træ. De var saftige og rødstribede og havde mange sorte ’fregner’. Den dag i dag bliver jeg fornærmet, når gartneren påstår, at sorte pletter på gravenstener er tegn på sygdom. Sygdom? – ikke spor.
Den have endte i en lille lund, hvor der var masser af buske med snebær, der kunne smælde, når man trådte på dem. Der var også et træ med paradisæbler. De var så små og så kønne, men hvinende sure. Når vi var løbet helt ned i den ende af haven, var det ikke let for Gertrud, at fange os ind. Græsset under træerne var groft og højt, helt anderledes end græsset i den nye frugthave. Der stod unge æbletræer i lige rad og rækker. De var ikke høje endnu, men et par af dem bar ”verdens allerstørste” sommeræbler. Dem måtte vi kun spise et af om dagen, og kun de nedfaldne. Det var lidt trist, hvis der sad et vældig stort et på en gren og der kun lå et lille et i græsset. Heldigvis kunne man jo altid kravle under træet og med et ’tilfældigt’ kast med hovedet få æblet til at falde ned. Man kunne faktisk næsten ikke gøre for, at det faldt ned. Ingen havde jo sagt noget om, på hvad måde det skulle være nedfaldent. Der var også det med et om dagen. Hvis det nu var to der ikke var så store, eller hvis man bestemt lovede sig selv, at så ville man ingen spise i morgen – ja, så var det næsten i orden. Hvis man nu regnede ud, at et om dagen blev over 300 om året, og man så tænkte på hvor mange, man så ikke fik, fordi der ikke var æbler på træet i 300 dage – Ja, kort sagt, vi indrettede os. Og vores lidt sarte maver fik lov at bære følgerne. Mors bekymring for vores dårlige maver, begreb vi overhovedet intet af.
I den nye køkkenhave var der også en dyb mergelgrav, som man druknede i. I det hele taget var mergelgrave kun til at drukne i. Det har jeg vidst hele mit liv. Det sidder urokkeligt fast, og i min barndom skulle ingen levende sjæl fortælle mig, at de havde badet i en mergelgrav. – Umuligt, simpelthen. Det døde man jo af!
Der var også vores egne tre haver. Vi gravede og vi såede, men vores tålmodighed var meget ringe. De fleste gange omdannede vi vores haver til huler, når de var vel tilsåede. Vi gravede dybe huller i dem og lavede gemmesteder dernede, og vi lod radisefrø og ærter skytte sig selv. – Vente på dem hele sommeren, var da ikke til at holde ud.
I mors blomsterhave måtte vi ikke rode. Den var fint holdt og mor skuffede og rev den selv. Den havde vi respekt for, og vi kom næsten kun i den på vej enten til hønsegården eller til ’Møen’. Møen var en halvø, der med en bro, var forbundet til mors have. På den ene side var mors have, på den anden høje træer, på den tredje en bundløs mergelgrav, hvor vi fiskede hesteigler.
Det gav os ideen til at lave en zoologisk have. I mange dage arbejdede vi med den og fangede dyr til den. Der var mange rare ting, såsom markmus, hesteigler, et pindsvin, guldsmede, kållarver og så hovedattraktionen – en stor, fed og ubeskrivelig ækel frø. For at gøre frøen endnu mere iøjenfaldende klædte vi den ud i dukketøj. Hver morgen stormede vi over til Møen og fodrede dyrene. Vi drømte om en stor og strålende fremtid. Vi talte om, at indlemme hele mors blomsterhave! Folk ville komme og se vores dyr og det skulle koste noget. Hvis nu først alle dem, der kom til elevmødet om efteråret, betalte entre, så kunne vi måske få flere dyr, måske en høne eller en gris. Senere kom såmænd nok mange rejsende, for at se den zoologiske have. Så var den selvfølgelig blevet større og større, og – ja, måske blev vi rigtig rige af den.
En morgen var den udklædte frø død, og da pindsvinet og markmusen var stukket af, tabte vi helt interessen. Vi begravede den døde frø, bar i mange dage blomster til dens grav, og slog os så på noget andet.
