Hans Allesen Bunkeflod [1] levede fra 1606 til 1678. Først var han i 32 år sognepræst i Bunkeflod og Hyllie ved Malmø i Skåne. Senere var han i 18 år sognepræst i St. Mikkels sogn i Slagelse. Begge steder levede han tilsyneladende stille og fredeligt med sin familie og sin præstegerning, men i den mellemliggende periode på to år blev han hvirvlet ind i en af danmarkshistoriens mest turbulente perioder, svenskekrigene. Helt præcist er der tale om de to år, der var mellem Roskildefreden i 1658 og Københavnerfreden i 1660.

De forskellige kilder har ikke helt den samme udlægning af begivenhederne, så nedenstående er mit bedste bud på, hvad der virkelig skete. Måske var vores ane dybt involveret i forsøget på at beholde Malmø og Skåne som dansk, måske var han uskyldig, men han sympatiserede helt givet med oprørerne.

Bunkeflod 1606-58

Han blev født i Bunkeflod 28. februar 1606 som søn af Magister Niels Allesen og dennes anden hustru Mette Olofsdatter. Faderen var sognepræst til Bunkeflod og Hyllie i den sydlige udkant af Malmø. Motorvejen fra Øresundsbroen passerer lige syd om sognet.

Hans Allesen blev student fra Lund 1623 og fortsatte studierne ved universitetet i København i nogle år, med en kort afbrydelse i 1625 på grund af pesten. 1626 havde han planer om at fortsætte studierne i udlandet ved nogle tyske akademier, men dette synes han dog at have opgivet allerede en tid inden faderens død, St. Hansdag 1626, for i stedet at prøve at opnå embedet som dennes eftermand. Han havde endnu langtfra den for kaldet krævede alder på 25 år. En anbefaling fra kancelliet tre dage efter faderens død og testimoniet fra universitetet den følgende måned overvandt dog biskoppens betænkeligheder.

1628 blev han så ordineret og indsat i embedet af Biskoppen i Lund, Mads Jensen Middelfart. Han var på det tidspunkt kun 22 år gammel. Sideløbende med præstegerningen fortsatte han studierne og 1630 tog han Magistergraden.

Kilderne omtaler kun få begivenheder fra hans tid i Bunkeflod. Han blev gift 1634 med Barbara de Fine (1615-78). Hun var datter af Magister Johannes Arnoldsen de Fine, sognepræst i Helsingborg og Provst i Lugede herred. De fik fire børn, alle født i Bunkeflod.

1634 nævnes han som viceprovst i herredet. Hans virksomhed som præst omtales rosende i visitatsbogen, men synes ellers i mere end 30 år at være forløbet uden andre særlige begivenheder, end en mindre trætte 1653 med rektoren i Malmø, Peder Hermansen, om en afgift. Sagen det følgende år blev afgjort til dennes fordel.

I 1657 brændte præstegården, men han fik den genopbygget og levede i god velstand indtil Skåne ved Roskildefreden var overdraget til Sverige.

Malmø 1658-60

I februar 1658 indgik Danmark og Sverige Roskildefreden[2] efter den første Karl Gustav krig. Resultatet af fredsslutningerne var katastrofalt for Danmark. Men at det ikke endte endnu værre, skyldes i særlig grad de engelske og franske mæglere, der så en interesse i, at hverken Danmark eller Sverige besad begge sider af Øresund. De ville gerne af med den forhadte øresundstold. Det var heller ikke i deres interesse at Sverige blev en alt for stærk magt, ikke mindst i Østersøen, som var Karl Gustavs særlige interesseområde. Det kan opfattes som en ’del og hersk-politik’ fra stormagternes side.

Freden blev indgået og Sverige indtog sine nye besiddelser. De startede en aktiv proces med at gøre områdernes befolkning til svenskere, samt inddrivelse af skatter og udskrivning af unge mænd til krigsførelse. Derved opstod en opposition især blandt civilbefolkningen – bønder og borgere. På Bornholm og i Trondhjem len havde de held med hurtigt at nedkæmpe svenskerne. Men øst for Øresund gik det mindre godt. Modstandsbevægelser manglede ikke, men de var nok udsat for større fokus fra svensk side. Vi kender mest til snaphanerne med Svend Poulsen – Gøngehøvdingen – som den mest kendte leder.

