Christen Larsen Krarup

1628- 1711

Fra ’Meddelelser om Familien Krarup’, nr. 9 side 102.

Der har altid indenfor familien Krarup været en vågen interesse for familiens afstamning, og ’Familiemeddelelserne’ har sikkert gjort deres til, at flere og flere har fået sans for værdien af personalhistoriske undersøgelser.

I ’Meddelelser om Familien Krarup’ nr. 9 fremlægges nogle resultater af en undersøgelse, som hr. Magister J. C. Hansen, Viborg, har foretaget i jyske arkiv her i Viborg, hvilke i mange henseender bringer et godt supplement til de undersøgelser, som frk. Nanna Lange har foretaget i det sjællandske landsarkiv (se Meddelelser s.37).

Krarup (by) i Tistrup sogn ved Varde kaldes 1638 af stedets sognepræst for en by; men af et dokument fra 1664 får vi at vide, at den kun består af tre gårde, og få år efter er byen yderligere slået sammen til to – rigtignok meget store – gårde. Dette behøver imidlertid ikke at betyde, at der nu bor færre familier i byen. Der synes i en vis periode i første halvdel af 16 hundredtallet at herske en vis tendens til, at flytte tættere sammen og bygge i fællesskab, måske for at opnå større sikkerhed. I slutningen af samme århundrede boede der i de samme to gårde otte familier, fire i hver, og de var sikkert alle besvogrede.

Her i Krarup boede Lars, og vi ved ikke andet om ham, end at han havde tre børn: Christen, Hans og en datter. Christen er centrum for denne fortælling, men det er broderen Hans, der er vores ane.

Søsteren ved vi ikke meget om. Hun blev gift med Christen Pedersen i Krarup. De havde en datter, Mette Christensdatter, der blev gift med Mads Olesen. Den rige og velgørende onkel Christen forærede dem gården Hesselho. Da Mette blev enke, måtte hun gå fra gården, men fik understøttelse af det legat, onklen havde stiftet. Mette Krarup og Mads Olesen havde to sønner.

Hans Larsen Krarup var gårdejer i Gårde. Oprindelig var han fæstebonde under den rige og mægtige Henrik Thott, der foruden Boltinggård på Fyn og flere skånske godser også ejede en del strøgods i Vestjylland, der vistnok havde hørt til hans moder og mormoders arvegods, Brandholm eller Hastrup i Nykirke sogn. Krigen 1657-60 ruinerede Henrik Thott, og det endte med, at Christen L. Krarup købte hans ejendomme i 1678, hvorefter han overlod gården i Gårde til broderen, mens Hesselho, Galtho, Letbæk og andre store gårde blev skænket til andre i familien.

Hans Larsen Krarups hustru kender vi ikke noget til; men de havde fire døtre, som interesserer os meget. Deres fødselsår er ubekendte og ligeså deres indbyrdes alder. Det er:

• Kirsten eller Christine, g. m. Mads Andersen Listo.
• Styvart, g. m. Søren Poulsen Moth, købmand i Odense (om slægten Moth se Meddelelser om Familien Krarup, nr. 9 side 104).
• Inger, g. m. Hans Thomsen (Lange) på Vormarksgård (se Meddelelser om Familien Krarup, s. 37)
• Ellen, g. m. Christian Mortensen, en søn af Morten Christensen i Galtho.

Navnet Styvart formodes at stamme fra broderen, Christen Krarups, hustru, der skulle være af slægten Stuart. Men dette har ikke kunnet bekræftes.

Christen Krarup havde i 1694 købt en middelstor bondegård på lidt over 5 Tdr. Hartkorn i den lille by Hedinge eller Hjedding i Ølgod sogn; den gav han nu til sin broderdatter Ellen og hendes mand til selveje. De havde ingen børn, der blev voksne. Ellen fik i onklens testamente tilstået renten af 1000 Rdlr, men pengene skulle efter hendes død deles mellem hendes to søstre, Kirsten og Styvart eller deres arvinger. Manden, Christian Mortensen, døde 1727 og Ellen fæstede gården bort til to fæstere, der hver skulle give hende 5 Rdlr om året. Selv flyttede hun op til søsteren Kirsten på Skaungård og senere også med til Rindsholm mølle, hvor hun døde 29. april 1736. Chr. Moth på Kvistrup arvede gården i Hedinge og halvdelen af de 1000 Rdlr, mens den anden halvdel tilfaldt Kirsten og Mads Andersen Listo.