Der var nok at lave. Der var f.eks. dammen midt foran hovedbygningen. Dammen var ingen mergelgrav. Man døde ikke af den, men der var ler i den. Rigtig første klasses pladder. Ler, som man bestemt kunne lave figurer og askebægre af. Vi lavede en masse. Vi stillede dem i solen og lod dem tørre. Der var julegaver til hele familien. Måske ville vi også sælge nogen af dem. I det mindste blev jeg da nok sådan en, som lavede buster. Der var godt, at øve sig i tide, når man ville være berømt. – Hele skidtet smuldrede, da det blev tørt, og vi slog os på, at bygge en dæmning ud i vandet i stedet.
Der var et herligt træ, der hældede sine grene langt ud over dammen. Det var som skabt til at balancere på, men det måtte man ikke. Svend Aage, der var feriedreng hos Skaftes, kunne sagtens. Vi kunne også sagtens, men vi måtte altså ikke. Svend Aage sagde: ”Æv – bæv – du tør ikke, du er en tøs. All right – mor var tit i køkkenet. Køkkenet vendte ud til den anden side. Det gik nok!! Ja – det gik virkelig, men endnu de mange år senere, skæver jeg til ældgamle træer, hvis grene hænger ud over vandet. Og jeg siger til mine børn: ”Hold jer derfra, det er farligt. Sådan en gren kan være glat. Jeg ved det af erfaring.”
En frygtelig tordennat brændte Arløse skole. Vi stod i gavlvinduet og så bålets flammer slikke mod himlen. Det krilrede i maven. Det var frygtelig spændende. I Arløse skole boede lærer Kæstel og hans kone og datteren Else. Vi havde en tom lærerbolig. Far og mor tilbød dem den midlertidigt, og de flyttede ind. Else var på alder med Vagn, men legede med mig. Hun vidste en masse. Hun fortalte mig en masse. Hun vidste hvordan de små børn kom til verden. Jeg undrede mig og jeg spekulerede. Den tanke opstod i mig, at det måske havde været sådan i meget gamle dage, hos rigtigt fattige mennesker. Men bestemt aldrig i livet hos fine mennesker, ja – i det mindste aldrig hos kongen! Men hvad så? Min teori om storken begyndte at vakle. Jeg forsøgte mig frem hos mor. ”Mor”- sagde jeg en dag, mens mor stod og redte mig – hvordan kan storken i grunden finde ud af om folk er gift eller ej?” Mors svar: ”Det kan de såmænd heller ikke altid, min ven”, forstod jeg først mange år efter. Jeg grublede videre. ”Mor” sagde jeg en anden dag ”hvordan kan nogen, når de får et lille barn, og det slet ingen tøj har på, altså hverken pigetøj eller drengetøj, vide, om det er en dreng eller en pige?” Svarene husker jeg ikke, men mine tanker blev ved at kredse om emnet. En dag, da forstander Sørensens datter, Agnes, gik fra skole og passerede Hindholm, hang jeg ud ad vinduet og hviskede himmelhøjt: ”Kom her hen, så skal jeg fortælle dig noget!” Agnes kom nærmere. ”Fru Skafte har fået en lille, og det er hende selv, der har fået den. Det er sandt.”
Else og jeg legede meget sammen, men det var ikke lige godt alt det, vi bryggede sammen. Her kommer jeg til historien om mors symaskine. En frygtelig hændelse, fordi den medførte, at min helt bombesikre tro på Gud blev rystet. Sypige Marie kom et par gange om året og syede ’nymoderne’ kjoler til os alle. Vist mest til de gamle. Hun sad i børnedagligstuen, der imens flød med tøjstumper og ritråde. Mors makine var god. Marie brugte den, men vi måtte ikke røre den. Absolut ikke!
Når Marie gik ned i køkkenet for at drikke kaffe, var der ingen i stuen. Men der var masser af klude, og hvad kunne det egentlig gøre, at sy dem lidt på maskine? ”Tør du?” spurgte Else. – ”Ork, ja”, sagde jeg og startede. Der var ingen undertråd. ”Kan du spole?” spurgte Else. ”Ork, ja” pralede jeg, ”det er mægtig nemt”. Så fik jeg med mine små, snavsede, brune fingre fisket spolen op. ”Novra”, sagde Else øjeblikkelig, ”nu kan du ikke få den ind igen, og hvis Marie nu kommer, hvad så?”. Jeg prøvede, og fik spolen sat i klemme – ubehjælpeligt i klemme. Den kom hverken op eller ned. Urokkeligt fast sad bæstet. Jeg svedte angstens sved. ”Hvad nu?” – – – Så løb vi vores vej. Langt, langt ned bagerst i haven. Vi prøvede på at tænke på noget andet, at bagatellisere sagen. Pludselig løb Else op, og jeg var alene. Al min elendighed faldt ned over mig. Jeg småklynkede og lagde mig på knæ i græsset med foldede hænder, og bønfaldt: ”Kære Gud, vil du ikke nok reparere mors symaskine for mig. Kære Gud, vil du ikke nok, bare denne ene gang, tage spolen op? Så skal jeg aldrig nogensinde i livet sy på maskine mere. Amen!”