I området omkring Malmø opstod en sammensværgelse under ledelse af en Bartolomæus Mikkelsen fra Limhamn i Hyllie sogn (pastor Bunkeflods sognebarn) og generaladjudanten i Malmø, Mikkel Skov. Deres mål var at overrumple Malmø og bringe befolkningen i de afståede provinser til rejsning mod svenskerne. Sammensværgelsen havde Kong Frederik III’s bevågenhed og han udpegede sin kammerjunker, Corfits Trolle, som forbindelsesofficer. Trolle ejede bl. a. herregården Skarhult NØ for Lund og han var flere gange i Malmø for at mødes med oprørerne.

I forbindelse med et sådant møde december 1658 havde han indlogeret sin trolovede Birgitte Rantzau i Bunkeflod præstegård. Men komplottet blev forrådt, så Trolle måtte i hast redde sin trolovede ud af præstegården. Pastor Bunkeflod arresteredes og dømtes ’fra kjole og krave’; hans gods konfiskeredes, og dødsdommen ramte ham med flere andre.[3]

På retterstedet blev han dog benådet, men det skete først efter at den sidste salme var sunget færdig. I stedet skulle der betales en løsesum for hans frigivelse. Løsesummen var 1000 speciedaler svarende til 2000 rigsbankdaler – mindst 200 blev betalt.

Det var hustruen Barbara de Fine, der prøvede at skaffe penge til løsesummen. Hun har sikkert været hele vejen rundt: Familie, venner, menighed, borger, adel og kronen, men det er svært at få øje på hvor de mange penge skulle komme fra. Svigerfaderen var jo død. Hendes egen fader, der var var Provst i Helsingborg, var også død. Hun havde en broder, der var præst i Norge, Arnold Hansen de Fine (Senere Biskop i Norge). Det var måske en mulighed, men præster havde næppe formuer. Hun havde fire svogre og to svigerinder, men dem ved vi ikke meget om. Nogle af dem levede stadig og ville sikkert gerne bidrage til broderens frigivelse, hvis de da havde noget at bidrage med. Menigheden i Bunkeflod kunne næppe bidrage, selvom nogen af dem måske gerne ville. Der var hurtigt blevet indsat en ny, svensk præst i Bunkeflod[4], der havde Carl Gustavs bevågenhed, så det var alt for risikabelt at støtte en dansksindet, der var dømt for konspiration mod svenskerne.

Den bedste mulighed synes at have været Corfits Trolle, der jo var involveret i sagen. Han kunne måske føle lidt medansvar og medskyld i præstens ulykke. Han var tæt på kongen og havde alle muligheder og grunde til at søge kongens hjælp – men riget fattedes penge. Det kan også være på Trolles opfordring, at kongen skaffede et nyt embede til Pastor Bunkeflod efter frigivelsen.

Men pludselig ser det ud til, at spørgsmålet om løsepenge blev uden betydning. I traktaten efter fredsforhandlingerne i København[5] maj 1660 står nemlig følgende i paragraf 22:

22. Deslijkest skole alle fångar på begge sijdor, höge och låge, aff hvadh ståndh och condition de äro, uthan någon ranzon strax löös gifvas, och hvadh deres kost angår effter billig­heet betala. I lijka måtto alle Kon. Mat.s aff Danmarck under­såtare, hvilcke Kon. Mat. aff Sverige uthur danske provincier och länder opå andre orther hafver låtit bortföra, skole hafva lof frijt och obehindrat att begifva sigh tillbakars till fädernes­landet och komma uthi deres förre frijheet.

På nutidigt dansk står der i korthed at alle fanger på begge sider, uanset stand og tilstand og uden betingelser straks skal løslades og uhindret have lov at rejse til fædrelandet.

Det forklarer at den store løsesum aldrig blev aktuel. De 200 daler, der nævnes at være betalt, kan være gået til dækning af hans kost ’efter billighed’, som det står i traktaten.

Hillerød og Slagelse 1661-78

I efteråret 1660 blev Bunkeflod løsladt og han tog nu ophold i Danmark. Han stod uden embede og helt uden midler til at forsørge familien. Ved kongens foranstaltning blev han tildelt et midlertidigt embede som hjælpepræst ved Slotskirken på Frederiksborg Slot i Hillerød, der var kongens residens. I den anledning måtte han ordineres på ny, da hans ’Kald og Kjole var fradømt ham’.