Christen Larsen Krarup

1628- 1711

Skønt han døde barnløs, har hans liv og gerning dog den største interesse for hver nulevende Krarup. Han forstod nemlig den svære kunst at dele sine rige midler ud mellem sin families medlemmer således, at de kom hele efterslægten til gode, nemlig derved, at børnene fik en bedre uddannelse og blev bedre skikkede til at udfylde en værdig plads i samfundet.

Derigennem tjente han også samfundet i sin helhed, thi det er ikke for meget sagt, at de embeder og andre stillinger i samfundet, der er blevet beklædt af Krarupslægtens medlemmer i de sidste 200 år, er blevet helt upåklageligt udfyldte.

Nogle spredte oplysninger om hele slægtens arveonkel er fremkommet i disse meddelelser, især side 35, 37, 51 og 52. En samlet levnedsbeskrivelse af denne meget mærkelige mand har vi dog hidtil savnet, hvorfor jeg har fået min ven, Magister J. C. Hansen, til at skrive ud, hvad der kunne findes om ham i Jyske Landsarkiv.

Disse udskrifter står gerne til disposition for interesserede; jeg skal her af pladshensyn kun give en oversigt.

Christen Larsen Krarup er født i landsbyen Krarup 1628, Hans forældre kender vi ikke. Han har sikkert fået en god opdragelse, det vil sige lært at læse og skrive, og han har sikkert, ligesom flere samtidige bondesønner fra samme egn, som vi kender, været besjælet af en stærk trang til, at arbejde sig fremad og opad.

Chr. L. Krarup må sikkert mange gange både hjemme og ude have truffet Ole Borch, præstesønnen fra Sdr. Bork, der blev berømt over hele Europa som den lærde kemiker og alkymist, stifter af Borch’s kollegium, og også bondesønnen Jens Lassen fra Bork, kendt som den dygtige finansmand og organisator af skattevæsenet i Frederik III’s tid.

Første gang vi hører Chr. L. Krarup nævnt, er han kornskriver på proviantgården ved Københavns Slot. Afgifterne af kronens vidtstrakte ejendomme blev dengang mere afgivet i korn end i kontanter, så det var en meget betroet post, at modtage alt dette korn og fordele det mellem hofholdningen, hæren, flåden og alle de andre departementer, og sluttelig at sælge resten.

1668 fratrådte Krarup dog denne virksomhed og foretog en privat forretningsrejse til udlandet, vistnok Holland, England og Skotland.

Chr. L. Krarup havde ellers fast bopæl i København på denne tid. Han ejede Oxekoppen på Østergade, rimeligvis et gæstgiveri, som han drev sammen med sin handel. Netop den forening af gæstgiveri og storhandel med korn, kvæg etc. Passede godt med, at de folk, Chr. L. Krarup skulle handle med fra ind-og udland, kunne bo på hans gæstgivergård. Der findes ikke i Jyske landsarkiv oplysninger om, hvorvidt Krarup var gift, men der er stor sandsynlighed for, at han har været gift, og at hans kone har passet Oxekoppen, når han var på rejser.

Der er grund til at tro, at hendes navn var Stuart, eftersom hans broderdatter fik dette navn, og hun har sikkert været datter af den Oberst Jacob Wilhelm Stuart (Personalhistorisk Tidsskrift, 1921 side 68), som var indkaldt af Christian IV under krigen 1626-29 og som døde i København 1629. Hun kan have været søster til den Stuart, som omtales som Kuchenbacher i Frederik III’s tjeneste.