Eftermiddagen var lang, meget lang, men jeg forblev i haven og kom først ind, da der skulle spises. Det første jeg opdagede var, at Gud ikke havde taget den spole op. Marie var blevet sinket hele eftermiddagen af maskinen. Mor var vred. Jeg var flov og skuffet – ”Gud kunne nu godt have hjulpet med den smule!”
Vi fik privat undervisning på Hindholm. Far og mor underviste Vagn, moster Visse mig. Jeg husker ikke meget af den skole, udover at jeg lærte at stave ved hjælp af den nu så moderne ’sætterkasse’. Det var sjovt, men om det gik nemt eller ej, aner jeg ikke. Når moster var i særlig godt humør, fik jeg lov til at lægge de løse bogstaver sammen til ord, jeg selv fandt på. Det var morsomt. Sommetider lavede jeg drilleord til moster Visse.
Jeg var tit ked af at gå alene i skole. Når vi fik fri elskede jeg at lege, at vi var en hel stor klasse, der havde det så strengt, så strengt. Vi måtte ikke gå udenfor en stor cirkel, jeg tegnede i gården. Vi skulle stille op to og to og marchere op i klassen. Når moster så kaldte, stillede jeg op to og to i en lang række, og gik op til Inges og mit værelse, fulgt af en indbildt skare af mindst 30 piger.
Jeg husker intet fra skolen på Hindholm, intet fra undervisningen, intet om hvad jeg lærte. Men i de fleste fag fulgte jeg vist med Vagn og kom derfor ret langt forud for mine jævnaldrende, navnlig i historie, fordi far var historiker. Jeg husker da Frederik VIII døde, at vi fik fri fra skole, og at mor i lang tid derefter gik i sort. Det gjorde man i den tid, når kongen var død. Andre tider, andre skikke. I dag kunne en dame fra samme samfundslag uden tvivl køre på cykel iført hvide shorts, rød bluse og cigaret i munden om så både kongen og paven døde!
Man skulle tro jeg havde glemt Larsen, min allerbedste ven gennem årene på Hindholm. Larsen var lærer, ugift og døv og vel i 60’erne. Han og jeg var svorne venner. Når jeg krøb op på hans skød, kunne jeg nemt råbe ind i hans øre. Han frembragte en mærkelig monoton brummen i stedet for at synge. Bagefter har jeg hørt, at han tit var deprimeret. At han led af susen i hovedet og var trist og bitter. For mig står han som den evigglade barndomsven. Der tegnede, malede og klippede ud til os. Engang lavede han verdens mest forbløffende tryllebrev til os. Det bestod af en hel masse breve indeni hinanden. Inderst lagede man en toøre. Man lukkede alle brevene. Toøren var der endnu – ”føl blot”. Så svingede man tryllebrevet og huskede at sige hokus – pokus – fili – hankat. Når man så åbnede det igen, var toøren borte!! Vi havde dette vidunderbrev i masser af år. Inge kaldte det for ’tullerævet’, og vi klyngede os til det ord.
Om sommeren var vi altid mange børn. Moster Maler[ kom tit med alle sine børn. Feriebørn havde vi også. Haverne genlød af råben og skrigen. Vi legede, vi larmede, og solen strålede fra vores skyfri barnehimmel.
’Moster Maler’ var mormors ældste søster, Christiane Amalie Nicoline Olsen (1875-1966). Gift med Rektor Claus Peder Clausen
Af og til kom der en eller anden tante på besøg. En sommer var det tante Jane. Hun var ikke spor tante. Vi kaldte hende det bare, for hvad skulle man ellers kalde mors veninder. Tante Jane var mest Inges tante. Inge havde engang spurgt, om ikke tante Jane måtte være hendes ’firmor’. Det blev bevilget og aldrig siden glemt. Fra den dag af var Inge mere i familie med hende, end vi andre.
