Af Gerda Rasmussen

Jeg vil gerne fortælle om livet som husmoder på en forsøgsstation.

På Tystofte, hvor min mand er forstander, er der udelukkende forsøg med plantekulturer – korn, græsser og lignende. Forsøgene anlægges i en række små parceller på ca. 20-50 m2. Det siger sig selv, at i sådanne små ”urtebede” er det vanskeligt at komme med traktorer og større maskiner, som er almindelige i landbruget. Derfor vil forsøgsarbejde altid blive noget forfærdeligt ”pilleri”, som kræver en masse tid og mandskab.

Hvor mange vi er i arbejde i det hele ved jeg knap nok – der er nogle assistenter og medhjælpere, der er gift og ikke bor på forsøgsstationen – men jeg plejer at dække op til ca. 40 personer til høstgildet. Så har de forskellige deres koner eller kærester med. Så mange er vi heldigvis ikke hver dag. Om sommeren er vi almindeligvis 21-22 personer på kost.

Som husmoder keder man sig aldrig sådan et sted.

Der er oceaner af vask, med hvad derefter følger, som tager megen tid.

Der skal slagtes ca. 5 gange om året – skiftevis gris og kalv. Men da vi naturligvis har både køleskab, frostboks og alle forskellige hjælpemidler, er det nu ret hurtigt fra hånden.

En større affære er syltningen. Det er en tid hvor køkkenet ligner en hel fabrik. De unge mennesker plukker bær og ærter til os. Vi får dem ind i store baljer – så skal der ribbes, bælges og koges løs. Det er naturligvis store mængder det drejer sig om. Saft fx – der må man regne med ca. 300 flasker. – Det foregår jo med saftkoger, men er alligevel et stort arbejde. Dertil kommer så syltning af bær, asier m.m. for ikke at tale om marmelade, der ikke bliver sat hen i glas, men i krukker på 12-14 liter. – Og hvad mener De om, at begynde at bælge og konservere ærter til 22 personer til et års forbrug.

Det kan være at vi sylter usædvanligt meget, men det man har, det har man. Og måske får man en dårlig høst næste år, eller man står helt uden hjælp eller med meget dårlig hjælp – jeg har prøvet det hele – så jeg skal nok vide, at tage mine forholdsregler.

Om sommeren har jeg en kokkepige, en stuepige og en hjælpepige. – Så har jeg en kone, der kommer og gør rent på de unge menneskers værelser og på assistentens kontor. Desuden har vi en mand til at holde haven, passe høns og fyr. – At fyre synes måske som en lille ting, men på Tystofte er der tre centralfyr – et i forstanderboligen, et i elevfløjen og et til kontor og laboratorium. Og hvad haven angår, så tænker man måske, at det er mærkeligt, at husmoderen ikke interesserer sig for den. – Det gør hun sandelig også, men det er alt for omfattende. Når man nu, blot for at tage en enkelt ting, nævner at når urtehaven skal sås og plantes til, så bestiller jeg 700 porreplanter og tilsvarende af andre ting. Så forstår man sikkert, at det er nødvendigt at have en mand til det.

Der er også prydhaven. Den er stor og skal altid helst være tiptop i orden, da der om sommeren kommer en masse gæster for at se forsøgsstationen og forsøgene. Der er ikke mange dage i sommerens løb, hvor der ikke er gæster – en enkelt person, 3-4 stykker, eller udflugter på 2-300 mennesker. Selvfølgelig skal disse mennesker ikke beværtes alle sammen og derfor får jeg ikke med dem alle at gøre. Kun i enkelte tilfælde – mest når det drejer sig om udlændinge på studierejser – bliver de inviteret ind, når de opholder sig hos os omkring et måltid. Det bliver henstillet til os, at vi ikke behøver gøre det, da statens forsøgsstationer ikke kan beværte alle, der kommer. Det er selvfølgelig også rigtigt, men vi gør det af og til helt for egen regning, når vi skønner, at det ellers ville virke ugæstfrit. Sådan noget som markvandringer for Skelskøregnens Landboforening, hvor der kommer 150-200 mennesker, eller Husmandsforeningen, hvor der måske er 100 mennesker, der er der tradition for, at de nyder en øl eller sodavand i haven bagefter.

Sidste sommer havde vi besøg af ca. 30 mennesker fra de såkaldt underudviklede lande. Personerne var sandelig ikke underudviklede. De var alle mennesker i en ledende stilling i deres hjemland. De var på studiekursus arrangeret af FAO.  Der var mennesker af alle racer: Indere, arabere, nordafrikanere og en herlig sudanneger. – De var livlige og uhyre interesserede – dem inviterede vi på en forfriskning – de måtte ikke rejse hjem med indtryk af, at danskerne var ugæstfri.

Af og til kom der en delegation fra et eller andet land med deres landbrugsminister eller herværende ambassadør i spidsen for folk fra deres forskellige landbrugsinstitutioner. Og har vi taget godt imod dem, er vi undertiden blevet inviteret til reception i deres ambassade.