I 1671 stiftedes det Vestindiske Handelskompagni, mest for at udnytte de muligheder, der åbnede sig for den danske handel, efter at vi havde erhvervet Sct. Thomas og Sct. Jan. Både Chr. L. Krarup og ovennævnte Jens Lassen var særdeles aktive medlemmer af Kompagniet; Krarup var i den anledning i 1672 i Jylland for at købe varer til eksport (se meddelelser s. 51). Tillige havde han på ovennævnte rejse skaffet sig forbindelser i udlandet, der kunne aftage hans varer, når skibene passerede kanalen. (Der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at han var aktiv i slavehandlen. Trekantshandlen tog først fart efter at han havde stoppet sine handelsaktiviteter.)

Den skånske krig 1675-79 gav Krarup store chancer som leverandør til hæren, både af korn og fetalje (fødevarer, proviant). Endnu mere profiterede han ved leverancer til Ludvig den Fjortende, der førte krig både med Nederlandene, England og Tyskland; alle de krigsførende magter gav høje priser for korn og kvæg.

Men de samme krige bragte mange adelsmænd til tiggerstaven, og Krarup måtte låne store summer ud til forarmede adelsmænd, især af slægterne Sehested, Thott og Juel. Af Sehested fik han herregården Mullerup på Fyn i pant, og 11 aug. 1682 overtog han gården som privat ejendom. Det var lige efter at der (28 jan. 1682) var kommet en lov, der ophævede det gamle forbud mod, at borgerlige måtte eje herregårde.

I 1678 overtog han Henrik Thotts strøgods i Vestjylland, især alle de gårde i Tistrup og omliggende sogne, hvor han havde sit barndomshjem og hvor slægten boede. Han solgte de fleste af dem igen i 1683 til Peder Nielsen, som oprettede en hovedgård, kaldet Lunderup, men beholdt dog ’Gårde’ og flere andre og skænkede dem til dem af familien, som beboede dem.

1680 solgte Krarup Oxekoppen, Østergade 56, men beholdt en anden ejendom i København, nemlig Købmagergade 54, der lå på hjørnet af Kultorvet, med bagbygning ud mod Rosenstræde. Ejendommen var takseret til 450 Rdlr. Om sommeren boede han på Mullerup. I Gudbjerg kirke, som han også ejede, lod han nogle stolestader nedrive, fordi han ville lave et standsmæssigt gravsted (se meddelelser side 52). Muligvis er hans kone død på dette tidspunkt og er blevet begravet i Gudbjerg kirke.

Omtrent 1690 flyttede Krarup definitivt fra København til Mullerup, hvor han efterhånden samlede en stor del af sin brors familie om sig. Han sendte bud efter sine to broderdøtre i Gårde, Inger og Styvart, for at de skulle lede hele gården både ude og inde. Han trak sig ud af sine handelsforbindelser og satte alle sine penge i landejendomme.

1700 mageskiftede han Mullerup med Vindum Overgård ved Rødkærsbro i Viborg Amt og flyttede med hele familien derover. I en alder af 62 år sad han nu på sin egen store gård, omgivet af broderens familie, og ønskede intet andet, end at gøre godt mod dem. Vindum Overgård var en adelig sædegård, der kan følges tilbage til 1428, hvor den tilhørte slægten Podebusk. I 1700 var den ejet af Anders Skeel.

Vi kan også se, at han foretog sig mange rejser til barndomshjemmet og til broderen Hans. Der foreligger nemlig en ansøgning fra ham til kongen om tilladelse til ’udi sin saligheds sag at lade sig betjene af præsten i Hodde-Tistrup’. Man måtte nemlig dengang ikke gå til alters i et fremmed sogn. Tilladelsen blev ham givet omgående 7. november 1705. På disse besøg har han da sikkert truffet sin gamle ven og forbundsfælle Jens Lassen (død 1706), nu landsdommer og ejer af herregården Nørholm. De har på deres gamle dage kunnet tale sammen om deres store og heldige handler, deres rejser og hele deres eventyrlige liv fra den fattige bondedreng til den rige godsejer.