Vi havde et rigtig gammeldags WC inde i hovedbygningen i den ene ende af den lange gang. Først var der et lille, mørkt og temmelig skummelt vaskerum, hvor det forventedes, at man vaskede sine hænder, når man havde gjort ’pop – pop’. Jeg var ved at vaske mig, da tante Jane forsvandt ind i det allerhelligste. Da jeg var færdig, og ellers burde være gået, slog et lyn ned i mig – hvad om jeg låste tante Jane inde på WC. Bare lidt, selvfølgelig ikke ret længe. Før jeg vidste af det var det sket. Jeg benede ud til alle fætrene og kusinerne. Snart var vi i vild leg. Glemt var min fange, der måtte dunke og dunke, mere og mere arrigt på døren, indtil den næste betrængte sjæl omsider nærmede sig og befriede hende.
Tante Jane var vred. Hun var meget vred, og hun ’gav mig besked’. Jeg holdt godt nok af at gøre mig bemærket, men det var ikke rart.
Den største dag i året var fars og min fødselsdag. Så var vi på skovtur i charabanc med alle eleverne. Jeg sørgede meget omhyggeligt for at ingen mennesker, der kom i min nærhed, skulle svæve i uvidenhed om, at det var min fødselsdag! Alle burde vide det. Alle!
Vi blev bragt til sæde i en vældig stor charabanc. Nogle cyklede. Turen begyndte. Den gik altid til Bisserup. Mor og pigerne havde fyldt tøjkurve med mad. Tøjkurvene var dækket med rene, hvide stykker. Det var dejligt alt sammen – eventyrligt dejligt. Vi børn krøb op og borede os ind hos vores specielle yndlingselev og så skramlede vi af sted.
Vi sang på vejen. Alle mulige sange. Men lige før Bisserup var der en stejl bakke nedad. Det var noget af det allermest livsfarlige i verden, at køre ned ad den bakke. For sæt hestene løb løbsk! Vi måtte alle sammen ud af vognen og gå nedad bakken. I Bisserup spiste vi frokost på Afholdshotellet og gik så til stranden. Nogle badede. Blandt disse nogle var mor, moster, Inge og jeg. Det gik meget gedulgt til. Vi gik ud ad en lang bro til et dame-badehus. Det var et lukket rum, hvor vi kunne blive klædt af. Den ene halvdel af gulvet manglede, men der var både vægge og loft. En glat trappe med en snor føret ned til dette vel skjulte badehul. Det var i 1911 – 12 – 13.
Man kunne godt gå ud i det fri og bade. Der var skyklapper på hver side af badehuset, så ingen profane blikke skulle ramme damer, der badede i 1911. Inge og jeg var helt nøgne. Mors badedragt var vældig rød og hvidstribet på tværs. Mosters ditto i blåt. Bagefter blev vi klædt på i alt, hvad det hørte sig til. Ikke noget med bar ryg og ærmeløse kjoler.
Vagn badede med far og lærerne. Badehuset var langt borte. Det var tjæret sort. Jeg mente bestemt, at slagterens Lis var druknet der engang. Det var synd for Vagn, at han skulle bade der. Man druknede næsten altid der; det var i det mindste sket en gang – og huset var sort.
Jeg sørgede for, at folkene i afholdshotellet , samt alle gæster på stranden, fik at vide, at det var min fødselsdag. Det var sådan en umådelig vigtig dag, og jeg syntes de burde vide det.
Aftenen faldt på mens vi kørte hjem. Far sang, pigerne sang med, og vi børn var trætte og sad og nikkede med hovederne i den milde sommeraften, indtil søvnen tog os, og vi intet sansede, før vi søvndrukne blev løftet ned og hjulpet i seng.
Sommer og vinter skiftede. Senere i livet har vi forstået, at far og mor havde bekymringer. At deres økonomi var vanskelig, at det hele trak op til krig og meget andet. Over vore trygge barnehoveder gik alt sporløst hen. Vi trivedes, vi legede og jeg mindes ikke en eneste mislyd i dette paradis.
Jeg vidste godt, at jeg ikke var så pæn som Inge, og heller ikke så sød. Alle sagde, at Inge var så yndig, men jeg tænkte ”hvis jeg bare kunne få smilehuller i kinderne og en kløft i hagen, så ville jeg sikkert blive pæn”. Jeg begyndte, at bide mig indvendigt i kinderne, så snart jeg huskede det. Jeg foldede min hage, så der blev en kløft. Jeg stod en overgang temmelig tit foran spejlet – mon det ville hjælpe? Bedstemor kom forbi en dag. ”Nå”, sagde hun, ”du står nok og spejler dig. Synes du er yndig. Det bør en lille pige ikke tænke på”. Jeg blev flov. Jeg opgav forehavendet. Det var håbløst.