Der står i Wibergs præstehistorie 1661 for St Mikkels sogn i Slagelse, at han kom til Slagelse fra et embede som residerende kapellan i Hillerød Slotssogn, men i Hillerød indgår han ikke i rækken af kapellaner. Ifølge Wiberg har han assisteret sognepræsten Magister Hans Madsen Huusvig[6].

Wiberg skriver herom under sognekapellaner ved Slotskirken:

6. o. 17/8 1660 [Hør. Fdbg. 52] Hans Jensen Poscolan; [14/4 1664 (63?) Torup; see der; saafremt han er ord. 1660, bliver der ingen Plads til Hans Allesen Bunkeflod (1661 Sp. t. Slag. St. Mikkels K.), som efter G. 3/1 305 og T. 179 en kort Tid var Præst her; men jeg har ogsaa fundet ham ord. 27/8 61 og, hvis dette forholder sig saaledes, kan Bunkeflod have været Capellan i Mellemtiden; han har vel i ethvert Tilfælde assisteret Huusvig].

16 april 1661 fik han så tildelt sognekaldet ved St. Mikkels kirke i Slagelse. Her virkede han til sin død 5. Maj 1678.

I 1668 blev han tillige Provst for Slagelse herred.

Hustruen døde i 1678, også i Slagelse. Kilderne siger ikke noget om hvor hun havde befundet sig mens manden sad i fængsel, men hun var jo optaget af at skaffe løsesum, så hun har sikkert med hjælp fra familie og venner opholdt sig i Danmark. Vi ved i hvert fald at den ældste søn, Hans Hansen Allesen Bunkeflod, var elev på både Herlufsholm og Sorø indtil 1659. I 1660 blev han immatrikuleret ved Københavns Universitet.

De to sønner blev begge præster og begge døtre blev præstefruer. Yngste datter, vores ane Barbara Hansdatter Allesen Bunkeflod, blev gift med Niels Holgersen Olivarius, sognepræst i Ørslev ved Skelskør og Provst i V. Flakkebjerg herred.

Holbæk, juli 2021

Poul-Michael la Cour

---

[1] Min 7xtipoldefar gennem familierne la Cour, Guldberg og Olivarius.

[2] Roskildefreden, 26. februar 1658

Freden i Roskilde blev underskrevet 26. februar 1658 og markerede afslutningen på den første Karl Gustav-krig, som blandt andet er kendt for den svenske hærs march over de frosne bælter. Den svenske hær havde ved fredsslutningen kontrol over det meste af den danske konges territorium. Derfor blev freden forhandlet på Sveriges betingelser med den engelske og franske gesandt som mellemmænd. Det var ganske skrappe betingelser den svenske konge, Karl 10. Gustav, opstillede:

• De danske besiddelser Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm skulle afstås til Sverige.
• Samtidig skulle de norske besiddelser Bohus og Trondhjems len også overdrages.
• Danmark måtte acceptere, at Østersøen blev spærret for fremmede flådemagter.
• Den svenske konge dikterede, at den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt (1606-1664) skulle have sine tidligere besiddelser i Danmark tilbage. Ulfeldt konspirerede efter sin afsættelse med svenskerne mod Danmark og optræder også som en af de svenske forhandlere i denne traktat.
• Danmark skulle huse de svenske soldater indtil 2. maj, hvilket betød en betragtelig udgift til at brødføde den svenske hær.
• Danmark skulle inden 2. maj have forhandle t en aftale på plads med hertug Frederik af Gottorp om hertugdømmernes fremtidige stilling i forhold til kongeriget.

Med denne usædvanligt hårde fredsaftale blev det danske monarki væsentligt amputeret. Det indebar blandt andet, at Danmark mistede kontrollen med Øresund – en epoke i danmarkshistorien var forbi. Endvidere fik hertugen af Gottorp fuld suverænitet over sine besiddelser. Derudover efterlod fredsaftalen Danmark i en intern splid. Der var splid mellem kongen og rigsrådet, splid mellem rigsrådet og stænderne, og splid mellem stænderne internt.