Det morsomste besøg, vi har haft af den art, var en delegation fra Kina. De var 10-12 kinesere plus en tolk, da de havde sprogvanskeligheder. Jeg serverede the for dem – med megen bekymring – da det jo omtrent var som at give bagerbørn wienerbrød. Vores datter sikrede sig, som hun altid gør, når vi har besøg af udlændinge, også kinesernes særprægede autograf. Kort tid efter blev min mand og jeg inviteret til reception i den kinesiske ambassade. Alle de små kineserinder var klædt i silkekimonoer i pragtfulde farver – hvor var de yndige. Mændene var i de mærkeligste sorte jakker, tillukkede og med sort flip helt op i halsen. I andre ambassader optræder folk jo klædt nøjagtig som vi andre og er derfor ikke nær så festlige som de kinesiske, der holder fast i deres særpræg.

Ja – man oplever mange morsomme ting som husmor på en forsøgsstation. Også på andre måder. Vi har næsten hver sommer et par udlændinge blandt de unge mennesker. Et år var det Jugoslaver, et andet år to unge sydamerikanere fra den hollandske koloni Surinam. De var vældig flinke. De studerede i Holland på en slags landboskole for kolonister og blev sendt ud på studieophold derfra. – De næste to vi fik derfra, var begge sorte – den ene kulsort, med en indiansk oldemor, – den anden lysere, sikkert på grund af hans svenske bedstefar – en mærkelig blanding, og slet ikke rar. De forstod ikke rigtigt at indrette sig i ordnede forhold. Og vi var spændt på om vi i tiden derefter ville møde små mulatbørn i Skælskør. Til sidst måtte vi bede dem rejse hjem, da vi selvsagt ikke kunne tolerere den slags på forsøgsstationen. Det var meget kedeligt, men heldigvis er det den eneste gang vi har været ude for det.

Man lærer mange ting sådan et sted: Selvbeherskelse – ikke at dømme for hastigt, der er næsten altid rimelige grunde til, at mennesker gør sådan eller sådan. Vi har alle fejl, så man må lære at tage folk som de er. Man må lære at respektere andre og deres arbejde, når man skal omgås så mange mennesker til daglig og samarbejde med dem.

Min mand er medlem af Nordiske Jordbrugsforskeres Forening. De holder kongres hvert tredje år, skiftevis i de fire nordiske lande – og der er damerne altid med. Møderne for mændene varer 3-4 dage og i den tid bliver der arrangeret udflugter af forskellig art for damerne. Når møderne er slut, er der forskellige faglige ekskursioner, man kan deltage i, eller man kan fortsætte på sin egen lille ferie.

Selvom jeg er glad for min tilværelse, er der dog en ting som jeg kunne ønske anderledes, ikke mindst af hensyn til mine børn. Min mand er ofte på rejse. Han har været på studierejser i England, Holland, Tyskland, Frankrig, de nordiske lande og Amerika. Det er naturligvis interessant og lærerigt for ham, men når den uendelige række af møder herhjemme også skal passes, er vi jo meget alene hjemme, tit en uge eller mere ad gangen. Og selvom vi har fuldt op at gøre hver eneste dag, og man i øvrigt har mange interesser lige fra madopskrifter, håndarbejde, frimærker fra alle verdens lande, talerkursus m.m. – så er vi meget alene herhjemme.

Det har altid været nogle dejlige ture vi har haft sammen i forbindelse med arbejdet. Men vores egne små ferier er alligevel de hyggeligste. Når børnene har skoleferie og vi drager afsted med bagagerummet proppet til bristepunktet, så er humøret højt – så ved vi, at vi har vores far i alle de dage – helt bestemt.

Noter:

1. Skriftet er udateret fra Gerdas hånd, men udfra indholdet skønnes det, at være skrevet omkring 1960. Hendes mand, Frede Rasmussen, var forstander fra 1952 til sin pensionering 1980, men de sidste mange år var forholdene ændrede/moderniserede, så der ikke var ansatte på kost. Der blev bl.a. lavet nogle faciliteter i værelsesfløjen, så de fastboende selv kunne lave deres mad. Deraf følger at al hjælp i husholdningen forsvandt.
2. Gerda skriver ikke om de to andre store opgaver, hun havde ansvaret for. Ansættelse af personalet i husholdningen og husholdningsregnskabet. Når dagens øvrige opgaver var slut, kunne man altid finde hende dybt engageret i sine regnskaber.
   Som hustru til forstanderen var hun ulønnet, men det var et vilkår for forstanderen, at hustruen tog den del. Men hun vidste hvad hun gik ind til. Den tidligere forstander Josef Hansen døde pludselig ved et trafikuheld i 1952 på et tidspunkt hvor Frede Rasmussen var på studierejse i USA. Han blev opfordret til at søge stillingen, så hun måtte sørge for alt vedrørende den officielle ansøgning til Landbrugsministeriet.
3. For den videbegærlige findes der flere skrifter om Tystofte forsøgsstation og statens planteavlsforsøg.
   I vores gemmer har vi følgende, udgivet i anledningen af 100-års jubilæet:
   Peder Nielsen, Statskonsulent, Grundlægger af Tystofte Forsøgsstation. Ved Berit Hansen, medarbejder, 1. april 1986.
   Tystofte Forsøgsstation 1886-1986. Ved Jutta Rasmussen, forstander, 1. april 1986.
4. De unge mennesker, som omtales flere gange, var elever der i en periode deltog i planteavlsforsøgene, som et led i deres uddannelse. Det var typisk unge landmænd, der var på vej til at overtage familiegården, eller det var studerende på Landbohøjskolen. Assistenterne var landbrugskandidater, som varetog det videnskabelige arbejde.

Noter ved
Poul-Michael la Cour
Holbæk, April 2020