En gang imellem havde vi offentlige møder. Der kom kendte mænd og talte. Egnens befolkning mødte op – alt var fest. Bagefter blev der drukket kaffe i gymnastiksalen. Jeg husker kun lidt fra de møder. Ikke de kendte mænd og aldrig forsamlingen, men en bestem salgs biskuit, som mor købte hjem i store papkasser til kaffebordet. Det gjaldt om, at holde sig til, når mor og kokkepigen Johanne var ude af syne. Der var imellem de blandede biskuits især en slags med sukker imellem. Hvis man, når bordene var dækket, kunne nå rundt en tur, inden nogen satte sig, og rode lidt i hvert kagefad gav det godt udbytte. Jeg elskede fyldte kiks!
Far havde en fin, rød skindbog. En gæstebog, som talerne skrev i før de drog af[2]. De skrev ikke alle sammen lige pænt. Jeg ville frygtelig gerne skrive lidt også, men blev aldrig opfordret. På et tidspunkt havde jeg endda opdaget, hvad vers var, og jeg var sikker på, at jeg ville kunne skrive det mest forbløffende vers, som alle ville lægge mærke til. Måske ville jeg blive berømt!!
Morfars gæstebog fra Hindholm er i dag i min besiddelse. Der er mange indlæg fra årene i Hindholm 1909-14. I 1945 gav morfar bogen til mor, da hun var blevet separeret og flyttede til Lillebo på Carl Bernhardsvej i Odense. Mange familiemedlemmer og venner har skrevet i bogen i løbet af 1945.
Hvert år om vinteren var der elevbal. Det betød fest over hele skolen. Inge og jeg blev klædt fint og ens på. Det var vi for resten næsten altid. Der var musik, og der var en masse gæster. Det skulle være ’ringforlo-vede kærester’. Jeg holdt af, at gå rundt og se, om der var en ring. For øvrigt følte jeg mig temmelig snydt. Alle karlene dansede helst med deres kærester, ingen havde øje for at danse med mig, og det ville jeg endda så forfærdelig gerne. Salen var fin – den fineste, jeg i mit liv har set. Lærer Larsen havde i flere dage gået og pyntet gymnastiksalen med masser af kulørte strimler af silkepapir, der strålede i alle farver. De hang ned mod ribberne, fastgjorte oppe under loftsbjælken. Det var et stort og fantasifuldt arbejde, han udførte hvert år, og vi fulgte ham under det hele, og vi blev hvert år lige overraskede over det flotte resultat. Ingen har nogensinde haft så flot en balsal.
En vinteraften i slud og sne stod der pludselig en vagabond og bankede på køkkendøren. Han var gennemvåd og forfrossen helt igennem. Han var meget forhutlet og ikke helt ung. Han fik lov at komme ind og fik mad i køkkenet. Da det var sådan et herrens vejr, fik han lov til at blive om natten. Han blev også næste dag og næste igen. Førend vi anede det, var han fast inventar. Han gik lidt til hånde, bar brænde ind, pudsede lampeglas og holdt ellers til i køkkenet. Han var mit første møde med den barske ’underverden’, og han gjorde et stort indtryk på os børn. Da han imidlertid viste sig at være skikkelig nok, fik han lov til at blive vinteren over. Men da isen smeltede og foråret brød frem vågnede udlængslen i ham og en skønne dag var han borte. Det frie liv i naturen kunne han ikke undvære. Vi glemte ham snart, og sommeren gled hen, uden at vi fik livstegn fra ham. Jeg husker ikke hvad han hed, men pludselig en aften næste vinter dukkede han op igen. Denne gang var vi tryggere ved ham. Vi stod omkring ham i køkkenet, mens Johanne fyldte ham op med mad, og han fortalte os, hvor store vi var blevet, og snakkede helt fornøjet med os. Alt gled nu ind i den vante skure, og da vi skulle til at have skolebal igen, var det ham der hjalp Larsen med at dekorere salen. Han lavede et vældig højt stativ, som han kravlede op på for at fæstne guirlanderne. Han arbejdede længe deroppe. Der så halsbrækkende ud og det endte da også galt. Pludselig fik hele stativet overbalance og han styrtede ned, mens de opstablede møbler væltede hulter til bulter ned over ham. Der lå han på gulvet og jamrede sig. Han blev båret op på sit værelse. Det var betagende uhyggeligt, at en voksen mand sådan kunne falde ned. Vi havde aldrig set sådan noget før og var meget benovede, når vi listede op og så til ham. Måske lå ham længe, måske kort, jeg husker det ikke. En dag var han borte. Vi så ham aldrig mere. Jeg husker slet ikke hans navn, har måske aldrig kendt det – ’ships, that pass in the night’.