[3] Frederik Barfod skriver om opstanden i Malmø, s 455.:

Mindre lykkelig var opstanden i Malmø. Ved forræderi blev planen opdaget, og de danske skibe, som skulle bragt byen undsætning, gik i nattens mørke på grund ved Saltholm. En stor mængde mistænkte af alle samfundsklasser blev fængslede, og efter langvarig undersøgelse henrettedes nogle (1. januar 1659), iblandt hvilke Jokum Brun, den formodede hovedmand, mens resten idømtes forskellige straffe. Kun Corfits Trolle (Barfod skriver fejlagtigt Corfits Ulfeld) slap ganske; thi også ham havde svenskerne mistænkt. Man kunne dog ikke overbevise ham om noget, og hen på sommeren 1660 frikendtes han ganske. Forinden var ham imidlertid hemmeligt med sin kone undflyet fra fængslet og havde taget vejen ad København til. – Bedre held havde heller ikke Svens Poulsens og hans Gøngeboeres dristige, i mange år fortsatte frihedskamp.

[4] Embedet blev givet til Kong Carl Gustavs feltpræst ved Københavns belejring Hr. Sven Tjærespaan, som derefter straks holdt bryllup i den svenske lejr uden for København, hvilket kan ses af et Svensk bryllupsvers, som i den anledning blev gjort til ham.

[5] Freden i København, 27. maj 1660

Den svenske konge Karl 10. Gustav (født 1622, konge 1654-1660) havde kort efter Roskildefreden, som afsluttede første Karl Gustav-krig i 1658, brudt fredsaftalen og fortsat krigen mod det militært svage Danmark. Formålet var at opnå fuld kontrol over Østersøen og dermed styrke Sveriges position som den førende magt i Østersø-området. Krigen fik ikke en militær sejrherre. Det skyldtes, at Nederlandene kom Danmark til hjælp med en flådestyrke i Øresund. Efter en udmattelseskrig blev freden i København derfor et diplomatisk arbejde mellem Danmark, Sverige og de tre stormagter, Frankrig, England og Nederlandene. Stormagterne dikterede en fred, som næsten var identisk med Roskildefreden fra den 26. februar 1658. De væsentligste undtagelser fra Roskildefreden var,

• at Østersøen skulle åbnes for stormagternes fartøjer
• at Trondhjems len og Bornholm skulle gives tilbage til Danmark
• at de svenske krav på Corfitz Ulfeldts vegne faldt bort.

Roskildefreden blev brugt som grundlag, fordi stormagterne havde en strategisk interesse i, at Øresund forblev et internationalt farvand og ikke et svensk indenrigsfarvand. Karl Gustav-krigenes forløb var en medvirkende årsag til enevældens indførelse i Danmark i 1660. Det skyldtes, at krigene havde skabt store økonomiske problemer, som krævede resolut handling. Derudover markerede krigenes afslutning også begyndelsen på den revanchistiske danske udenrigspolitik, som havde til formål at vinde Skånelandene tilbage.

[6] Hans Madsen Huusvig (1619-70) havde været gift med Else Hansdatter Riber (ca. 1601-1652) i hendes tredje ægteskab. Hun var tipoldemor til Elisabeth Marie Olivarius (1712-89), der var oldebarn af Hans Allesen Bunkeflod. Huusvig står således i slægtsregistret, men slægtskabet var ikke kendt i 1660. Det etableredes først i 1708 da Elisabeth Marie Olivarius forældre blev gift.

---

Kilder

Gerhard Treschow, ”Danske Jubellærere”, København 1753.

• s 177-180: Mag. Hans Allesen

Wiberg, Almindelig dansk Præstehistorie, netudgave:

• St Mikkels Sogn, Slagelse, nr. 10.
• Frederiksborg Slots Sogn, Hillerød, Sognekapellaner nr. 6.

Dansk Biografisk Leksikon, lex.dk:

• Hans Allesen Bunkeflod
• Corfitz Trolle

Danske Slotte og Herregårde, Hassings Forlag, København 1968:

• Bd. 19 s. 43: Skarhult,

Frederik Barfod, ”Fortællinger af Fædrelandets Historie”, Gyldendal, København 1853.

• s. 454: Trondhjems frigivelse
• s. 454: Bornholms opstand
• s. 455: Opstanden i Malmø

Danmarkshistorien.dk:

• Roskildefreden, 26. februar 1658.
• Freden i København 27. maj 1660.