Chr. L. Krarup har selv karakteriseret sit levnedsløb, nemlig da finanshovedkassen gerne ville have et skatteforskud hos ham på 5000 Rdlr. den gang han solgte Mullerup. Han svarer da: ’Jeg er født af fattige, ærlige bønderfolk, men Gud almægtigste har givet mig lykke udi købmands-handel, fornemmelig med udenrigs købmænd udi England, Holland og andre steder’.

De spredte træk, vi har samlet om ham, viser det samme: En selfmade mand, der i vanskelige tider forstod det, som de fleste andre ikke forstod.

Det er sket to gange i den Krarupske slægts historie, at en ekstraordinær rig slægtning er død barnløs og med rund hånd har givet sine ejendomme ud mellem den efterlevende slægt. Anden gang var 1773, da Balthazar Halses enke døde i Århus. Men ved hjælp af de studier, som ovennævnte Magister J. C. Hansen gennemførte i Viborg landsarkiv, er det blevet klart, at også denne formue kun er en del af de rigdomme, som Christen Larsen Krarup uddelte mellem sin broder Hans’ efterkommere.

Noter:

1. Meddelelser om Familien Krarup er en form for tillæg til Krarup Stamtavlen, fjerde udg. 1915. Der udkom i alt 9 meddelelser frem til 1933.
2. Mullerup er en herregård på Sydfyn i Svendborg Amt. Herregården var ejet af Niels Sehested, der i 1657 havde arvet gården fra faderen. Niels Sehested sad i dårlige økonomiske forhold, der bevirkede, at han gang på gang måtte pantsætte bøndergods for endelig 1674 at udstede et åbent brev til Christen Lauridsen (Krarup), der derved fik hovedgården Mullerup med alt dens tilliggende bøndergods i pant. Den nye ejer Christen Krarup ejede kun gården i 17 år, inden han i 1700 mageskiftede gården med Anders Jørgensen Skeel mod at få den jyske herregård Vindum Overgård i Viborg Amt. (Danske Slotte og Herregårde, 1965, bd. 8 side 26).
3. Gårde er en lille by i Varde Kommune med 257 indbyggere. Selvom Gårde har egen togstation på Den vestjyske længdebane (Gårde Station), så er byen lille og har ikke længere et lokalt supermarked og skolen er en STU skole. Gårde har en meget aktiv Idræts- og Skytteforening, GISF.dk. Der afholdes desuden Le Man for have traktorer en gang om året. Der er også Rollerock, som er årlig tilbagevendende begivenhed. Hører til postnr. 6870 Ølgod. Fra byen er der 5 km til Tistrup og 7 km Ølgod. (Wikipidia)
4. Det Vestindiske Handelskompagni fik eneret på besejlingen af Vestindien og ret til at besætte og bebygge øen Sankt Thomas. I 1674 overtog kompagniet Glückstadt-kompagniets privilegier i Afrika (Guinea) og kom herefter til at hedde Vestindisk-Guineisk kompagni. Kompagniets direktion bestod ved grundlæggelsen af tre højtstående embedsmænd fra Kommercekollegiet, og investorkredsen talte foruden kongemagten såvel adelige som medlemmer af det københavnske storborgerskab. I de første år var kompagniets aktiviteter begrænsede, og handelen på såvel Afrika som Vestindien bortforpagtedes til private aktører. I 1690’erne tegnede udsigterne for slavehandelen sig imidlertid så lovende, at kompagniet besluttede igen selv at varetage handelen. I den forbindelse fik kompagniet en ny oktroj den 28. september 1697. I begyndelsen af 1700-tallet steg aktivitetsniveauet, ikke mindst i Vestindien, hvor man i 1718 besatte Skt. Jan og i 1733 købte den mere betydningsfulde Skt. Croix af Frankrig. Kompagniet udsendte nu i gennemsnit 2-3 skibe om året, og det er først fra årene omkring 1700, at man kan tale om en begrænset ’trekantshandel’ mellem Europa, Afrika og Caribien på kompagniets skibe. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/vestindisk-guineisk-kompagni/

Poul-Michael la Cour

Holbæk, januar 2020