I timevis kunne jeg blive ved med, at fortælle disse glimt fra vores barndom. Der er ingen orden i minderne, ingen hundrede procent sikkerhed for, at det jeg husker er korrekt. Mine søskende vil i alle tilfælde falde over mig og sige: ”Det er noget du laver”. Jeg har hørt den slags så tit. Min fantasi har altid været berygtet. Men en ting er sikkert, at når jeg tænker tilbage på Hindholmdagene, er der kun solskinsdage. Der er kun vores lege, vores tumlen i haverne og i gymnastiksalen og de lange gange. Der er ingen skyer i min erindring, og har mor og far af og til bag lukkede døre haft deres spekulationer (og det ved jeg jo nu at de har haft), ja, så blev det bag de lukkede døre. Det var beundringsværdigt, næsten ufatteligt for vor tid, hvor alting bliver drøftet og næsten sker for åbent tæppe. Jeg er usigeligt taknemmelig for den lukkede dør.
Den første verdenskrig 1914 brød ud. Skyerne trak sammen over os, også i bogstaveligste forstand, idet det var den varmeste sommer i mange år. Det var ofte torden og da krigen brød ud, hændte det af og til at vi, når vi var ude at køre med hest og vogn, hørte rumlen og knalden langt borte, og vi vidste ikke, om det var torden eller krig.
Hvad krig egentlig betød, anede vi slet ikke – heldigvis. Min tydeligste erindring om krigens udbrud er, at gamle lærer Larsen indgik et væddemål med Moster Visse om, at krigen ville være forbi om en måned. De væddede om en plade chokolade. Jeg væddede ikke, men jeg havde nok haft lyst til at blande mig i en sag, der – hvem ved – kunne give en plade chokolade som resultat.
Lige før Sommerferien var Vagn blevet optaget på Sorø Akademi. Det var en aldeles voldsom begivenhed, større end krigen og alt andet. Han havde nemlig fået en fin ny uniformskasket, og den skulle vises frem til alle Hindholms beboere. Han stormede rundt, stolt og fin, med det nye trofæ højt på hovedet. Inge og jeg ville med. Selvfølgelig skulle vi også med på den runde og smage lidt af glansen, der stod om vores store bror. Vi havde hinanden i hånden, og løb efter ham over de toppede brosten. En stund fandt han sig i det, men pludselig vendte han sig om og snerrede: ”Skrub af tøser. Tror I jeg vil have jer tøser med i hælene hele tiden”. Der stod vi to og fortrød, at vi var til – ak, skabningens herre!
Krigen var brudt ud, Vagn flyttede til Sorø, far rejste til Lyngby for at vikariere for Farbror Vilhelm, der var blevet indkaldt. Jeg husker ikke meget af det efterår, udover når Vagn kom hjem på weekend. Det var en herlighed uden lige. Mor kørte ham i møde med ponyvognen, og Vagns cykel blev sat på vognen, og de kørte hjem. Stemningen var høj. Men knap så høj var den søndag aften, når han skulle tilbage til Sorø. Så fulgte mor ham igen på vej, og jeg er ikke sikker på, at det var tåreløse afskeder dér, et eller andet sted på Sorø landevej.
Efteråret kom og det blev koldere. Bladene faldt og det var ikke solskin mere. Svagt mindes jeg en tryghedsspændt stemning. En vis mangel på humør i det daglige hos mor, der jo også gik der og savnede far og Vagn. Far kom på små, hurtige søndagsbesøg, Vagn gjorde det samme. Hindholm var blevet et kvindehus. Ude i verden rasede krigen, og onkel Johannes travede hver dag til Fuglebjerg, for at læse krigstelegrammerne på opslagstavlerne. Der var ingen radio den gang, og det var ikke nemt, at have tålmodighed til aviserne kom.
Dagene blev kortere og kortere, mor sad om eftermiddagen i børnedagligstuen og læste højt for os. Jeg ser hende så tydeligt for mig. Hun strikkede altid samtidig. Tabte hun en maske, eller strikkede hun en fejl, holdt hun inde med læsningen og sænkede undersøgende hovedet over sit arbejde. Så tog hun fat på ny. Bladene i bogen vendte hun med sin strikkepind.
Så kom bomben pludselig om, at vi skulle flytte til Sorø og bo i et almindeligt hus – ikke et med 100 værelser og lange gange og masser af mennesker. Hvilken begivenhed!
Der var ingen deprimerende kommentarer, der trænger sig frem i min erindring. Det var alene barnejubel og forventning og glæde over, at Inge og jeg nu skulle i skole, have rigtige kammerater, lege med en masse fremmede piger, bo i en by med oplyste gader og strålende butiksruder – alt var lyst og strålende for os.
Jeg husker auktionen over alt vores overflødige gods. Den foregik i gymnastiksalen og mange mennesker var kommet. Inge og jeg gik rundt og var ’store’. Det var vores alt sammen, og magen til stabler af tallerkener havde man da aldrig set. Det var hvidt jernporcelæn med grøn kant. Det var egnet til at modstå pigernes opvask med brask og bram og latter og fjas. Jeg møder endnu af og til en enlig sauceskål fra det stel. Bare en eneste, men den minder mig om rislende latter fra bryggerset på Hindholm, og om en dag i det sene efterår, hvor gymnastiksalen var fyldt med gods, der alt sammen blev solgt.
Vi spiste vores sidste måltid på Hindholm ovre hos forpagteren. Det var spændende, det var også fin mad. Vi skulle derefter køre til Sorø i en lukket landauer. Far skulle sidde på bukken og han var iført den fine (verdens fineste og dyreste) kørepels, som farmor en jul havde foræret ham. For sidste gang låste far hoveddøren til Hindholm og krøb op på bukken. Vi blev alle sammen stuvet ind i vognen. Kusken trak i tømmerne og fremad gik det mod det ukendte og det uvisse, men for os børn så ubeskriveligt spændende. Og mens regnen styrtede ned, og den bælgmørke novemberaften svøbte sig om os, vendte vi tre børn ryggen til vores første lykkelige og solfyldte barndom.
-o-
Jeg ved godt, at jeg næsten intet
specielt har skrevet om mor. Men hvordan skulle jeg kunne det? Som voksen har
jeg altid vidst og altid hørt, at mor var noget særligt – en stor kvinde. Men
den slags ved en lille pige intet om. Mor var bare mor. Hun var det centrale i
vores liv. Mor levede i den grad i vores bevidsthed, at vi ikke lagde mærke
til, at hun var der. – Blot hvis hun ikke var der. Tilværelsen uden mor var
utænkelig, hun var en del af vores liv, hun var der altid – kan man sige noget
bedre om sin mor?
Efterskrift.
Dette manuskript fandt jeg for nylig under en igangværende oprydning af mors efterladte papirer, som har været i min besiddelse siden mor døde i 1968.
Det forekommer mig, at jeg engang har set et maskinskrevet eksemplar, men det ser ud til at være gået tabt. Jeg synes det fortjente, at blive renskrevet, så flere kan få muligheden for at læse det. Jeg har været meget tro mod manuskriptet og kun lavet meget få redaktionelle ændringer, som jeg skønner mor selv ville have foretaget, fortrinsvis med tegnsætningen. Så har jeg tilføjet noterne, som jeg mener, kan være til nytte for læsere, der ikke er helt fortrolige med slægtens personer.
Manuskriptet omtales i et brev fra morfar til mor dateret 15. april 1951, hvor han skriver: ”I morgen skal jeg ned til gamle Fru Pastorinde Krag og hendes datter for at læse noget, eller måske det hele, højt af ’Set med barneøjne’. Jeg kom til at nævne den for dem for nogen tid siden, og de lod sig forlyde med, at de voldsomt gerne vil høre den, og det måtte jeg gå ind på, hvad jeg for resten ikke har det mindste imod, da jeg synes, den nok er værd at høre. Jeg glæder mig i hvert fald til, at læse den for dem”. (Morfar har vel fået det maskinskrevne eksemplar).
P-M la Cour, April 2017.